Floating Through the Universe

Abekejser har netop udgivet deres debutalbum ”Floating Through the Universe”. Bandets alsidige instrumentalmusik giver plads til egen refleksion, mens bandets visuelle univers og musikalske referencer vækker genkendelse hos den opmærksomme lytter.

Af Sofie Tronier

– Den her er så fucking fed, råber en ung fyr til sin ven, selvom han står lige ved siden af. Bagerst i lokalet står en ældre herre. Han lytter opmærksomt til de elektroniske, jazzede toner, som Abekejser serverer. Ved siden af scenen danser et ungt par en uptempo pardans. Bandet udstråler dyb koncentration blandet med festglade smil, og det afspejles i publikum.

 

Releasekoncert på hjemmebane

– Der er kun 30 pladser tilbage til dem, som ikke har købt billetter hjemmefra, råber en kvinde henover den lange kø.

Torsdag aften d. 24. oktober spiller Abekejser deres releasekoncert for fuldt hus. Over 300 mennesker er mødt op på Radar for at deltage i det, bandet håber bliver en abefest.

 

 

Klub 27 

– Han er lidt sky, siger Frederik Bülow, som spiller trommer i bandet.

De griner alle internt. Frederik henviser til Adrian Christensen, som spiller bas-synthesizer i bandet. Han er ikke mødt op endnu, men der er også fem timer til at bandet skal spille.

Resten af Abekejsers bandmedlemmer er samlet. Rasmus Fisker på trommemaskine, Jeppe Lavsen på guitar og Jon Døssing Bendixen på keyboard-synthesizer og vocoder.

Bandet kender efterhånden hinanden rigtig godt. De fem unge mænd har jammet og eksperimenteret med musikken siden teenageårene. Alle er de 27 år.

– Det er jo et meget spændende år at være musiker i, siger Jon kækt.

– Det er godt, at vi spiller instrumentalt. Klub 27 er forbeholdt sangere, indvender Frederik.

Den opmindede tilgang til musik er noget, som de har bygget op gennem mange år. I 2015 dannede de Abekejser, og har siden prøvet at samle noget af den musik, som de har leget med.

– Før bandet har vi spillet alt fra funk, rock, reggae og jazz sammen. Med Abekejser forsøger vi at samle nogle af de fedeste ting, fra noget af det vi har jammet, siger Jeppe.

De kalder det ”semi electronic rock hiphop mash-over”.

 

Floating Into The Universe

På Radar er koncerten knap begyndt, men festen har været i gang længe.

– Vi ved jo godt, hvorfor I er kommet. Det er en særlig dag, for vi har skrevet nogle fucking fede tracks, siger Jeppe og byder velkommen

Det er ikke kun musikken, som konnoterer til universet.

Albummet ”Floating Thorugh the Universe” blev udgivet d. 18. oktober, og indeholder otte tracks.  Albummet er spækketmed referencer. Både musikalsk og visuelt. En hyldest til andre kunstnere og til den jungle, hvor lytteren frit kan svinge sig og få lige præcis det ud af albummet som man selv vil.

Abekejser eksperimenterer og lader sig inspirere. De leger med den musik, som nogle vil kalde for nu-jazz eller jazztronica. De giver på deres album plads til musikalske referencer, som kan spores helt tilbage fra da synthesizeren kom på markedet og skubbede den rytmiske musik i nye retninger.

– Måske en erfaren lytter eller musiknørd ville kunne afkode nogle af de her små hints, siger Frederik Bülow.

Tonerne fra inspirationskilderne flyder i musikken, og det samme gør det univers som Abekejser har skabt. Abekejser er ham, man ser på albumcoveret. Bandets maskot.

– Vi var alle sammen ydmyge nok til at lade en fiktiv karakter være front-man, når vi ikke selv har nogen, siger Jeppe.

Selvom musikken er instrumental, betyder det ikke, at den ikke kan være relater-bar. Den historie Abekejser fortæller, er visuel frem for lydmæssig. Men den er der.

– Vi godt kunne tænke os at danne os en billedrejse i folks bevidsthed, så vi prøvede at finde noget visuelt der matchede musikken. Der passede et dyr i et mærkeligt univers meget godt til, siger Jeppe.

Abekejsers univers kan opleves som musikvideoer til nogle af deres numre. Selvom Abekejsers univers er et forsøg på at skabe noget, som man kan forholde sig til, er en af de helt store fordele ved instrumental musik, ifølge bandet, netop at lytteren helt selv kan få lov at skabe sin egen historie.

 

No label og nysgerrighed

Abekejser selv er stadigvæk nysgerrige på at finde ud af, hvad for noget musik de egentlig står for. Deres kærlighed til så mange forskellige musikgenrer gør det svært at sige, hvad for noget musik de præcist spiller. De vil ikke putte en label på deres musik. De vil ikke skulle leve op til en bestemt genre. De vil bevare den nysgerrighed, som får dem til at eksperimentere og afprøve.

– Hvis vi puttede en label på det, så ville vi ligesom have valgt, siger Rasmus.

Målet med musikken er at skabe en rejse. Både for dem selv og publikum. Den rejse spiller for fuldt drøn i Radars lokaler, og når publikum ikke kan synge med på musikken, ”låller” de glædeligt nogle af de kendte passager. Abekejser vil gerne spille musik, som alle kan være med på.

– Vi går op i, at musikken har en rimelig udadvendt lyd, så man ikke skal være mega nørdet for at forstå det. Vi vil gerne spille noget, som er rimelig umiddelbart, og som går i kroppen på en, siger Jon.

– Det kan godt være, at det ikke er det mest gængse grove, men vi har fokuseret meget på at det er et grove man kan mærke, og man kan bevæge sig til, siger Frederik.

 

 

”Let’s start a party”

Albummet har været undervejs i næsten to år og for Abekejser har det været det hele værd. I aften er de glade for at få lov at spille deres releasekoncert på hjemmebane.

– Jeg forventer i hvert fald, at mindst én tager tøjet af. Om det så bliver mig selv, der skal indfri forventningen, siger Jon.

– Move your feet. Let’s start a party and repeat, lyder det fra vocoderen fra det track, som matcher albummets titel.

Efterfesten foregår på HeadQuarters.

– Vi forventer at folk går bananas, siger Jon.

Relaterede artikler