Det Maniske Kompas

det maniske kompas
Foto - Nina Bogicevic

Med snaps i blodet og kold vind om ørerne stod Arne og Flemming en julefrokostaften på et tilvokset område, ved den gamle købmandsskole i Vejlby og reciterede digte for hinanden. De husker ikke så klart, hvordan de endte der. Eller hvornår det nu var.

Af Nina Bogicevic

Så var det vel passende og poetisk, at deres kommende musikalske projekt skulle hedde Det Maniske Kompas. Gruppen består af Flemming Lund og Kristian Arnesen, som Arnes borgerlige navn er. I sangene gøres der kun brug af tekst og guitar, men lydbilledet byder på trods af det simple setup på en atmosfærisk, fyldig guitar, som komplimenterer Flemmings karakteriske stemmeføring.

Arne havde resideret ved Flemming i en periode, hvor han manglede et tag over hovedet. De havde på daværende tidspunkt ikke kendt hinanden længe, men oplevede i deres spæde venskab at have en dagligdag sammen. Særligt aftener var der mange af, hvor de brugte en del timer sammen på at digte og spille temaer hen over oplæsningen.

– Der er ikke mange, som ved det, men Arne er faktisk en fremragende digter, og jeg er også sangskriver og musiker, derfor havde vi en forståelse af hinanden fra start af, fortæller Flemming, som i det Maniske Kompas står for fremføringen af lyrikken, hvor Arne agerer guitarist og orkesterleder.

Forståelsen for hinanden og deres instrument, gør at de kan bevæge sig frit i deres univers. Derfor byder gruppen på unikke live-oplevelser, hvor alt kan ske, fordi de ikke lader sig begrænse af faste rammer, og samtidig kan støtte sig op af hinanden, da de intuitiv gensidig forståelse.

 

Noget andet end det er i dag

Det Maniske Kompas havde et meget spinkelt setup i den spæde start, bare med lyrik og en enormt organisk guitar. Med tiden begyndte Flemming og Arne at udvikle musikken med flere gentagelser, loopmaskine og smarte effekter. Musikken skabes fortsat tilfældigt, hvor duoen tager udgangspunkt i en følelse, hvoraf lyden og lyrikken skabes ud fra. Med tiden begyndte Arne og Flemming at lege med gentagelsen og bygge numrene op efter popnumre, så de blev mere tilgængelige.

– Vi er ret gode til at sætte af på den følelse, vi er i og så skabe ud fra det, fortæller Flemming.

Det tilfældige betyder meget for bandets optrædener. Når de kreerer musikken, skaber de i fællesskab tekst og musik. Nogle gange bliver der spillet eller sagt noget andet, end det de plejer. De giver sig selv rum til at lege indenfor de rammer de har sat, fortæller Arne.

– For os er vores musik en legeplads. Vores sange har en ramme, som vi udfolder os indenfor, så vi ikke står og spiller det samme til utrættelighed, fortæller Arne.

– Det er lidt ligesom gammeldags priktegninger, tilføjer Flemming, vi tager de samme prikker, og så tilføjer vi nogle prikker eller rykker rundt på dem, beskriver Flemming, om duoens live-optrædener.

 

Foto - Nina Bogicevic

 

Hver gang gruppen spiller, er der derfor et ukendt element, som styres af tid, sted, publikum og stemninger. Der ikke nogen stringente rammer for, hvordan musikken skal fremføres. De føler publikum og spiller efter det, hvilket duoens navn Det Maniske Kompas henviser til.

– Vi vil gerne udfordre det snorlige danmark. Vi gør tingene i nuet, og hvis Arne har lyst til at gå op og brøle mig op i hovedet, så gør han det, og så er dét det rigtige, fortæller Flemming og fortsætter:

– Vi ved ikke altid hvor kompasset drejer. Det drejer derhen, hvor publikum er. Og uanset om det er gråd, gøgl eller vi kaster lakridspiber ud over folk, gør vi det med samme alvor og passion, fastslår Flemming.

Det Maniske Kompas’ omdrejningspunkt er nærværet. Det handler om musikken og lyrikken, men vigtigst af alt er nærværet, for Det Maniske Kompas. De følger stemningen, hvilket betyder at der altid er et ukendt element hver gang de spiller. Trods deres forskelligheder fungerer samspillet mellem de to. 

– Når vi spiller, handler det om musik og poesi, men det handler også om, at vi ser og mærker hinanden. Når vi optræder, speedtalker jeg helt vildt af nervøsitet, hvor Arne trækker sig lidt mere. Jeg stiller mig op som entertaineren, hvor Arne agerer orkesterleder. Han er så også den eneste, der spiller noget, fortæller Flemming, hvorefter de begge bryder ud i latter.

 

 

Rådhusplads traumet

Duoen debuterede med en koncert på Rådhuspladsen i Aarhus. Det var en cannabisdemonstration, som de to blev spurgt, om de ville spille til. Men minderne om Rådshuspladsen vækker ikke ligefrem glæde hos duoen.

– Vi tænkte yes, vi skal spille for hele Rådhuspladsen. Da vi kom derned, var der kun tretten mennesker. Så sad der lidt skæve punkere rundt i renderne, fortæller Flemming.

Ikke nok med et sparsomt publikum, var der en del afbrydelser undervejs.

– Der var et tyrkisk bryllup, og de blev ved med at komme kørende med en masse biler, og dyttede. På et tidspunkt kom der en mand med en cajon og afbrød vores koncert. Så efter det reviderede vi lige hele konceptet en gang, og blev enige om at vi aldrig skulle spille der igen, fortæller Arne.

Om episoden fortæller Flemming, at det var en ildspåsættelse af ens selvbillede, men bandet tog revanche til deres anden koncert. Det Maniske Kompas spillede til et fuldt hus på Galleri Ground Zero, hvor de blev mødt med en massiv positiv respons. Dette var på trods af nogle virkelig grumme tømmermænd, de havde erhvervet sig dagen forinden.

– Jeg havde virkelig tømmermænd. Jeg rystede så meget at selv min røv rystede, fortæller Flemming om episoden.

Men allerede dér var Det Maniske Kompas blevet tusind gange bedre, og havde lært at navigere rundt i det abstrakte univers, som de havde sat sig selv i.

 – Efter den koncert har vi aldrig set os tilbage. Mest på grund af Rådhuspladsen, fortæller Flemming som suppleres af Arne,

– Skal vi ikke lave en aftale nu, om at vi aldrig snakker om Rådhuspladsen igen, spørger Arne insisterende.

Det giver de to venner hånd på, og Rådhuspladsmindet blev dermed aldrig bragt op igen.

 

Foto - Nina Bogicevic

 

Nærværet i centrum

Det Maniske Kompas kan for mange virke som en omgang volapyk. Men både Arne og Flemming understreger løbende, at de tager deres musik meget seriøst, og at de har en klar mission med den. Et af deres mål er at bidrage til en mere abstrakt tænkning, derfor er deres musik lavet således, at publikum selv har mulighed for at lede efter meningen i den. De vil gerne give inspiration, komme helt ind og røre folk, og gøre deres for at gøre verden til et mere spændende sted, og lave et opgør med de stringente rammer, som de oplever præger hverdagen. Deres sympatiske projekt er ydermere drevet af kærlighed.

– Vores drivkraft er ligesom kærlighed, man kan ikke leve uden. Det er sådan, vi har det med musikken. Eller man kan godt leve uden, men det er ikke det samme liv, og slet ikke for en skaber, fortæller Flemming.

Det gør de meget for at bevare den intuitive kontakt de to imellem, således at nærværet bevares. De sender derfor mange beskeder til hinanden, ringes jævnligt sammen eller mødes til en øl og vender verdenssituationen, og når det passer, øver de. Men de øver ikke kun op på musikken, de øver ligeledes op på nærværet.

– Vi er nok et af de få bands, der ikke har en fast øvedag. Vi mødes når vi har tid og lyst. Som regel lige før vi skal spille en koncert, fortæller Arne med en selvbevidst latter og fortsætter:

– Hver gang vi øver, formår vi dog at kreere noget nyt materiale, som vi spiller med.

Det Maniske Kompas har en punk-tilgang til deres musik, hvor musikken bærer præg af en lo-fi, gør-det-selv-hjemme-i-stuen stil, hvor de to gør det hele selv. Men tilfældigheden i deres udtryk, skal ikke forveksles med banalitet.

– Vi er meget seriøse omkring det, men vi har fundet vores eget udtryk og genre. Engang kaldte vi det gøgl og kærlighed, men vi kan bare kalde det barok’ n’ roll, slutter Flemming.

Relaterede artikler