En fotograf fortæller: Per Bergmann

Foto: Anna Marín Schram

”Det er fedt at fotografere passionerede mennesker, der brænder for det de gør, lever sig ind i det og leverer en performance. Så skal du bare være der, og trykke på knappen. ”

Af Anna Marín Schram

Per Bergmann inviterer mig indenfor i sin stuelejlighed i Ø-gade kvarteret.  Den har en klar New York vibe over sig, på en stilfuld og underspillet måde. Køkkenet er lavet af rustfrit stål, en kæmpe klokke hænger ned fra luftet som på en banegård, og i den rummelige stue med et kolossalt vindue står masser af flotte fotolamper og fylder rummet, sammen med lædersofa og daybed.  Det hele minder om et udklip fra et modemagasin. Der er noget rockstjerne over det.

Færdes man i Aarhus centrum, kan man ikke undgå at se ham i gadebilledet.  Han kører stort set aldrig bil, men går alle steder, og der er tre ting han aldrig går uden; kamera, solbriller og sort frakke.

Per Bergmann var teenager I firsene. Man kan næsten fornemme det på hans positur og attitude i dag.  Hans tøj, hans stil, hans umiddelbare væremåde.  Musikken har sin måde til at inspirere og udforme ens facon, og da Per var i sin ungdom, var det The Smiths, Jesus and Mary Chain, Duran Duran, Soft Cell og Nick Cave.
– ”Nick Cave”, siger Per henrykt, ”altid Nick Cave”

Per ca. 1986

Midt i firsene blev Per smidt ud af gymnasiet og deponeret til USA som han kalder det. Den ulykkelige situation blev vendt til en lykkelig fascination af fotograferingen, der med ét blev tændt da han fik lov til at være med til et fashion shoot i det famøse Chelsea kvarter i New York, med fotografen Denny Tillman.  Nøgne modeller, blitz, hår, make-up.  17-årig Per var solgt.
Da han vendte tilbage til Aarhus knapt et år senere, var han klar med sit kamera.

-”Det var nemt den gang, du var hele tiden i byen og mødte musikkere, kunstnere, modeller og andre ligesindede mennesker.  Det var ikke så besværligt som nu, der var ikke bureauer eller managere indover.  I dag skal man spørge alt og alle, og få velsignelse fra management for at kunne få lov til at fotografere.  Det var sgu ikke noget af i gamle dag. Midt i firsene. Man gjorde det bare. Det var fandme fedt og ingen har lidt overlast af at vi bare gjorde det.”

Med et nøgternt udtryk forklarer Per at meget af hans materiale blev væk på et tidspunkt ved et uheld.  Mange måneders, tilmed års, arbejde, forsvandt ned i en skraldespand, da firmaet hvor han opbevarede sine sager flyttede.   ”Mine forældre fandt så én kasse på loftet for nyligt, siger han med et nærmest saligt blik, ”og i den lå dette billede, blandt en masse negativer”

Jacob Buchanan og Mikkel Lentz 1986 ved Moesgaard Strand

Det vækkede gode minder. „Vi var bare pure unge.  Jakob og Mikkel havde et ambient band sammen på det tidspunkt, de var meget inspireret af David Sylvians band Japan.  Vi havde tiden, og viljen og behøvede ikke at spørge nogen. Vi gjorde det bare.”  Han beskriver en tid med en masse spontanitet og impulsivitet.  Jeg skriver dog bag øret at han snakker om en tid før han fik børn.

Hør musikken HER

Jeg lægger mærke til at han har det med at henvise til ”gamle dage” flere gange igennem samtalen.  For han savner dengang, hvor fotografen kunne mødes og arbejde med sine subjekter i fred, og slippe for den… ”langsommelig proces med kalender synkronisering, det var slet ikke denne kæmpestore kabale der skulle gå op.  Vi gjorde det bare og havde det skide sjovt. ”

Et par kunstpauser senere siger han omtænksomt ” Den er god nok nok, alting var bedre i gamle dage” og griner.

Indspilning af Buchanan Requiem

– ”Jazz er fed fotografisk, man kan nemlig kigge på jazzen”.  Per har taget til mange Jazz koncerter som fotograf igennem årene.  Han havde et godt samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra i en lang periode.  Så skete det, som sker regelmæssigt: med en ny ledelse kom der en ny fotograf.  -”Det er en del af det” siger han.

-”I Jazzen er der meget interaktion mellem musikkerne. Man kan hurtigt finde ud af hvem er lederen
og hun signalerer til de andre. Så ved du hvor du skal kigge”. Per griner af sig selv da han siger han sjælden kan lide musikken, men at det er jo underordnet for han skal bare tage billederne og sørge for at ikke være i vejen.

-”Jeg har et gammelt kamera som larmer, så jeg tager ikke billeder i de stille passager. Jeg får også engang i mellem at vide at jeg larmer, men… Sådan er det.” 

Jazz, set af Per Bergmann

Cellophane Flower

Man kan ofte opleve Per til koncerter i Aarhus. Store som små. Men det især de mindre spillesteder og artister, der tiltrækker ham. Eksempelvis ved til Fatter Eskil prisen sidste år, hvor Cellophane Flower optrådte.

Som barn af sin tid kunne Per se en direkte og klar inspiration fra Ian Curtis fra Joy Division hos forsangeren, Tobias Pisani. Det tiltalte ham, for Per kan lide firsene.  –”De er nogle ambitiøse drenge, og her er jeg ligeglad med om billedet er skarpt eller ej, om det er grovkornet eller ej. Det handler om at fange stemningen”.  Per mener billeder og musik hænger sammen på flere end en måde. For eksempel i forhold til farver. –”Ligesom alle jazzbilleder, er rock og indie altid i sort/hvid”. Han indvilger dog til sidst i at popmusik godt kan virke i farver.

Peter Sommer

-”Peter Sommer. Her har han lige udgivet sangen ”Skønne spildte kræfter” og det der billede er rigtig meget lige de ord”.  Per husker at Peter havde ikke meget tid til dette shoot, han skulle hurtigt bagefter til DR og lave live-radio. Peter havde givet udtryk for at han ikke var vild med at blive fotograferet, han har jo sin faste fotograf Søren Lynggaard, som han er tryg ved.

Læ også: En fotograf fortæller: Søren Lynggaard

-”Vi havde ikke meget tid som sagt, og Peter er træt.  I pauserne imellem fotograferingen bliver dette billede til.  Det er spontant og alt andet end opstillet.”

Per indrømmer nærmest ærekær at han elsker sort/hvide billeder. ”De er tidsløse. Farvebilleder røber altid sin tid. Hvis jeg selv er herre indover, så ender de som regel som sort/hvide.”

”Jeg elsker skygger, skygger er godt og sundt og sjovt”.

Fælles for mange af Pers portrætter, udover at være i sort/hvid, er de intense blikke hans subjekter giver ham.  Per erkender at han tvivler på at alle er lige så glade for de billeder han har valgt ud forud vores møde, men han er vild med dem.  ”-De stirrende blik, og/eller deres hænder.”
Der er klart tydelig kontakt mellem hans subjekter og ham selv.  En samtale uden ord.”

Boris Tandrup, I´ll be damned

-”Det her, det skal bare med

-”Lemmy har ikke levet forgæves.” Griner Per højt.  Dette blev taget da I´ll Be Damned skulle få lavet pressebilleder og som altid, så skal lys tjekkes.  Per fik Boris til at stille sig foran kameraet for et testbillede og så hæv han fingeren frem.  ”-Det er også taget med fisheye linse, så effekten bliver forvrænget. Han ser så Rock & Roll ud, det blev ikke brugt til noget men det er ene af mine favoritbilleder af dem.”

Aage Hedensted, Catch the Breeze

Per går altid rundt med sit kamera. Også når han ikke er på arbejde.  -”Det var en vidunderlig undergrund og low-tech aften. Ikke noget fancy scenelys eller en ophøjet scene engang”.  Fascineret fortæller han om den lækre vibe der opstod denne aften for tre år siden på The Black Box på Tapetown som ligger på Sydhavnen.
”Igen, den spontane følelse, råheden.” 

Omstændighederne er lige Per.  Han tiltrækker også selv visse typer, der deler hans holdninger, som han tilstår under samtalen at han ikke engang helt var klar over at han havde.  De der lidt skæve typer, kunstnere, musikkere, mennesker i alle aldre. ”Det er der hvor det sker. De små undergrundsfester.  Det er noget det er lavet af ildsjæle der afvikler og artister der optræder. Alle brænder for det”. Per siger han kommer helt klart for stemningens skyld, ikke musikken.

RÝK

Per har et trænet øje. Med sit vante blik, er han hurtig til at se opbygning og kompositioner i hverdagen, hvor det utrænede øje ikke aner uråd. Billedet af bandet RÝK (vindere af Fatter Eskil pris 2018) er et godt eksempel på lige netop det. De unge Ålborgensere sad på en bænk i Aarhus centrum, enten lige før eller efter deres udendørs koncert for et par somre siden. Per gik hurtigt over til dem, og knipsede spontant et par billeder. Han kunne med det samme se, at den ramme var lige i øjet. Omgivelserne, motivet og ikke mindst de unge fyres udtryk. -”De er vel født i halvfemserne og opvokset med selfies. Man kan mærke forskel på de unge og dem der er lidt ældre. De unge er mere kameravandt og kender deres udtryk og ved hvad virker for dem.”

Velvet Volume

-”Det burde fandme være standard at musiklærerne giver løse tøjler”. Per og jeg kunne ikke være mere enige.  Vi har hørt historien fortalt mange gange, hvor Velvet Volume fik love til at øve i musiklokalet efter lukketid i Kochs skole hvor i de gik.  Gad vide om musiklærerene ved hvor meget indflydelse de kunne have hvis de fik muligheden.

-”De er så søde, også gangske forfængelige og beviste om deres udtryk”.   Per er sikker på at enten bevist eller ubevist, spiller søstrene Noa, Naomi og Nataja ”Rock and Rolleren, den mystiske og den søde”.  Vi bliver enige om at lade det være op til læseren selv at lave koblingen.
-”I sådan nogle opgaver hvor man kun har 10 minutter med bandet, bliver man nød til at tage det som det kommer”.  Det er stor forskel på de to billeder han fisker frem fra denne dag, og jeg kan kun give Per ret i da han peger på det sort/hvide og siger det er hans favorit fra denne session.  Det er netop det umiddelbare han er så vild med.  Og, det er sort/hvidt.  For -”Rock & Roll virker ikke i farver”.

Rome in Reverse

-”Lille bitte italiensk kvinde spiller og headbanger røven ud af bukserne til sin egen elektroniske dansemusik”. Per husker højt, og fremkalder billeder i mit hoved når han fortæller om denne aften på Radar i Aarhus for et par år siden.  Han var opslugt af hende, hun af musikken.  Hun sansede nærmest ikke publikum men var enormt betagende, derfor og på grund af det, en fornøjelse at tage billede af konstaterer han.  –”Når det er sådan nogle mennesker der optræder, så er det verdens nemmeste job.  Du skal bare trykke på knappen, de gør alt arbejdet for dig.

Per bruger meget hænder når han snakker og forklarer. Det er med til at give hans indstilling og forklaringer ekstra betydning.  Han er på grænsen til melankolsk når han tænker tilbage til ”de gode gamle dage”.  Det er en vis frustration at alt skal være så besværligt nu.  Det utvungne og uopfordrede er jo det han trives med. De bedste billeder han viser mig under mit besøg, er taget i pauserne, for der er der ingen der er ”på”. Han formår at fange spontaniteten ved selv at være spontan.

Han er sej, ham Per. På en måde er han en levende hyldest til firsene, med sin attitude, sine solbriller og sin søgning efter en low-key tilværelse.  Da jeg skal til at runde samtalen af og sige farvel, er jeg et øjeblik i tvivl om vi også er i sort/hvidt.  Jeg må bekende overfor mig selv, at mens jeg sidder og skriver disse ord, kan jeg ikke se Per for mig i farver. Til det er han for meget Rock & Roll. Han er rå, autonom og alt andet en pop.

Per Bergmanns Instagram.

Per Bergmanns Hjemmeside.

Relaterede artikler