Go Go Berlin satser sig selv

Go Go Berlin
Foto: Anna Marin

Et anderledes og mere velovervejet Go Go Berlin, end det der hamrede derudaf i retrorockens fodspor, rammer Spot-festival med et jomfrueligt sæt af nye numre. Selv om bandet har stået på Spot festivalen tre gange før, føler de alligevel, der er meget på spil denne gang.

Af Andreas Kristiansen

Fredag aften den 23. marts spillede Go Go Berlin på Train. Det ellers så koncertvante band, har spillet forholdsvist få koncerter de sidste par år. De har arbejdet på nyt materiale, arbejdet på en ny retning for deres musik, og de ville være sikre på, hvad retning musikken skulle tage. Aarhus Echo tog forbi lydprøven, for at tage en snak med det Spot-aktuelle band om den nye lyd og en snarlig Spot-festival.

Lydprøven giver en forsmag på den nye lyd. De har otte nye numre med til koncerten på Train. Efter lydprøven samler bandet, manager og undertegnende skribent sig i backstage-lokalet til en snak om, hvad der er sket med bandet i den periode, de har været væk fra scenen i sangskriverland:

– Vi har udviklet os meget som sangskrivere. Førhen blev det hele lavet i turnépauser, som jo kun var nogle få måneder, hvor vi skrev og sagde, ”nu skal vi indspille”. Nu valgte vi at sige timeout, eksil, stop alt. For det handlede for meget bare om livetingen og om at have det vildt. Nu handler det om også at efterlade en eller anden følelse i stedet for kun en god oplevelse, begynder forsanger Christian Vium.

Bandet dyrkede og blev kendte på deres kompromisløse retro rock stil. Nu søger bandet inspiration hos bands som MGMT og Justice.

– Vi har altid lyttet til bands som MGMT og Justice, men vi har nu lært, hvordan vi kan komme hen og få de lyde ud af de ting, vi laver. Hvor vi måske har taget en simplere tilgang til det før, fordi vores kunnen simpelthen har begrænset os, indrømmer guitarist Mikkel Dyrehave.

Og på det kunstneriske plan har friheden været der, til at alle har kunnet udvikle sig i deres sangskrivning. Det eksemplificerer Christian gennem manden, der står bag tangenterne Anders Søndergaard.

– Vi skriver alle sammen sange men omkring nogle af de ting, Anders har lavet. Han skriver mest bare musik, men i de ting han har skrevet (på det sidste), har synthesizers lydt mere og mere udviklet og avanceret. Det kan du ikke gøre, hvis du får at vide. Luk din computer sammen. Du skal på turné. Vi har haft tid til at tage de udviklinger.

Bandet har tidligere dyrket det vilde, og det at have det vildt, som kan være meget smittende, når man kommer ud over scenekanten, men det nye Go Go Berlin har smidt noget eftertænksomhed ind sammen med den vilde side. Og med det kommer dynamikken i musikken.

– Jeg vil ikke sige, at vi ikke er vilde mere, men vi har mere forstået, hvad det vil sige at være vilde i forhold til at være vild hele tiden eller vild engang imellem, konstaterer Christian inden Mikkel overtager,

– For at nå højere op, skal man også være dynamisk, for ellers har du bare en streg igennem det hele. Hvis du lærer at træde tilbage på nogle tidspunkter, så kan du også få et højere klimaks senere hen, og det tror jeg er en af de væsentligste ændringer i musikken, forklarer han.

Har holdt kortene tæt til kroppen

På sin vis har Go Go Berlin nok gået igennem en form for dannelsesrejse eller identitetskrise om du vil. I hvert fald har bandet skrevet musik henover de sidste par år, og de har holdt den helt tæt til kroppen. De har ikke engang vist det til deres manager Stefan Fascius, som det ellers tydeligt fremgår, at de arbejder meget tæt sammen med. Musikken skulle nå så færdigt et stadie, så der ikke var nogen tvivl om, hvor bandet gerne ville bevæge sig hen lydmæssigt.

– Vi har brugt rigtig meget tid på hver eneste sang, altså vores demoer kan man nærmest ikke kalde demoer, for vi har indspillet rigtig mange ting og mixet hen ad vejen. Så faktisk da vi gik i studiet for at indspille trommer, kunne vi bruge det meste af for eksempel guitarerne og rigtig mange vokaler også. Vi ville ikke misforstås, så vi var nødt til at komme med så færdige sange som muligt, forklarer trommeslager Christoffer Østergaard

– Specielt når, man prøver at vaske det der retromærke af sige, bryder Christian ind.

– Ja, også så man ikke kommer med en guitar, der bare lige er plugget ind, hvor folk tænker retro, og så bliver skuffet, når man kommer med et mere færdigt produkt senere, siger Christoffer.

Go Go Berlin
Go Go Berlin har indtil videre holdt deres nye materiale for sig selv.

Tilbage på Spot for fjerde gang

På grund af at Go Go Berlin modsat tidligere i deres karriere har holdt skrivepause, er det lang tid siden, at folk har hørt nyt fra bandet, der senest udgav plade i 2015. Men nu er de klar og har en masse materiale i kufferten.

– Spot bliver kun nye sange, oplyser Christoffer inden Mikkel overtager

– Vi mærker de nye sange og har rigtig stor selvtillid i dem. Vi brænder for at vise, hvad vi har lavet de sidste to-tre år. Vi har lavet numre for første gang uden, at der var nogen, der klappede af os. Fordi vi lavede det i et studie og ikke tog ud, og spillede det. Nu skal vi så ud og spille det og klappes af, griner Mikkel

Tidligere lavede bandet musikken i turné-pauser, og tog det med videre på turnéen, og det betød, at de hele tiden kunne få feedback på det, de skrev. Derfor bliver Spot også en af de første muligheder for feedback både fra publikum og branche, og det er en vigtig optræden også fordi bandet står uden pladeselskab for øjeblikket.

– Det er da ekstra spændende i år, medgiver Anders Søndergaard.

– Lige nu er alt lidt løst, og der er Spot helt sikkert en spændende ting, for der kommer mange folk, som kunne være interessante, siger Anders

Spot får stor betydning igen i år

Go Go Berlin er tilbage på Spot for fjerde gang i år efter at have spillet på Spot, og da jeg stiller spørgsmålet om, hvad bandet skal have ud af festivalen, kommer der med et glimt i øjet et kontant ”Alt” fra Mikkel Dyrehave.

 Spot har haft stor betydning for bandet, og håbet er, at det sker igen. Go Go Berlins gamle pladeselskab Mermaid opdagede bandet på Reeperbahn-festival, en branchefestival tilsvarende Spot, og bandets manager Stefan Fascius beskriver værdien af branchefestivalerne som en sneboldseffekt, hvor man snakker og spiller lidt på den ene festival. Det bringer en videre til den næste, og så sker der pludselig noget. Spot er nøglen i det hele, for det er her, det hele starter. Så selv om Go Go Berlin ikke har lavet konkrete aftaler på Spot, har den karrieremæssige værdi af de tre Spot-optrædender været stor.

Dertil kommer den isolerede værdi af festivalen i sig selv. Svarene til spørgsmålet om, hvad Go Go Berlin synes om festivalen kommer prompte og i munden på hinanden, ”Det er det bedste i hele verden”, ”Det er så fedt”, ”Det er fucking dyrt”, lyder det fra henholdsvis Christoffer, Mikkel og Christian, inden Mikkel forklarer.

– Det er jo en branchefestival. Man får jo lov til at komme ind og mænge sig, og alle lader som om de er vigtige. Alle gør deres bedste for at se godt ud. Det er en stor singlemesse,

Det er svært at tjene penge som musiker. Det har været et vilkår i lang tid, og så er sådan noget som Spot festival et energiboost, mener Mikkel.

– Det er fedt en gang om året at mødes med en masse musikere, så vi kan sige til hinanden ”Hold kæft, hvor er vi fede”

Med sig på festivalen tager Go Go Berlin deres nye bassist, Nick Lee, der spillede i nu opløste Ulige Numre.

– Vi skal også vise Nick frem, griner Christoffer og tilføjer

– Han skal også prøve at spille for så mange mennesker.

Latter til følge. Rundt om bordet fyger den ene bemærkning efter den anden, af den drengerøvede slags, som fortæller, at bandet er ved at få Nick ind under huden.

Manager Stefan, bryder ind i interviewet og spørger Nick, hvordan han egentlig kom med i bandet. Måske er det en kende uortodokst, at spørgsmålet ikke kommer fra intervieweren, men det er jo et godt spørgsmål, tænker jeg.

– Jeg mødte Mikkel på en bar, begynder Nick.

– Hvis ret skal være ret, så dissede jeg vel egentlig jeres musik lidt. Jeg sagde, I var lidt for glam-rockede, men så sagde Mikkel, at i arbejdede på noget nyt.

Og netop det, at Nick udfordrer musikken, er vigtigt.

– Det er præcis den udfordring, vi har mødt, og som vi gerne vil pille ved. Og derfor er han også den rigtige person. Vi ville gerne have en ind, der kan udfordre, tilkendegiver Christian.

Bandet har udfordret sig selv på flere måder i jagten på at finde sig selv i et nyt udtryk. De udtrykker utrolig stor selvtillid omkring den nye lyd. Den kan opleves på Spot festival 9.-13. maj.

Relaterede artikler