Denni Ian udgiver første single fra sit kommende kælderfødte debutalbum.

18/05/2020 Nina Bogicevic

Foto: PR

Musiker og kunstner Denni Ian udgiver i dag sin første single House of Mandatory Happiness, fra sit kommende debutalbum. Kunstneren har gået til albummet med hammer og mejsel, for at skabe en æstetisk helhed, der har rammesat et dybt, abstrakt mørke, fyldt med depressivitet og modsatrettede følelser.

House of Mandatory Happiness er den første single, som møder offentlighedens ører. Singlen er præget af et ærligt, upoleret lydbillede, der sammen med Denni Ians karakteristiske vokal og poetiske lyrik, byder lytteren ind til refleksion og fordybelse.

På elegant vis fusioneres traditionel folkmusik, punk og indierock, som i samspillet danner en form for alternativ lofi-folk.

– House of Mandatory Happiness, og resten af albummet for den sags skyld, vugger vel lydligt mellem det spartanske og det højtidelige. I arbejdet med albummet har jeg stilet efter en upoleret ærlighed. Både i måden optagelserne er foregået og i sangskrivningen. En ærlighed der ikke er selvudleverende, forklarer Denni Ian om sit debutalbum.

Som en del af forskellige musikalske konstellationer har Denni Ian en række af EP-udgivelser bag sig. Den første han var med på, var som bassist på en growlende metaludgivelse der går et årti tilbage. Dermed er det kommende album, hvis titel endnu ikke er offentliggjort, Dennis første helstøbte albumudgivelse. Om tidligere samspilsprojekter udtaler han,

– Det har været tilfældige måder jeg er kommet ind i bands på. Jeg er altid kommet ind fra siden og tilsluttet mig et eksisterende projekt, uden rigtig at have et tilhørsforhold til de andre medlemmer på forhånd. Jeg har så forsøgt at sætte mit præg på retningen. Det er til tider lykkes, men jeg har stadig ofte følt mig uforløst. Sådan må det nødvendigvis være i et band med kompromiser. Jeg har spillet alt mellem glamrock og dødsmetal. Derfor har det også været nødvendigt at jeg nu tog den kunstneriske styring uforstyrret, fortæller artisten, og tilføjer at han har draget god nytte af sine års erfaring fra de bands, han har været en del af, men at han havde brug for at jage sit æstetiske mål uforstyrret, samt lavet noget han føler sig hjemme i,

– Jeg har spillet musik siden jeg var 16 år, godt nok med mange års pause ind imellem, men jeg har aldrig lavet noget jeg fra starten følte mig hjemme i. Jeg lider af gigt i hænderne, er for gammel til ungdomsdebuten og jeg skal som alle andre dø en dag. For tiden stirrer jeg ind i en eksistentiel blindgyde, så jeg føler ikke længere jeg kan tilsidesætte mit behov for at finde kunstnerisk hjem.

 

Denni Ian artwork
Artwork: Denni Ian

Soloartisten har med sin DIY-tilgang alene stået for albummets tilrettelæggelse og dets visuelle profil. Selvom der på albummet optræder en række andre musikere fra det aarhusianske undergrundsmiljø, har processen til tider været hård og ensom, forklarer Denni Ian,

– Jeg har kunne jage målet uden at andre har skulle omdirigere retningen. Det har været befriende ikke at være tvunget til kompromis med hver eneste komposition, men samtidig har jeg savnet at kunne sparre med nogen, som har været lige så investeret projektet. Med det sagt så skylder jeg en stor tak til de enkelte personer, der har været med til at virkeliggøre det her album.

En vedkommende æstetik

Udover æstetiske idealer og et klart mål, binder albummet sløjfen om en traumatisk tvangsindlæggelse på røde papirer, hvor Denni Ian blev bæltefikseret. I årene efter har musikeren forsøgt på forskellige måder at komme overens med det foregående, der ledte op til indlæggelsen og behandle oplevelsen heraf, hvad han forklarer som en frihedsberøvelse og ydmygelse. Hændelsen fandt sted i starten af hans tyvere. Denni Ian fortæller, at han aldrig har snakket med nogen om oplevelsen, da han har haft en del forplumrede følelser i forbindelse med sin tvangsindlæggelse. Især har følelsen af skam, samt frygten for at blive stigmatiseret tynget ham.

Albummet er en kulmination på bearbejdelsen af disse følelser. Det har fungeret som et redskab til at give det mørke, depressiviteten og den skam en æstetisk form.

– Mine oplevelser er blevet formstøbt udenfor mig selv i en forstand. Traumer forlader os aldrig, men de kan formes til noget der er til at leve med, uddyber Denni, og forklarer at hans tvangsindlæggelse og bearbejdningen af dette, har været noget af det mest formative i sit liv.

denni-ian-nina
Foto: Nina Bogicevic

 

For artisten har kunsten været det redskab han har brugt til at behandle de tunge temaer i tilværelsen. Nogle går i terapi, nogle har venner og familie de snakker med, men Denni Ian bruger kunsten som sit redskab til at få hånd om livets traumer, og give den en kunstnerisk form, der forvandler oplevelserne til en æstetisk helhed, som er vedkommende for andre.

– Når man deler smerte, så bredes den ud og bliver lettere, så er den ikke så koncentreret. Det tror jeg at jeg indså eller accepterede op til og imens jeg lavede albummet. Men jeg har stadig et forbehold for det selvudleverende, fortæller han.

Det fortællerdrevne albums fokus er dog ikke kun at lette hjerte og sjæl, men at gøre de personlige oplevelser til noget større end ham selv.

– Kunst skal handle om noget, der er større end selve kunstneren. Hvis ikke man kan det, kan man ligeså godt skrive dagbog eller lave en livstilsblog, fastlår Denni.

 

En kunstnerisk helhed

House of Mandatory Happiness, understreger musikeren flere gange skal tænkes som et udspil fra en æstetisk helhed. Sangen akkompagneres af et selvproduceret videoværk som Denni Ian selv forklarer som forsøget på at lave et visuelt sprog i overensstemmelse med sangens univers, mere end et forsøg på at lave en klassisk musikvideo.

– Musikvideoer interesserer mig ikke rigtig. For mig virker det ofte som om de er produceret med det ene formål at virke som promoveringsværktøj. Der bliver ikke spillet med nogle videomæssige muskler i det jeg har lavet. Der er ikke noget glimmer eller vilde scener, der på patetisk vis beder om at gå viralt. Jeg har bare været interesseret i at lave et selvstændigt værk, som talte sammen med udgivelsen.

Den stemningsfyldte musikvideo kan ses her.

Denni Ians auditive, så vidt som visuelle æstetik bærer præg af at være kreeret i en tætlukket teaterkælder uden vinduer. Intet smart studie med dyrt udstyr har spillet ind i albummets tilblivelse, og det er derfor født ud af en klassisk 90’er DIY-æstetik, som Denni Ian er fascineret af. Den vigtigste egenskab ved musik og kunst generelt er at det vil noget, fortæller han. Og vigtigst af alt, at det vil noget, der kan være relevant for andre mennesker som en fælles forståelse af dét at være til.

– Kunst skaber mening og forbindelse. Den kan forme mørket, som ellers er abstrakt. Og i alt god kunst ligger muligheden for at lære om sig selv og andre. Det eneste vi reelt set kan gøre som mennesker, når livet ramler i fortvivlelse, er jo netop at søge form og mening. Kunstens betydning som dette er noget jeg har været optaget af i årevis, forklarer Denni Ian.

Derfor ønsker han at albummet kan vække en følelse af genkendelighed eller resonans hos andre. En genkendelse af følelser og tanker, som gør musikken relevant og tilgængelig for lytteren. Hele albummet udgør et æstetisk netværk, hvor sangene kommunikerer med hinanden. House of Mandatory Happiness er den første kunstneriske smagsprøve, på det album som vi endnu må vente på at høre.

Relaterede artikler