Erfarne indie-kendinge udgiver single-forløber for nyt album

Efter tre år er Aarhus-bandet Catch The Breeze klar med den sfæriske single Paper Lanterns. Her afstiver bandet med rødder i Yellowish identiteten som trio. Klar på en ny begyndelse.
Tekst: Christian Bjerggaard Jørgensen
Aage Hedensted Kinch, Lars Madsen og Andreas Bundgaard skuer mod nye vidder. Sammen har de spillet på Roskilde, turneret Tyskland og roteret i radioen med Yellowish, men indtager nu scener under navnet Catch The Breeze.
Trioen udgiver i dag singlen Paper Lanterns, der tegner retningen for den kommende debutplade Glow. Aarhus Echo har talt med guitarist og forsanger Aage Hedensted Kinch, der også kendes fra soloprojektet Mixtune for Cully.
Hvad kan du fortælle om Paper Lanterns?
–Det er en sang med en stor, sfærisk lyd. Der er både drømmende, melodiske og støjende elementer, som vi rigtig godt kan lide. Vi arbejder meget med stemninger både vokal- og lydmæssigt. Det er en god indikator for den lyd, vi godt kan lide i vores band.
Ind til kernen
Catch The Breeze udgav i 2014 en selvbetitlet ep, der primært bestod af overvintrede sange fra Yellowish med en mere post-punket lyd. Paper Lanterns vækker i stedet løfter om en drømmende shoegaze-lyd.
– Med vores debutplade har vi fundet ind til, hvad vi gerne vil med det her, og hvordan vi kan få lyden til at fungere optimalt som en trio, konstaterer Aage Hedensted Kinch.
De nye sange er indspillet live med alle tre musikere i studiet for at få så meget ufiltreret energi som muligt ned på pladen. Af samme årsag har Rasmus Bredvig fra Tapetown på Lydhavnen stået for recording og mix, mens Emil Thomsen har taget sig af masterering.
– Vi søgte en som kunne lave en mere crispy, rå lyd, og fange den energi vi har live, uden at det efterfølgende bliver produceret for meget på i mix, hvor man kan have en tendens til at fjerne al nerven i det ved at rydde for meget op. Det gør Rasmus ikke. Han kunne det, som vi søgte.
Silketrykket på væggen
Medlemmerne af Catch The Breeze har spillet sammen siden begyndelsen af 00’erne, hvor de sammen med sangerinde Laura Noszcyk udgjorde den hedengangne indie-pop-kvartet Yellowish, som nogen måske vil huske for hittet Lisa Could Die for Elvis, der toppede det Elektriske Barometer i 2004.
Bandet udgav sin sidste plade i 2006, men stoppede aldrig rigtigt med at øve sammen. Laura Noszcyk valgte imidlertid at forlade bandet omkring 2013 efter at være flyttet til København. Tilbage i øvelokalet sad de resterende medlemmer og snakkede om fremtiden. De blev hurtigt enige om, at lysten skubbede i retning af et helt nyt band, men hvad skulle de overhovedet kalde sig?
– […] og så kiggede vi på væggen, hvor der hang et silketryk, som vores trommeslager (Andreas Bundgaard, red.) havde lavet en gang. Der stod Catch The Breeze, og det havde hængt over hans trommesæt de sidste mange år gennem Yellowish tid. Så kiggede vi bare op; “jamen vi skal da hedde Catch The Breeze. Det har altid været her, og vi er her.” Og så er det en reference til et Slowdive-nummer, men det er ikke udelukkende derfor, vi hedder Catch The Breeze. Det er fordi, det har hængt i lokalet og været en del af ånden, fortæller Aage Hedensted.
Nu starter vi forfra
Spilleglæden er intakt hos trekløveret, der med Catch The Breeze har taget en beslutning om at lave musik for deres egen skyld og skabe de sange, der falder dem naturligt, fortæller frontmanden.
De øver i dag sammen i Åbyhøj og altid med fuld mikrofonopsætning, så Aage Hedensted, der som den eneste er bosat i København, kan mixe demoerne i toget på vej hjem og efterfølgende dele dem bassist Lars Madsen og trommeslager Andreas Bundgaard. På den måde kan de altid træde velforberedte ind i øvelokalet.
Selvom lyden er rundet af shoegaze, har Catch the Breeze indtil videre fundet en scene i det københavnske psych-rock-miljø med bl.a. to optrædener på Copenhagen Psych Fest. Et faktum der passer bandet ganske godt.
– Vi ser egentlig Catch The Breeze som en helt ny start og et nyt upcoming band. Nu skal vi starte forfra. Nu skal vi ud med vores musik til små undergrundsfestivaler og små scener […] Vi skal bare have tingene til at løbe rundt, fordi vi elsker at spille musik.
Lyt til singlen Paper Lanterns herunder. Musikvideoen er bl.a. optaget på spillestedet Radar. Debutalbummet Glow udgives d. 16. marts digitalt og på vinyl via Kundalini Records DK med albumcover af den amerikanske kunstfotograf Edie Sunday.
Catch The Breeze holder koncert & single-releasefest i morgen d. 13. januar kl. 20.00 på Kali Bar i Aarhus.