Siden 2013 har spillestedet Fatter Eskil dannet rammen om Fatter Eskil Prisen. Nu er der igen åbnet op for, at landets mange musiktalenter kan sende en ansøgning afsted i håb om at vinde den eftertragtede pris.

Af: Frederikke Borg Højfeldt

Udefra ser det måske ikke ud af meget, men bag den gule facade og de halvduggede vinduer gemmer sig spillestedet Fatter Eskil. Her sidder Asbjørn Lyhne og Rasmus Bredvig klar til, at de igen skal være med til at udvælge de 16 bands, der i 2020 skal dyste om Fatter Eskil Prisen. Hver især har de deres forcer inden for musikken, Rasmus som producer og stifter af lydstudiet TapeTown, og Asbjørn som booker på Fatter Eskil. Det er ottende gang, at Fatter Eskil Prisen skal uddeles. Det er ikke en talentkonkurrence, for hvor pædagogisk det end måtte lyde, er alle de 16 deltagere talenter. Det er mere en vækstlagskonkurrence uden et facit på, hvad lyden af god musik er.

En pris i udvikling

Det har været en pris i udvikling, for det er vigtigt, hvis det fortsat skal være relevant at have en Fatter Eskil Pris.

”De væsentligste ændringer vi har lavet, er måden vi arbejder både bag ved prisen, men også hvordan vi arbejder med de bands, der er med undervejs med f.eks. feedback. Og så hvordan vi kan hjælpe dem efter prisen,” fortæller Asbjørn.

”Et resultat af den udvikling vi har forsøgt at lave er, at der måske er færre bands med fra starten, som er mere etableret, men til gengæld er bundniveauet blevet væsentligt højere, og kvaliteten større hele vejen rundt om de 16 bands,” fortsætter han.

Førhen var prisen mere brancheorienteret, og vinderne skulle gerne både være et færdigt produkt og passe godt ind i det image samarbejdspartnerne havde. Opgøret med branchen har betydet, at det nu er musikken, der har fået lov til at være det altafgørende i stedet for det kommercielle. For det er jo musikken, det skal handle om, som Rasmus fortæller det.

I Konkurrencens spæde begyndelse var det meget de samme typer af bands, der tilmeldte sig, men nu er der genremæssigt mere åbent for alle. For der skal være plads til lidt af det hele. Derfor er den jury, som udvælger de 16 bands, også lidt af broget flok. For først når der kan trækkes i flere retninger, kan bundniveauet hæves.

”Det har været mit mål at åbne konkurrencen lidt op, for hvis man skal hæve bundniveauet, er man også nødt til at tage fra nogle forskellige genrer,” forklarer Rasmus.

Det der ”et eller andet”

Der er ikke særligt mange krav til ansøgerne. De skal ikke nødvendigvis komme med det mest færdige eller mest velproducerede nummer, når de sender deres ansøgninger afsted. Dog skal der gerne være en form for kvalitet i det, de leverer. Erfaring er heller ikke et krav, så om et band har spillet 100 koncerter, eller først lige kommet ud fra forældrenes kælder, har ingen betydning. Der må bare gerne være noget, som kan arbejdes videre med.

Når Asbjørn og Rasmus skal være med til at finde de 16 finalister, er det, de leder efter i musikken og i bandet det særlige ’et eller andet’. Det man ikke rigtig kan beskrive, andet end som en nerve, et drive og et ønsket om at ville noget.

”Det handler om at finde den særlige nerve, der skal være i musikken. Der hvor man kan mærke, at der er kvalitet, substans og, nogen som vil noget. At der er tænkt over, hvad det er de laver. Hvad det for et udtryk vi gerne vil komme med. Der må gerne være nogle ambitioner,” fortæller Asbjørn.

”Nerven er ekstrem vigtig. Det, at der er ’et eller andet’. Så kan godt være, at de ikke er de dygtigste musikere, men der sker noget. Jeg har flere gange stemt nogle videre, som virkelig havde den nerve, frem for nogle, der spillede helt fejlfrit og vanvittigt godt, men hvor jeg bare ikke kunne mærke det,” tilføjer Rasmus.

Asbjørn er også udmærket klar over, at mange musikere er meget ærekær over deres musik, men understreger, at de er vant til at høre på både demoer og på videoer optaget i et øvelokale. Det værste, man i virkeligheden kan gøre, er ikke at søge.

Præmier, råd og vejledning på højkant

Konkurrencen er bygget typisk op med indledende runder, semifinaler og en finale. Igennem hele konkurrencen er der en dommerjury bestående af forskellige folk fra musikmiljøet. I de indledende runder er der også flere unge musikiværksættere, der får lov til at komme med i juryen. I selve finalen er Skanderborg Festival også altid repræsenteret. Det er en demokratisk proces at finde finalisterne, og med en jury som har ligeså mange holdninger som medlemmer, kan det af og til være svært at nå til enighed.

”Det er nødvendigvis ikke en enstemmig jury, og det skal jo være demokratisk. Så det kan give nogle voldsomme diskussioner nogle gange omkring, hvem der skal videre,” fortæller Asbjørn.

På selve spilledagene mødes artisterne til lydprøver, og når deltagerne går op og ned ad hinanden en hel dag, er det vigtigt at få skabt en god atmosfære.

”Det er en lang dag med lydprøver og opstilling. Det er derfor vigtigt at få lavet nogle omgivelser, hvor artisterne ikke er konkurrenter, men snakker, hygger og får lært hinanden at kende. Så der er en rigtig god stemning,” forklarer Asbjørn.

Indspilninger i TapeTown

Vinderne af Fatter Eskil Prisen får 25.000 kr. øremærket til indspilning i TapeTown og en optræden på Skanderborg Festivals LiveCamp. Derudover sidder de på Fatter Eskil og hos TapeTown klar til at hjælpe og rådgive dem videre. Den hjælp de kan tilbyde, afhænger meget af, hvor langt bandet er i deres proces og, hvilke ønsker der er for fremtiden.

Både Rasmus og Asbjørn ved, hvor svært det er at være ny i musikverdenen. Derfor er det også vigtigt for dem at hjælpe ikke kun vinderne, men også de 15 andre deltagere.

”Som ungt band er der rigtig mange ting at holde styr på. Så det kan være utrolig værdifuldt at kunne sætte sig ned og få nogle svar af én, der ved en masse. Og hvis vi ikke har svaret, så kan vi sende dem i retningen mod svaret,” fortæller Rasmus.

Prisen og præmien er, ligesom den hjælpende hånd, et håb om, at vinderne kan bruge det som en steppingstone til at komme ind i musikbranchen.

Ansøgningsrunden slutter d. 15/12. Ansøg her.

Relaterede artikler