Hvad lytter du til for tiden?

02/65/2020 af Lene Dalgaard Andersen

Nina Bogicevic

Hvad lytter du til for tiden?

For tiden lytter jeg til en del forskelligt. Det kan være alt fra Soundgarden, Simple Minds, noget obskurt doom til A-ha. Dét, som det jeg lytter til, har tilfælles, er, at der på en eller anden måde er en underliggende stemning af melankoli eller nostalgi. Når jeg tænker over det, giver det egentlig ret god mening, at jeg har været draget af den vibe på det sidste med hele det her covid-19 show, hvor solen titter frem, og man bare længes efter en kold lambic i den varme sommersol.

Hvad er dit yndlingsnummer på det album?

Jeg kan simpelthen ikke udvælge én yndlingssang fra en kunstner eller et album. Jeg synes, de forskellige sange giver mere mening, stemning og dybde i kontekst med hinanden. Men pt. er mit yndlingsalbum fra A-ha Minor Earth, Major Sky Det var faktisk min ven Ib, der satte det på en dag, og jeg må erkende, at jeg virkelig har lyttet en del til det siden. Soundgardens album Superunknown er jo en klassik yndlingsplade, og den er også en af mine, men Badmotorfinger er også for vild. Jeg er nok mere en ”helhedsperson” end en hit-kvinde. Når det så er sagt, er jeg en sucker for Simple Minds Hypnotised. Det er helt sikkert en af mine yndlingssange.

Hvem er din yndlingskunstner fra Aarhus?

Det er et svært spørgsmål, for man vil jo helst ikke støde nogen. Jeg er faktisk også utrolig meget i tvivl. Jeg har mange yndlingskunstnere, som kan hver sit. Jeg synes, metalscenen i Aarhus har haft et virkelig godt år. På den anden side, hvis ‘Læg den hater ned’ brager ud af højtalerne på Under Masken, så skal jeg nok stå med et sæt i hånden og synge med. Det er sgu lidt svært at ryste de gode gamle bangers af sig, når man er vokset op i byen, fordi der er så mange minder og sammenhold i de sange og artister.

Her er Ninas egne ord om hvad musik betyder for hende:

“Med en udpræget kærlighed for rock og 80’er synth, spænder mine personlige Spotify playlister dog vidt og bredt, med input fra alskens musik fra genreuniverset. Jeg elsker at opdage ny musik, særligt live, hvor man kan fyldes med indtryk af musikkens udtryk”