Fatter Eskil fylder 45 år

I 1973 slog Eskil Holten for første gang dørene op til spillestedet Fatter Eskil. Med nu 45 år på bagen er det et af Aarhus’ ældste spillesteder.

Af Nina Bogicevic

Siden 1973 har Fatter Eskil holdt til på Skolegade i Aarhus. Eskil Holten var manden, der forvandlede den lille træsko-butik, der før lå på adressen, til spillestedet Fatter Eskil. Holten selv var uddannet cand. jur., men dyrkede samtidig musikken ved siden af.

Læs også: Nerve, drivkraft og dedikation – Fatter Eskil Prisen afgørelsen

Især bluesmusikken stod Holten nært, og i 80’erne var det særligt denne genre, som fløj ud af højtalerne på Fatter Eskil. Det startede med jam-aftener, hvor den garvede guitarist Ole Frimer spillede, men senere trak aftenerne også mange andre bluesmusikere til, som fyrede den af. Bluesmusikken blev kendetegnende for Fatter Eskil op gennem 80’erne og 90’erne, og spillestedet blev centrum for genren i Aarhus.

I begyndelsen var Fatter Eskil en blanding af bar og restaurant. Det var stedet, hvor man kunne nyde et godt måltid og en omgang god livemusik, som der da også var mulighed for mange af ugens dage. I dag præger livemusikken stadig ugens gang på spillestedet, hvor der er koncerter hver onsdag til lørdag. Men musikprofilen spænder vidt mellem genrerne i dag. Det har været en nødvendighed, da nutidens personale bag spillestedet oplever, at interessen for livemusik svinder ind.

– Min far kunne stå i kø til en koncert på Fatter Eskil, uden de kendte dem, der skulle spille. Sådan er det ikke mere. I dag skal man helst kende artisterne personligt, fortæller Asbjørn Lyhne, booker på Fatter Eskil.

Fatter Eskil er nødt til at følge med tiden, og derfor har udbuddet af livemusik ændret sig. Samtidig bliver dét at drive et spillested dyrere for hvert år, mens folks villighed til at betale mere ikke i samme grad følger med længere. At drive et spillested under sådanne kår, især at gøre det i hele 45 år, kræver en rendyrket passion for livemusikken.

– De, der står bag Fatter Eskil, driver det på grund af kærlighed til musik. Hvis kærligheden ikke er der, tror jeg ikke, det ville kunne køre rundt. Man skal kun gøre det, hvis man ikke kan lade være, fortæller Asbjørn Lyhne.

En scene for morgendagens stjerner

Spillestedet søger jævnligt at finde nye tiltag til at skabe opmærksomhed omkring sig selv og livemusikken. Dette gør man blandt andet ved hvert år at afholde Fatter Eskil Prisen, hvor ambitiøse musikere og deres bands kan deltage om at vinde prisen. Det er en dyst ikke blot på den gode sang, men også på den gode sceneoptræden, når en jury af byens musikkendere voterer, hvem der løber med den eftertragtede pris.

Fatter Eskil Prisen har været ét ud af mange højdepunkter på Fatter Eskil i år, fortæller Asbjørn Lyhne. Der har været rigtig god respons på arrangementet, men også årets vindende band Rýk.

– Det er spændende at følge med i og se, hvordan Rýk udvikler sig som band, fortæller Asbjørn Lyhne.

Derudover er den tilbagevendende påskekoncert med rapgruppen Østkyst Hustlers et andet højdepunkt på Fatter Eskil, som både Østkyst Hustlers og deres fans er utroligt glade for.

– De har holdt påskekoncerten i syv-otte år, og de er blevet rigtig gode venner af huset. Hustlerne er rigtig gode til at få folk til at være fuldstændig vilde. De kommer tæt på deres fans her på scenen, og det er noget alle rigtig godt kan lide. Så der er som regel to udsolgte aftener i streg, når Østkyst Hustlers spiller, forklarer Lyhne.

Asbjørn Lyhne ser positivt på Fatter Eskil's fremtid

Mere livemusik i fremtiden

Fremover vil Fatter Eskil fortsat udvikle sig som spillested. Der vil være temaaftener i vente, hvor temaet er forbundet til den livemusik, der bliver spillet på selve aftenen. Eksempelvis er der en Balkan-aften i vente, som vil fylde lokalet med world- og balkanmusik, og hvor Fatter Eskil byder maverne på eksotiske spise og drikke som Cevapcici og Slivovic.

Derudover slår Fatter Eskil stadig et hjertevarmt slag for livemusikken og upcoming musikere. I sin tid var Fatter Eskil stedet for musikere, og den status stræber man atter efter at opnå igen. Derfor står døren altid åben for råd og vejledning.

– Alle kan altid komme. Vi deler gerne ud af vores netværk og viden, fortæller Asbjørn Lyhne.

I aften er der selvfølgelig også livemusik på plakaten. Hele tre bands spiller til aftenens arrangement ‘AuditionDay’, som er fyldt med indiepop. De tre bands som spiller, er White Flag Harmonies, Noriss og Mathilde. Til arrangementet kommer artisterne og showcaser i en halv times tid hver. De modtager derefter coaching af personer fra den danske musikscene, som giver bandsene ros og rygstød.

Relaterede artikler