Godsbanens største musikerkollektiv: – Sammen er vi stærkere!

Addisabbababand, Junglelyd, Mikkel Aagard, B-Huset
Foto: Mikkel Sonne Friis

Med en kompromisløs ground-up mentalitet, har Godsbanens største musikerkollektiv styret musik, passion og fællesskab uden om branchefnidder fra Risskov til Roskilde Festival.

Af Mikkel Sonne Friis

Imellem de slidte røde murstenshuse i det kreative paradis bag Godsbanen på Mølleengen gror et lille grå træskur ud. Næsten blegnende rækker det ud mod farverige containere, volleybaner og grønne oaser.

Men uden forblændende skønhed drager skuret mennesker fra nær og fjern, når dets grønne dør står på klem og lyden af noget fremmed driver ud i paradisets have.

Læs også: En fotograf fortæller: Michael Harder – Det er dybest set musikken, der er interessant

Hævet godt halvanden meter fra jorden flankerer skuret det snart hedengangne B-hus, hvor den tilbyggede veranda kan agere alt fra solkrog til scene og klubhus.

På en stille torsdag formiddag agerer den mødelokale for Aarhus Echo og tre unge mænd, Martin Aagaard, Mikkel Govertz og Lasse Aagaard, der symbiotisk har levet deres ungdom i et passioneret musikalsk fællesskab. Et fællesskab, der har produceret et hav af ørefængende bands og orkestre som:

Privat afgrund

Var det det, det var

Captain Ahab’s Surfwax

  The Surferinos

                Det rigtige band

Junglelyd

                                                                         Oxx

… og ikke mindst mastodonten Addissababand, som denne sommer præsenterede Roskilde Festival for et udsnit af den ånd, musik og fællesskab, der gennemsyrer ikke blot det talstærke kollektiv, men hele Godsbanen.

Addisabbababand
foto: Michael Harder, www.pix.dk

Bare spil noget Lårt

I starten var der Dennis. Dennis Madsen.

For ti år siden delte Dennis og Mikkel en lejlighed på Bryggervej i Risskov, hvor de også havde adgang til eget øvelokale. Her blev kollektivet født.

Venner, venners venner, højskolekammerater, gamle kammersjukker. På skift frekventerede de alle øvelokalet i Risskov, hvor jam og bajer blev et ugentligt rituelt forestående.

Det var sådan både Martin og Lasse kom med i flokken.

– Jeg mødte dig en aften, jeg kom hjem, og du lå i min seng, siger Mikkel om hans første møde med Martin.

For Lasse blev indlemmelsen i kollektivet særligt definerende både for ham, både som musiker og som menneske.

– Jeg havde tidligere spillet lidt grunge og indie og havde sådan lidt et prætentiøst teenage forhold til, hvad der er rigtigt og forkert. Musikken var mere sådan, du skal stå og spille, og du får at vide, hvis du gør det forkert, siger Lasse

Til hans store forbavselse mødtes han dog af helt andre tilgange til musikken fra blandt andre percussionisten Feike, som i dag slår sine folder i både Addissababand og Junglelyd.

– Vi spiller derude, og jeg står stadig lidt med høje skuldre, og spiller en lille solo. Feike kan se jeg pakker mig lidt ind, og han siger fyr den af bare spil alle de forkerte toner og bare bliv ved! Bliv ved indtil du ikke gider mere!

Til Lasses undrende spørgsmål om alt virkelig er tilladt, var svaret prompte… Ja mand! Det skal være vildere!

– Jeg blev bare født lige der! Der kom jeg ud af kollektivets fisse! Det var kærlighed til musikken, det ægte, følelserne! Som Preben fra byhøjskolen siger: Bare spil noget lårt!

Blottet brandtale på barbordet blev vendepunkt

Mens nogle fødtes, drev andre ud i verden. Feike og et par øvrige gutter fra flokken flyttede til København, og det gav anledning til eksistentielle tanker i øvelokalet.

Dennis og Lasse havde ambitioner om et mere koordineret kollektiv af musikere og bands. Det skulle ikke længere bare være et par gutter med et øvelokale, hvor folk kom og jammede og festede til den lyse morgen i weekenden.

– Vi tog en periode, hvor vi prøvede at få lokket folk til. Som Dennis sagde: Kom over til Århus, så kan vi dele øvelokale, bare kom over og gør det sammen med os. I kan bare bo i øvelokalet. Hvis vi gør det sammen, så står vi stærkere, siger Lasse.

På en fællesudflugt til København tog Dennis skeen i den anden hånd og gjorde alvor af sine ambitioner. Afklædt og blottet åbnede han for talekanalerne og lod hjertet tale for den udrejste flok.

– Han stod nøgen, eller i hvert fald klædt af til underbukserne på et barbord, og holdt en brandtale om, hvorfor Oluf, Feike og Jonas fra det daværende Privat Afgrund skulle komme hjem og være med i vores fucking kollektiv. De smed alt, hvad de havde i hænderne og flyttede til Århus ugen efter, siger Lasse.

Lad vær med at være en idiot!

I 2013 var flokken atter samlet i Århus, men øvelokalet kunne de ikke længere bruge, da der skulle bygges nyt på matriklen, hvorfor de indtog det voksende kreative miljø på Godsbanen.

Hurtigt fik flokken stablet finansiering af en tilbygning til et lille øvelokale ved B-huset på benene, så hele det nu 12-14 mand store Addissababand alle kunne være med, når der var øvesessions.

Igennem årene er kollektivets musik ikke alene vokset ud i en bredere folkelig bevidsthed og næsten fast inventar på den succesfulde Roots&Hybrid scene i Det Turkise Telt. De er også blevet fremrangende eksponenter for den ånd, som lever på Godsbanen:

Vi gør det selv, og vi gør det sammen!

Det er vigtigt for kollektivet at holde fast i værdierne om at behandle hinanden ordentligt, og hjælpe hinanden fremfor at være i konkurrence med hinanden, som musikbranchen ofte implicerer.

– Vi er en flok hippiesvin, der tror på Karma, siger Mikkel.

Det får Lasse til at tegne et billede af et form for usagt ”go’ stil” mantra, som gennemsyrer flokkens mentalitet.

– Hvis der er nogen, der snakker træls til en lydmand, så får de det at vide: Lad hver med at være en idiot. Vi vil jo gerne have, folk vil have os tilbage igen. Vi smadrer ikke nogen hotelværelser. Vi opfører os pænt, siger Lasse og Mikkel.

Lige så vel fastholder kollektivet en kompromisløs tilgang til musikken, hvorfor deres bands ved flere lejligheder har takket nej til tilsyneladende lukrative tilbud fra branchefolk.

Det handler først og fremmest om fællesskabet, glæden og passionen til at dyrke musikken. En mentalitet, som lever i kollektivet, såvel som i hele det lille paradis bag Godsbanen.

addisabbababand
foto: Mikkel Sonne Friis

Snakken med Martin, Mikkel og Lasse synes endeløs. Hver og en har de flere historier, flere ting på hjerte, mere at fortælle. Og der er altså meget at fortælle. Lige fra Dennis og øvelokalet på Bryggervej til træskuret ved B-huset, Roskilde Festival og Ghana turné.

Mens paradiset vågner denne solrige formiddag, samles langsomt flere og flere rundt om verandaen. Inden længe skal der atter øves til koncert inde i skurets virvar af lydudstyr og fortællinger fra kollektivets levetid.

Snart skal det atter flyttes ud. B-huset og flere af de øvrige røde murstenshuse, skal nemlig rives ned til fordel for en ny byplan, som involverer en større arkitektskole på lokationen. Heldigvis for både kollektivet og alle os andre, er et nyt øvelokale dog allerede på plads.

Den statiske brummen fra træskuret får atter støvet til at danse på de velbetrådte anatolske tæpper. Om lidt skal der igen øves til koncert.

Med den lavfrekvente summen fra forstærkere og højtalere melder tæpper og instrumenter klar til endnu en dans. Snart den sidste i det lille træhytte, der inden længe atter agerer frodig lydkulisse i paradisets have.