En hyldest til Paradis og de unge

Café Paradis
Foto: Daniel Aude

Aarhus er en by i konstant forandring. Der bliver revet ned, bygget op. Et nyt sted åbner på Åboulevarden ved siden af A-bar, og lukker hurtigere end man kan nå at sige ‘Noir’. Men to ting holder stand. Ungdommens kreativitet, og magien på Café Paradis’ dansegulv.

Skrevet af Thomas Garde

Aarhus er en underlig størrelse. Verdens største landsby. Den er stor nok til, at man altid kan finde underlige begivenheder i gamle baggårde, lille nok til, at man nærmest ikke kan gå en tur i centrum uden at møde mindst et kendt ansigt. Og med et overvejende antal unge mellem 20 og 30 år, er studiemiljøet stærkt. Det kan blandt andet ses på bylivet. Åboulevarden er et virvar af farver, flasker og opkast hver weekend. Væk fra Åboulevarden kan man nyde discoen på Headquarters eller de mange historiske barer i Latinerkvarteret. Gemt væk over kultbiografen Øst for Paradis ligger Café Paradis.

Den gamle bygning på Paradisgade 7-9 har næsten altid emmet af liv. Der var engang en bowlingbane i kælderen, før biografen overtog lokalerne. Der har været fest på øverste etage i årtier. Først under navnet Café Paradis, som mange måske kan huske fra 80’erne og 90’erne, senere Den sidste, og de seneste år er stedet blevet relanceret som Café Paradis. Her er der både plads til det unge, kreative miljø fra blandt andet arkitektskolen, og dem der engang mødte deres kone på Paradis’ dansegulv, og hvor de nu svæver i nostalgien, selvsamme sted hvor deres børn nu går i byen. Det er et sted med svedige salsaaftener, vilde releasefester og dansable DJ-setups.

Næsten hver weekend står Daniel Aude bag den gamle, slidte bar. Daniel skulle egentlig have været ingeniør. Det troede han i hvert fald, før han fik åbnet øjnene op for musikken som teenager i Oslo, hvor skaterpunk-miljøet fangede hans opmærksomhed. Siden da har han hængt ved. Igennem hans karriere som webdesigner og grafiker søgte han, bevidst eller ubevidst, hele tiden at få en fod ind ved musikerne. Han lavede en del jobs for bands, lærte sig selv at filme musikvideoer og bijobbede på V58. Der mødte han Jannie Overgaard. De to arbejdede godt sammen, og blev enige om at fortsætte da spillestedet lukkede i 2013. Sammen skabte de agenturet Over & Aude, og startede hårdt ud med at få rapperen Pede B på kontrakt. Kort efter signede de også den spirende trio Velvet Volume, og det går stadig støt fremad med nye unge artister. Samtidig havde Daniel stadig brug for et bijob, og ringede til ejeren af det nyåbnede Café Paradis, som også havde arbejdet på v58, og fortsatte deres samarbejde.

Over & Aude er godt i gang med at skabe og forme fremtidens Aarhusianske navne. Her har han mulighed for at arbejde med den spirende ungdom, som giver byen liv.

– Det handler vel om at se ting blomstre. Altså, at tage noget ufærdigt og spædt, og være med til at gøre det stærkt og voksent, siger Daniel.

Han nyder at se mulighederne i de unge bands, at hjælpe dem med at blive til erfarne kunstnere. Alle musikerne under Over & Audes vinger er unge med potentiale til at blive noget stort. Velvet Volume for eksempel, der består af de tre Lachmi-søstre, er blevet nomineret til flere danske priser, spillet over hele Danmark – er på vej til udlandet – og har udgivet et anmelderrost debutalbum.

Over And Aude
Foto: Daniel Aude

Den unge kraft kan ses flere steder i byen. Livet sprudler i Kødbyen. SPOT festivals program er spækket af unge, interessante navne. Aarhusianske kunstnere som metalbandet BAEST, og rapperen Monti rykker frem med imponerende højt niveau. Men ifølge Aude kommer de alternative muligheder i bølger, og vi er lige nu på et lavpunkt. Det kan blandt andet ses i weekenderne. Selvom der sker en del rundt omkring på mindre scener, er det meste centreret om åen og hitlistemusik.

– Jeg kan huske swingerklubben under Cafe Pustervigs kælder, hvor der ikke var plads til mere end 50 mennesker. Der var fuldstændig fyldt ud. DJ’en stod bag et hønsenet med én enkelt rød lampe, og der var fest hele natten med dåsebajere. Det var sindssygt fedt at få den slags oplevelser, som ikke rigtig eksisterer i Aarhus lige nu, fortæller Aude.

Lige nu skal man måske bruge flere kræfter på at finde frem til de skæve eksistenser. Men de er bestemt ikke væk, og den næste bølge må være lige rundt om hjørnet.

Relaterede artikler