Fox Records: Pladeselskabet der satsede stort

Af Mie Lykke Sørensen

1986, Aarhus. Den Aarhusianske musikscene er nået udover den lokale arena og har for alvor sat sig selv på landkortet, og ud af radioen strømmer toner fra Gnags og TV-2. Aarhus er blevet et dominerende musikalsk organ og har indtaget pladsen som Danmarks rockhovedstad. Nede på Frederiksgade ligger en pladeforretning, som også sælger godt af tidens populære lokallyd. Manden bag disken hedder Jan Brask Thomsen. Han starter et pladeselskab kun for aarhusiansk musik. Og pladeselskabet kommer til at hedde Fox Records.

Startskuddet for pladeselskabet bliver salget af den velkørende pladeforretning, og ambitionerne fejler intet. Det skal være storslået, og der bliver ikke sparet på noget. Jan signer artister som Lars Muhl, Glashus og 8000 C. Det bedste eksempel på succes, viser sig dog at være bandet, På Slaget 12, som under tiden med Fox Records hittede med sangen ”Hjem til Aarhus”.

Fra succesfuld pladeforretning til pladeselskab

Niels Kirkegaard, den ene halvdel af duoen, På Slaget 12, fortæller om grundlaget for samarbejdet med Fox Records:

– Vi havde sparet nogle penge sammen til at kunne indspille en demo. På dagen vi havde udsendt den til diverse pladeselskaber, havde vi faktisk læst om Jan og hans nystartede pladeselskab i avisen. Vi kendte jo godt til hans pladeforretning nede i Frederiksgade. Så Annemette gik en tur forbi pladebutikken og spurgte efter Jan Thomsen og blev sendt ud i baglokalet, hvor han sad derude med bunkevis af demobånd.

Så sagde han: “Jeg vil gerne lytte på det, men der går nok lige et stykke tid. Som du kan se, har jeg mange demobånd”. Men da hun så kom hjem, ringede telefonen, og så var det Jan. Han havde allerede hørt båndet og havde åbenbart været nysgerrig. Et par dage efter var aftalen om pladekontrakten lavet.

Jan Brask Thomsen går ikke til sin nystartede forretning med små skridt. Han går all in, og tingene sker lige med det samme.

Niels fortæller:

– Man kan sige, at der var den her umiddelbarhed i forhold til at springe ud i tingene. I forhold til de mange andre pladeselskaber, var det ikke sådan med Jan. Det krævede ikke nogen betænkningstid. Vi sprang bare ud i det med det samme. Pludselig var vi en flok amatører, som lige pludselig stod med en pladekontrakt og en stor producer (Phil Barret, tidligere producer for Kim Larsens ”Midt om natten”).

På Slaget 12 i 1986

Hvordan husker Niels tiden i Fox Records?

– Jeg husker den som en meget frugtbar tid. Især i starten. Vi fik udgivet pladen, og Jan fik ting til at ske, og vi blev enige om repertoiret. Senere hen, da vi havde været i studiet og havde udgivet albummet og skulle ud at turnere i starten af 87, investerede Jan i en kæmpe lastbil, lys og stereoanlæg.

– Vi endte med at spille 100 jobs i løbet af hele 87. Det var en meget produktiv tid.

For mange hurtige investeringer

– Den slags mennesker, som hopper ud i den slags, og har haft en succes med noget, kan nemt havne på dybt vand og tabe alle pengene. Det var så desværre også det, han gjorde, fortæller Niels.

Jan Brask Thomsen tænker stort, og er villig til at investere store summer. Han køber bandet 8000 C fri fra CBS og sender sine artister ud i verden, viklet ind i store armbevægelser:

– Han troede simpelthen så meget på sin egen dømmekraft i forhold til musikken der og troede fuldt og fast på projektets succes. Han hyrede store studier og sendte folk til det store udland for at indspille, og han sendte og Lars Muhl til Spanien for at foretage photoshoots dernede. Så der var mange dyre tiltag i gang.

 Gik efter umiddelbarheden

Med Fox Records når Jan at lave knap 20 plader, i løbet af de 3 år pladeselskabet eksisterer. Desværre uden et overskud, der er værd at nævne. Det eneste overskud viser sig fra ”På Slaget 12”:

– Jan hyrede nok navne, der ikke havde potentiale nok. Umiddelbarheden og dømmekraften var nok ikke god nok. Det kommercielle overblik var der nok ikke. Han skulle måske have satset på nogle færre navne. Han udgav rigtig meget på en gang, så pengene blev også hurtigt brugt. De andre produktioner gav desværre ikke overskud.

– Vores sang, ”Hjem til Aarhus” var jo nok det eneste, der virkelig gav overskud, erkender Niels.

Har gode minder fra tiden ved Fox Records

Niels Kirkegaard slår dog fast, at han ikke ser perioden med Fox Records og Jan Brask Thomsen som en epoke, han helst ser bort fra. Han anderkender modet og den fandenivoldskhed, der herskede hos Jan bag roret:

– Vi fik lavet to albums på Fox, som begge solgte rigtig godt. Man skal jo være skabt af noget specielt, hvis man tør at satse hele det beløb, man har fået for pladebutikken. Sådan er der heldigvis nogle, der er. Men det er godt, at vi andre ikke skal tage den risiko der.

Fox Records lukkede i 1988, og måtte erkende dets konkurs. Men i tiden derop til præsterede pladeselskabet at præsentere en lang række, ellers uhørte og lokale rockmusikere, som ikke ville have set dagens lys, hvis det ikke var for Jan som kaptajn. Succesen kan diskuteres, men Jan Brask Thomsen turde drømme, handle og satse. Også selv om det skulle vise sig at være mindre succesfuldt. Som Niels Kirkegaard selv påpeger, ”kunne vi godt have brugt en som ham i dag”. Jan gik fra projektet med oprejst pande og har i dag en velfungerende købmandsbutik.

Relaterede artikler