Det er ikke fedt at udgive rock i stilhed

21/09/2020 af Jon Kvist Sommer

Siden vor allesammens frygtede og berygtede corona-pandemi gjorde sit indtog her i landet, har flere danske spillesteder ligget i en slags koma. Dog er flere af dem, det sidste stykke tid, så småt begyndt at vågne op. Mens vi alle med samfundssind og mundbind arbejder på at lægge pandemien i graven, forsøger spillesteder, værtshuse og andre beværtninger sig imidlertid med alternative metoder til at at holde maskineriet kørende. Afstandsmarkeringer på gulvene, skærme af plexiglas og håndsprit nok til at gøre drikkevand antændeligt.

Også på Tape er rockmusikken så småt begyndt at give lyd fra sig igen. Det lille spillested i baggården har, som så mange andre landet over, introduceret sid-ned-koncerten som ellers synes at høre intime singer-songwriter koncerter og Musikhuset til. Dertil hører et begrænset antal billetter – 40 stks. Pr. Koncert – hvorfor spillestedet denne aften har valgt at afholde koncerterne af to omgange.

Desperate times og desperate measures, men under omstændighederne et velfungerende system.

I aften er det Trader og Whistler, der står på plakaten – to bands fra Part Time Records deler scene for første gang. Whistler først, Trader sidst, udskiftning af gæster og så gør vi det igen.

Selv hørte jeg aftenens tidligste koncert kl. 18.30, hvorefter jeg og de andre gæster måtte forlade Tape, for at gøre plads til aftenens næste hold af billetholdere.

Det er Traders nye plade Social Life, som skal fejres i aften. Stakkevis af kopier fylder merchboden, hvor jeg hilser på Anders Ahler, som er forsanger i bandet. Da jeg spørger ham hvordan nedlukningen har påvirket bandet, fremhæver han den udskudte pladeudgivelse. Social Life skulle have set dagens lys allerede tilbage i maj, men når man ikke kan følge en udgivelse med en række koncerter, er der jo ikke meget ved det. Det er ikke fedt at udgive rock i stilhed.

“man kan savne at spille for 150 mennesker, og drikke bajer med venner og alle dem man ikke kender”

Foto: Jonas suni

Det er ikke første gang Trader spiller corona-koncert for et siddende publikum, og selvom man kan savne at ”spille for 150 mennesker, og drikke bajer med venner og alle dem man ikke kender”, forestiller Anders Ahler sig at der måske opstår et andet fokus på musikken, hos den siddende koncertgænger. Det må vise sig om han får ret. Jeg finder min plads på en opstillet bænk tæt ved scenen. Jeg møver mig forbi en række siddende gæster, de trækker deres ben til sig og giver plads, jeg sparker en på vejen, undskylder mig og bliver pludseligt i tvivl om jeg til rockkoncert eller i biografen.

Det er københavnske Whistler der åbner aftenen, med nummeret ”Rev Spring” fra bandets nyligt udgivet plade Blow Torch Social. Pladen er fra august og er altså godt en måned gammel. Det første der slår mig ved musikken er en teenageagtig rastløshed, der bor et sted gemt i alle numrene. Whistler spinder et net af tråde tilbage til 90’ernes alternative rockscener gennem koncerten, og formår undervejs at lade trådene krydse hinanden. Det er kaotisk, det er ikke ligefrem et tight sammenspil, men ikke desto mindre et sjælefuldt bud på, hvad der sker, når man krydser Oasis med følelsen af at træde speederen i bund på en motorvej der er så tåget, at man kun kan se en meter foran sig. ”The old replace the new// It’s so Simple” – ”Rev Spring” er steady og ligetil, vokalen deles i duet mellem Louis Scherfig på guitar og Ditte Gyldendal Amby på bas. De to mødes i omkvædet, som gamle venner på en tåget motorvejscafé – Det er steady og nostalgisk, det er so simple.

Det er Whistlers første koncert i aften, men altså ikke den sidste. Når Trader klinger af på deres sidste nummer, sætter Whistler gearet op igen, og må se om de kan gentage successen. Konceptet er ikke helt nyt for københavnerbandet. Guitaristen Louis Scherfig fortæller mig, at de forleden havde smadret sig igennem tre koncerter samme aften, samme sted, og det påvirker unægtelig en optræden. Den tredje var den bedste, fortæller han. Man bliver udkørt, men så bliver der skåret ind til benet. Hvad tabes i teknisk overskud, må vindes rent destilleret energi. Louis Scherfig er ubetvivleligt ikke den første rockmusiker med lignende ræsonnement, men der er jo nok også noget om snakken. Den næste koncert bliver sikkert bedre, forudser han mens bandet pakker sammen, og her begynder jeg at forstå, at dét de næste gæster skal opleve, ikke er en gentagelse af hvad jeg har oplevet, men snarere en forsættelse. Gryderetten bobler videre når restaurantens første gæster går, og dét de næste får serveret har måske udviklet nuancer, der ikke er mig forundt. Bandets anden guitarist overhører samtalen og stemmer i: Man skal jo også passe på, at den første koncert ikke bliver en sovepude. Den første koncert kan føles som opvarmning, fortæller han, for du har jo lige det ekstra forsøg.

Det er første gang Trader og Whistler skal dele scene i aften, og de to bands er et femragende match. Whistler pakker sammen, Trader stiller op, folk finder tilbage til deres respektive siddepladser, og så vælter der ellers mere moderne 90’er-nostalgi ud over scenekanten.

Trader åbner med ”Bleached” – det samme nummer der åbner bandets EP fra 2019 – og følger op med det efterhånden radiovante ”Ghost Town”. Der går ikke længe før ”Back in 5” fylder lokalet, og måske er det her jeg for for første gang i aften mærker den der øgede årvågenhed, det ekstra fokus, som Anders Ahler talte om.

Det er de tunge fald til sidst i ”Back in 5” der griber mig, hvor hele bandet stopper op, holder vejret i et splitsekund, før guitar, bas og crash-bækkener falder gennem luften som synkronudspringere, og møder vandspejlet med et brag – eller måske er braget nærmere som en sten igennem en rude, og lyden fra den himmelblå telecaster, der fletter sig ind i efterskælvet, som skår af splintret glas der klirrer mod hinanden og falder til jorden. ”Back in 5” efterfølges af ”Carrie” – pladens højdepunkt for punkrockeren. Nummeret lyder nærmest til forveksling, som noget der kunne være skrevet af århusianske Yung, men Trader er heller ikke et band, der er holder sig for fint til lokale shout-outs: Inden bandet runder af, dedikerer de en coverversion af Guided by Voices’ ”Tractor Rape Chain” til Björn Lydén, indehaver af pladebutikken Badstuerock, som har hjulpet med udgivelsen – en fornemt leveret håndsrækning til den århusianske pladeveteran.

Trader lukker af, og vi forlader beværtningen, mens Whistler sætter op igen.

Måske føles det ikke helt som en fuldbyrdet rockaften. Måske føles det mere som at gå i halvlegen. Som om jeg var med på en opvarmer, og nu skal kampen afgøres.

Ikke desto mindre er det med en spændt tilfredshed jeg går fra baggården – Måske har old miss Rona kastet grus i koncertmaskineriet, men musikken lader sig ikke slå ud uden videre.