Elektronisk minifestival sparker gang i Aarhus

Aarhusiansk festival for elektronisk musik, SPARK* Festival, præsenterer i slutningen af februar fem danske artister fra den populært lydende ende af det elektroniske genrespektrum. Her kan du bl.a. opleve GAFFA-nominerede O/RIOH og den eksplosive elektro-duo Blondage.

Skrevet af Jonas Lundquist

SPARK* Festival er en nystartet aarhusiansk minifestival for upcoming elektronisk musik, som udfolder sig på Radar og B//Huset d. 23. og 24. februar. Første omgang af festivalen afholdtes på en skoldhed sommerdag i maj 2017, men fra og med i år slår SPARK* Festival om til evig vintertid som Godsbanens elektroniske varmeapparat.

Årets musikprogram præsenteres på Radar d. 24. februar. Kernen roterer om eksperimenterende elektropop, og på plakaten står Blondage (fhv. Rangleklods), KLIPO, Elias Segujja, O/RIOH, og Kara Moon. Blondage står øverst på plakaten, og mon ikke at de – med respekt for begge parter – nok skal vise de håbehulde unge, hvor skabet skal stå.

Siden sin første festival, har SPARK* Festival holdt gang i hjulene med arrangementer i samarbejde med Rethink Activism Folkefestival og Aarhus Festuge, og der er blevet præsenteret navne som Sekuoia, Fjer, Jærv og nyligt opløste Noréll.

Mere end musik
Fredag d. 23. februar åbner SPARK* Festival op til gratis paneldebat om hvordan, man som elektronisk musiker får sin hverdag og musikalske karriere til at hænge sammen. I panelet vil blandt andre sidde Martin Ahm Nielsen, som bag synthwave-projektet ’Code Elektro’ og den elektroniske komponist Sofus Forsberg.

Paneldebatten finder sted i B//Huset på Godsbanen, og efterfølgende inviterer SPARK* Festival til fredagsstemning i selskab med musik fra to studerende fra DIEM – musikkonservatoriets afdeling for elektronisk musik.

Popmusik på elektronisk 
SPARK* Festival har et klart fokus på at skabe rum for nyklækkede og lokale artister. Blandt disse finder vi Kara Moon, som aarhusianske Josefine Skov står bag. Aarhus Echo har fanget Josefine til en snak om projektet og sin optræden på festivalen.

– I kan forvente en alternativ performance i kraft af eksperimenterende popmusik på elektronisk. Vi blander det spacey og ambiente med pop. Det skaber en stor spændvidde, hvor der er noget, man kan drømme sig væk i, og noget, man kan danse til.

Kara Moon er et soloprojekt, men til sine liveoptrædener medbringer Josefine sin trommeslager, Sara Mouritzen.

– Der er gået meget tid med at finde ud af, hvordan musikken skal afvikles live, og der er selvfølgelig også gået tid med at finde ud af, hvem Kara Moon overhovedet er. […] Jeg producerer, skriver og synger selv, men når jeg optræder live, er det en skøn støtte at have Sara med, og at man har nogen, at dele oplevelsen med.

Josefine Skov har altid defineret sig som en singer/songwriter væbnet med guitar, men gennem hendes uddannelsesforløb på Sonic College i Haderslev, blev blikket rettet mod at skabe elektronisk musik og potentialet ved at producere alting selv.

– Jeg går meget op i at gøre det selv, at skrive det, producere det, og udgive. Det er fedt at kunne det hele. Med produktionen kan man eksperimentere utrolig meget, og med elektronisk musik man kan slippe afsted med meget sparsommelige akkordkompositioner, hvor der stadig er mange måder at gøre det spændende på.

Selvom Kara Moon endnu ikke har mange koncerter under bæltet, vil Josefine gerne indrømme, at det egentlig går ret godt.

– Jeg havde to koncerter med Kara Moon sidste år, hvor vi spillede for et fyldt lokale til Aarhus Volume, og hvor folk var oppe og danse på Headquarters. Folk er faktisk ikke gået, så det er jo skønt.

Mandag d. 19. februar udgiver Kara Moon en ny single, ’Insensitive’. Den kan du opleve live – selvfølgelig sammen med resten af SPARK* Festivals elektroniske musikprogram – til en billetpris på 60kr.

Relaterede artikler