En fotograf fortæller: Michael Harder – Det er dybest set musikken, der er interessant
De er der næsten altid til koncerterne. De står bag kameraet og fanger øjeblikket, hvor forsangeren hopper ud blandt publikum og crowdsurfer rundt i salen. De fanger øjeblikke, der får en til at føle sig som en del af en koncert, man aldrig var til. Det her er første artikel i artikelserien “En fotograf fortæller”. I dag med Michael Harder.
Af Andreas Kristiansen
Moral – 1983
– Jeg har affotograferet det. Det er en trio, som hed Moral. Det er på film. Det er det der med, det startede på film, sort hvid film. Man starter inde i mørkekammeret og laver det selv, begynder Michael Harder.
Michael tog billedet af Moral i 1983. Nogenlunde samtidig starter GAFFA, og Michael kommer med fra nummer 3 eller nummer 4. Han spillede selv musik, så interessen for musikfotografierne lå lige for. I virkeligheden startede det for Michael med, at han spillede musik, og derefter gik i lære som fotograf.
– Dengang var det rigtig sjovt, fordi man lavede alle historierne selv, og nogen af dem var lidt skæve, siger han om tiden på GAFFA.
For bands i 1983 handlede det om at komme i Aarhus Onsdag, og billedet af Moral er et eksempel på et af disse billeder, som Michael Harder tjente håndører på ved siden af studiet.
Nusrat Fateh Ali Khan – Huset 1987
– Så kommer vi til 87, og det her er så Nusrat Fateh Ali Khan. Han var vildt berømt i Pakistan og træk simpelthen alt, hvad der kunne kravle og gå af pakistanere den aften på Huset. De kylede simpelthen pengesedler på scenen, griner Michael.
Nusrat Fateh Ali Khan har blandt andet spillet sammen med kunstnere som Peter Gabriel og Eddie Vedder.
Michael havde mange gode oplevelser på Huset i den tid. Der dryppede mange navne ned, fordi der var en, der havde en kontakt til Norge. Det var Maceo Parker og Screamin Jay Hawkins. Navne som i virkeligheden var alt for store til Huset, og som kun gjorde det, så de kunne få en ekstra indtjening på vej op nord på. Det trak i fotografen.
Bassekou Kouyate – Atlas 2010
– I halvfemserne, der rejste jeg en hel masse sammen med en journalist. Desuden havde jeg en datter i Malawi. Så der var jeg nede, så snart jeg kunne. Og I virkeligheden bliver Afrika, musikken og fotografiet blandet sammen. Det bliver omdrejningspunktet, beretter Michael.
Her er det så Atlas. Med Bassekou Kouyate berømt Kora-instrumentalist fra Mali.
Cümbüs-gademusikant i Tyrkiet – maj 2014
– Så er der Tyrkiet. Ligesom jeg havde en datter i Afrika i nogle år, så havde jeg en søn, der flyttede til Tyrkiet med sin mor. Det var en ren leg at tage til Tyrkiet sammenlignet med Malawi. Det kostede ingen penge og tog ingen tid. Så vi har rejst Tyrkiet på kryds og tværs, begynder Michael historien om billedet, der er lidt længere end som så.
På billedet er en Cümbüs. Et tyrkisk instrument. Den er nærmest lavet som en banjo, men halsen kan skiftes, så den får et andet gribebræt, så den kan også virke som en Oud.
Den er lavet af en gut, som frem til 1. Verdenskrig havde lavet våben, men stoppede. Han ville gerne lave et musikinstrument, og det skulle være meget holdbart. Det skulle være billigt så alle havde råd til det. Men dem, der så havde råd til at købe musikinstrumenter ville ikke have en Cümbüs. De ville have en rigtig Oud. Så dem, der købte dem det var sigøjnere og gademusikanter. Så det er ligesom blevet til en hel genre i Tyrkiet og sikkert også udenfor.
Michael har taget mange billeder af gademusikanter. De tilbyder noget særligt, fordi det for Michael er musikken, det handler om.
– Musikken er spændende i sig selv. Det behøver ikke være scenen. Det er dybest set musikken, der er interessant ikke orkesteret.
Taarab-musik på Zanzibar – 2013
På Zanzibar finder Michael historien om Taarab musik, en populær stil i Østafrika, som Zanzibar er storleverandør af.
Legenden siger, at sultanen af Zanzibar Seyyid Barghash bin Said (1870-1888) var helt vild med Egyptisk Taarab musik og købte et Taarab orkester i Egypten og tog med hjem til Zanzibar.
– På Zanzibar udvikler det sig til Zanzibar Taarab, og i dag er de storleverandører af musik til Østafrika. De laver masser af popmusik, som sådan set har rødderne helt tilbage fra det her orkester, som sultanen betalte for at tage med og formere musikken på Zanzibar. Han kunne jo ikke blive ved med at hente nye musikere i Cairo. De blev jo nødt til at lære det selv, smiler Michael
Billedet rummer andet og mere end historien om Zanzibar, en anden central glæde i Michaels fotografier. Michael holder af, når fotografiet bliver en tidsmaskine, hvor man bliver bragt tilbage i noget. Det at stå i en kulisse fra en anden tid.
– Jeg har det sådan, at det her billede kunne være taget i 1968. Der er et eller andet 60’er-agtigt over det, men det er altså fra 2013. Det ser man meget, når man er ude og rejse, siger Michael.
Det Turkise Telt og andre vinkler på koncerter – 2015
– Så kommer det Turkise Telt og vokser sig stort fra at være sådan et lille lidt malplaceret telt overfor Casablanca til at blive en spiller i verdensmusik. Det er et fantastisk sted til brobygning. Her er det Baba Zula fra Tyrkiet, og igen hun står jo og filmer. Det er hendes kamera. Jeg kan godt lide, hvis man kan få et andet take på det.
Atlas booker hele tiden det Michael gerne vil se – 14. juni 2016
– Det virker nærmest til, jeg ikke fotograferer andet end nede på Atlas, og det tror jeg i en eller anden udstrækning også er rigtigt, for det er der, de kommer, dem jeg vil se. Ester Rada er Etioper, der bor i Israel.
Haitiansk orkester spiller koncert på gulvet – 21. september 2016 / Atlas
Chouk Bwa Libe?te er et haitiansk orkester, der endte med at komme ud på gulvet til deres koncert på Atlas i 2016.
– Vi var kun halvtreds inklusiv bandet, ti mand på scenen. Det er en konkylie, han blæser på.
Atlas har efter Michaels mening, løftet arven fint efter Huset. Dernede putter man nogle penge i at booke nogle navne, som dybest set er så specielle, at Atlas godt ved, det ikke kan løbe rundt.
– Så kommer der et band fra Haiti. De måtte simpelthen træde ned af scenen og lave koncerten på gulvet. Og det, synes jeg, er en gave for sådan en som mig, fordi de er ikke verdenskendte på den måde. De er verdenskendte i en lille lukket skare. Så de er heller ikke Camera-shy.
kameraregler er noget, der har ændret sig totalt i de 30 år, Michael har fotogaferet. I gamle dage tog han bare billeder af hvad som helst. Det var kun, når Miles Davis kom, at du kun måtte tage billeder i de tre første numre.
– Det havde vi aldrig hørt om før, forklarer Michael
Miles Davis spillede til Aarhus Festival i 1987, der blev holdt i sommerferien og gik i voldsomt underskud, fordi der ikke var nogen mennesker i Aarhus i sommerferien. Mere om den en anden gang.
Michael Harder arbejder til daglig som hospitalsfotograf på Aarhus Universitetshospital. Noget helt andet end musik. Fotografierne i denne serie indrammer mennesket i musikken og historien i musikken. Billederne udtrykker sig på en facon, så du ønsker at træde ind i dem og høre lyden, der ligger til grund for udtrykket i billedet. Det er det, fotograferne giver musikken. Et udtryk af en stemning, der giver en lyst til at opleve. Et lille pust fra et øjeblik i musikkens tegn.
