Hvad lytter du til for tiden?

03/06/2020 af Lene Dalgaard Andersen

Luca Iele Rasmussen

Hvad lytter du til for tiden?

Jeg lytter til meget forskelligt. Men på de sidste har jeg hørt rigtig meget Tina Dickow. Jeg synes, der er noget helt specielt over måden, hun skriver på og hendes sanges udtryk

Hvad er dit yndlingsnummer på det album?

Mit yndlingsnummer med Tina Dickow er uden tvivl Poetess’ Play. Sangen er fra hendes andet album, Notes, som generelt har en meget rå og upoleret lyd. Det nummer er ingen undtagelse og fremstår enormt ærligt og ægte.

Hvem er din yndlingskunstner fra Aarhus?

Min yndlingskunstner fra Aarhus kunne meget vel have været Tina Dickow, men jeg må indrømme, at jeg også er pinligt stor fan af Gnags. Jeg tror, jeg kan flere Gnags-tekster udenad, end jeg kan telefonnumre. Der er bare en eller anden helt bestemt stemning over deres musik, og teksterne er helt vanvittigt underholdende, hvis man gider tage sig tid til at nørde lidt i det.

Mads Degn Gregersen

Hvad lytter du til for tiden?

For tiden lytter jeg meget til musik, som jeg kender godt i forvejen og har nogle gode minder omkring. Det er tit også sjovt og muntert. Måske fordi situationen lige nu (stadig) er ret frustrerende og kedelig, er det rart at dykke ned i noget velkendt og hyggeligt – ligesom et par gode hjemmesutter. For eksempel lytter jeg meget til Redmans album Muddy Waters fra 1996. Det er solid, dikkedarløs boom-bap med enormt morsomme og fantasifulde tekster. Det føles trygt, samtidig med at verden også bliver større og mere farverig, end den måske synes at være, når man ser nyheder.

Hvad er dit yndlingsnummer på det album?

Én af mine favoritsange derpå er Soopaman Luva 3, hvor han fortæller en vanvittig røverhistorie om et damebesøg. Det er groft og meget lidt politisk korrekt, men som en vaccine mod tidens alvor og tristesse er det meget effektivt.

Hvem er din yndlingskunster fra Aarhus?

Hvis jeg skulle pege på én yndlingskunstner, ville det nok være L.O.C. Det er i al fald ham, jeg har lyttet mest til, hvilket nok er tilfældet for mange mænd, der var 11 år, da sangen Undskyld udkom.

Her er Mads´s egne ord om hvad musik betyder for ham:

“Afhængig af musik. Interesserer mig for både branchens struktur og værkets magi.”