Godsbanetema: Institut for X skaber kultur. Men hvad nu?

Addisabbababand, Junglelyd, Mikkel Aagard, B-Huset
Foto: Mikkel Sonne Friis

Ved Godsbanen i Aarhus har kreative ildsjæle fundet plads til at udvide deres horisont og skabe et parallelsamfund, hvor samfundets til tider pressende tendenser, ikke spiller lige så stor en rolle. Men med nedrivningen af det kreative miljø, der er at finde på Godsbanen i dag, bliver der spændt ben for kreative ildsjæle.

Af Zina Hameed

Vi lever i dag i en verden, hvor vi konstant stræber efter det bedste. Uden egentlig at vide, hvad det bedste er. Selv når karakterbladet ligger på rene topkarakter, sixpacken viser sig markeret, men guderne forbyd det, ikke for overdrevet, og instagram har rundet flere tusinder følgere for længst, mærker vi ikke den tilfredshedsfølelse, vi alle kan gå og søge.

Den danske ungdom bliver opfordret til at pumpe sig igennem uddannelsessystemet, for med en uddannelse gavner man samfundet bedst. Men hvad gør de, der ikke aner, hvad de vil. Unge i start tyverne og nogle gange yngre springer ind på videregående uddannelser, mens de holder sig for øjnene og ikke aner, om det egentlig er den rette sti, de har valgt. Så hvordan finder man plads til disse forvirret unge mennesker?

Læs også: Godsbanetema – Aarhusiansk Hiphop-hær vil ramme hele verden

For mig at se, blev der i Aarhus skabt en unik platform, hvor både unge og ældre mennesker fik mulighed for at udforske andre sider end den akademiske side, vi alle har fået stimuleret, siden vi lærte at gå, nemlig Godsbanen anno 2009.

Bureau Detours på Godsbanen

Mads Peter Lauersen levede selv som ung i Aahus og savnede det kreative miljø, han mødte i andre byer både i og udenfor Danmark. Et miljø, hvor man uden større kendskab til et specifikt fag, kastede sig ud i projekter, og fejlede man, lærte man mere. Fejl og det uperfekte blev imødekommet. En anden verden end dét, man ellers havde været vant til.

Mads Peter er en del af den kreative organisation, Bureau Detours, der har hovedsæde i Danmark men har flere frø rundt i Europa. Deres fokus er at lade kreativiteten skabe bånd mellem mennekser, naboskab og by.

I 2009 fik han mulighed for at lade Bureau Detours filosofi blomstre i den efterladte toldbod, også kendt som A-huset. A-huset og området omkring, blev grobund for en alternativ identitetsdannelse. Udviklingen skød hurtigt afsted, og flere og flere kreative ildsjæle, fandt plads på Institut for X.

– Vi skaber rum og plads, og tilbyder hjælpende hænder. Men man skal selv be’ om det, fortæller Mads Peter.

B-Huset: Med tilladelse til at fejle

En, der hungrede efter rum og plads til at skabe noget, hun selv synes manglede i Aarhus, var den daværende arkitektstuderende Yvonne Buer. Yvonne Buer flyttede fra Norge til Aarhus for at slippe for den kapitalisme, hun mener, landet kan være præget af. Aarhus bød på et åbent og venligt miljø, men med en stærk kærlighed til elektronisk musik manglede Yvonne et alternativt spillested, der repræsenterede den musikalske subkultur, og hvor billetprisen ikke lå i samme skala som et hus på Strandvejen.

Ved Institut for X fik Yvonne det, vi i dag kender som B-huset, til rådighed. Med sin arkitektoniske passion fik Yvonne Buer bygget og etableret et spillested, der skilte sig ud fra dét, Aarhus hidtil havde at byde på. B-huset er bygget med et centreret venue, der er omringet af studier og øvelokaler. Musikere af flere forskellige genre har altså haft mulighed for at leje sig ind til billige penge, og derved fået mulighed for at skabe et fællesskab omkring musikken.

Men med et bærende motto om at tillade sig selv at fejle, har etableringen af B-huset ikke været en dans på roser. Den lettere autonome tilgang til B-huset som institution, skabte nogle forhindringer:

– Selvom alle ville spille til koncerterne, var det ikke alle, der forstod alt det arbejde, der lå i det før, under og efter. Det resulterede i alt for meget af det “ikke sjove arbejde” for for få mennesker.

Som med alt andet, der bliver skabt på Institut for X, lærer man af sine fejl. Og når B-huset, som nu står til at blive revet ned sammen med ca. 60% af Institut for X, er Yvonne Buer blandt de optimistiske.

– Selvom B-huset aldrig blev til det spillested, jeg drømte om det skulle blive, har det åbnet muligheden for andre at skabe et “B-hus vol. 2” et andet sted, hvor vi har erfaringen med os, siger Yvonne.

Den 28. januar 2019 rykker bulldozerne ind og nedlægger store dele af det, der de seneste år har blomstret ved Godsbanen. Mange musikere, arkitekter og kunstnere af alle former vil blive påvirket af nedrivningen, men det fællesskab de har oplevet og levet i på Institut for X, er de enige i, de vil tage med videre.

I videoen forneden møder vi tre af musikerne, der har haft B-huset tæt på livet. Eddy 8000, der har været med fra start til slut, HansSolo, der var med i starten men senere rykkede videre, og Aggi Dix, der kom til for nyligt.

Relaterede artikler