”Den etniske fest midt i byen overvældede alle” – Det Turkise Telts udvikling fra sjovt indslag til kulturelt pejlemærke.

Af Mikkel Sonne Friis

There’s no way around it! Har du ikke været forbi ’det turkise telt’ i Århus Festuge, er du altså gået glip af noget. Det festlige og kantede telt, kilet ind i Musikhushaven mellem Ridehuset, Musikhuset og Rådhuset, har dannet rammen om unikke musikalske oplevelser siden 2010. Hvert år siden har det omdannet først Mathilde Fibigers Have og dernæst Musikhushaven til en stor folkelig fest. En fest hvor mødet mellem traditionelle og moderne musikalske udtryk i sammenspil med mødet mellem mennesker fra alle samfundets lag, har sikret teltet status som et af festugens helt store tilløbsstykker.

Det turkise telt tør at gøre tingene anderledes. Men det er de nød til, for hver eneste gang teltes pløkker hamres i græsset, når sommeren går på hæld, er det kun for en kort bemærkning. Derfor er det også ildsjælene bag teltets grundlæggende målsætning at tage imod deres besøgende med åbne arme og give dem en totaloplevelse, der hænger ved. Men som publikum er du selv medskaber af den oplevelse. For teltet er blot en ramme. En ramme, som faciliterer mødet og samværet mellem musikken og mennesker. En social arena, hvor kunsten favnes af folkeligheden og fylder for en kort stund det kantede telt med en særlig energi og glæde, der lever videre lang tid efter pløkkerne atter er revet op af jorden, og det nedtrådte græs er spiret frem.

Da jeg møder Baris Citirikkaya, grundlægger og forhenværende formand i foreningen det turkise telt, har han igennem otte år kunnet se hans idé spire. En opblomstring fra kunstnerisk åndehul for traditionel tyrkisk musik til et vigtigt pejlemærke for byen Århus, som det udtrykkes af nuværende projektmedarbejder og presseansvarlig Thomas Beyer. Som med teltets oplevelser, er det I mødet mellem dem, vi binder de løse ender sammen i fortællingen om det turkise telt.

Et skæbnesvangert besøg på lossepladsen

Historien om det turkise telt er en historie om en trang, et savn, et behov for at dele den tyrkiske folkelige musik med omverdenen. Et behov, der plantede sig i den dansk-tyrkiske musiker Baris Citirikkaya fra Brabrand, som observerede en mangel på kulturelle tilbud for en stor del af de unge i bydelen. Det tydeliggøres af Baris’ eget daværende forhold til Festugen. 

– Festugen var ikke noget, vi som sådan havde tradition for at deltage i. Ikke på lige fod med fx den almene danske familie, der sammen oplevede festugens skemalagte begivenheder.  Jeg tror ikke, jeg nogensinde havde været i festugen sammen med min familie. Da vi som unge selv tog ind til byen, var det butikkernes lange åbningstider og de mange mennesker på gaden, vi bemærkede. Vi oplevede varmen og hyggen i bybilledet, men jeg husker virkelig ikke, jeg havde været til en koncert.

Med andre unge fra Brabrand iværksatte Baris en række fritidsarrangementer for deres ligesindede. Han mærkede dog hurtigt hans egen kærlighed for musikken, og særligt den tyrkiske klarinet, ikke deltes på samme måde i denne kreds. Da han fik mulighed for at være medarrangør på en stor koncertopsætning med anerkendte tyrkiske musikere i Globus, fandt han et miljø, hvor musikken var samlingspunktet. Men kunsten han hørte i musikken, var for ham ikke kun for den tyrkiske diaspora i Århus. Den måtte deles med alle.

Idéen om et hjemsted for tyrkisk musik i festugen, skulle plante sig i Baris efter en tur på genbrugsstationen med hans far. I 1991 havde han med Anatolsk Kulturforening været hovedarrangør på arrangementet Tyrkisk Inspiration i Ridehuset. Det velbesøgte arrangement blev aldrig gentaget. Han så dog et potentiale i arrangementet, som Baris mange år senere læste om i udsmidsparate avisudklip på lossepladsen.

– Min far ville smide alle hans gamle papirer og mapper ud. Men min lillebror og jeg gik igennem det hele næsten side for side, inden vi smed det ud. Jeg faldt over gamle avisartikler, hvor en journalist stiller min far spørgsmålet om arrangementet: Hvor skal det hen nu? Han så gerne det blev en mere essentiel del af Århus’ kulturliv og videreføres fx ved at tages ind i Festugen.

Med fætteren Cagdas startede Baris foreningen Det Turkise Telt, formulerede idéen om et tyrkisk inspireret kulturelt tilbud og sendte det til Festugen. I januar 2010 fik de svar tilbage:

– I har fået 30.000 kr. go for it!

Baris & Thomas

Festen overskred sine egne begrænsninger

Da Århus Festuge løb af stablen i 2010 slog det turkise telt for første gange dørene til teltdugen op. 

Placeringen var Mathilde Fibigers Have, den næsten hengemte baghave til besættelsesmuseet og Kvindemuseet mellem Rosensgade og Domkirken. Men trods en hengemt placering og en nichepræget profil, var Baris stadig godt tilfreds med rammerne.

– De to første år jeg stod i spidsen var teltet et sjovt indslag, som samlede folk i midtbyen. Vi var meget opmærksomme på den geografiske beliggenhed. Den gjorde at vi kunne samle en masse forskellige mennesker, og præsentere dem for noget musik, de aldrig havde lyttet til.

Musikken har altid været det pulserende hjerte i det turkise telt, selvom man også har kunnet opleve andre arrangementer i teltet, herunder dans og madlavningskurser. Den oprindelige musikalske profil var den ikke-vestlige musik, særligt den tyrkiske og arabiske. Af forskellige hensyn åbnede foreningen dog hurtigt op for andre afarter af traditionel musik.

– Når man står og skal booke, så finder man ud af, at man ikke har penge til ni dage med musikere fra Tyrkiet. Og giver det overhovedet mening, det kun er bands fra Tyrkiet, der kommer? Og hvorfor kun tyrkisk musik? Allerede et af de første år hyrede vi Psalmodie, et band som spiller nordiske salmer med en mere nutidig lyd. 

I løbet af de fem år, hvor teltets pløkker var slået i jorden i Mathilde Fibigers Have, blev det turkise telt lidt af et tilløbsstykke. Så selvom beskrivelsen som et sjovt indslag vækker genklang hos Baris, så ville den fest, som musikken og menneskerne skabte i haven alligevel noget mere.

– Folk blev overvældede. Både os og vores frivillige. Men også de folk, der kom udefra. Vi kom for første gang med den her etniske profil, og lavede en kæmpe fest lige i midtbyen. Det blev folk meget betaget af. På den lille plads kunne der ikke være særlig mange, men til aftenkoncerterne kom der pludselig 300-500 mennesker. Og der begyndte ambitionerne at komme.

Årets Spillested – En uge om året

Som organisation undergik det turkise telt en række omstruktureringer i årene i den lille have. Da Baris efter to år som formand tog en pause for at rejse udenlands, overtog Cagdas styringen. Da det turkise telt for femte gang inviterede til folkefest i festugen, var det Cagdas lillebror Evrim og vennen Lasse, der stod ved roret. Med nye indspark og nye personlige engagementer samt en stadig stigende interesse for de musikalske udskejelser formåede foreningen at etablere sig som solidt indspark til festugeprogrammet.

Festen og stemningen flød over sine bredder i den lille have. Ambitionerne var derfor også skyhøje, da hjemvendte Baris atter overtog projektet i 2015. Festugearrangørerne var også med på vognen. Efter fem år med vokseværk blev det turkise telt forflyttet til den nuværende prominente placering. I de kommende år var det særligt visionen om en skarpere og stærkere musikalsk profil, der prægede teltets aktivitet. For selvom stemningen alene er et besøg værd, så er det turkise telt et spillested først og fremmest. DMA var tilsyneladende enige, da de tildelte stedet prisen for Årets World Spillested i 2015. Året efter fulgte AOA trop med prisen som Byens Bedste Scene. Og spillestedet er da også ganske særegent, når det hvert år genopstår, som Thomas uddyber.

– Vi ved, både i forhold til vores gæster, såvel som vores kunstnere, der kommer og spiller. Man forbiser ikke, at det er en anden ramme. Den tilbyder noget radikalt andet end normale spillesteder. De rammer og det flow, der bliver etableret, gør noget andet for oplevelsen både som gæst og som musiker. Det er noget vi skal værne om og det er noget vi skal være stolte af.

Selv startede Thomas’ engagement i Det Turkise Telt som frivillig. Her mødte han en arbejdsplads, der var overraskende åben for både lønnede ansatte, som frivillige, musikere og besøgende. Et miljø, hvor hybriderne mellem kultur, musik, mennesker og meninger aktivt opsøges.

– Vi vil ikke være politiske. I stedet for at sætte dagsordenen, sætter vi nogle rammer op, som tillader de besøgende at bidrage med glæden og lyset og livet. Vi giver plads og rum til at fylde stedet ud på den måde, som giver mening for dem, der er der.

Roots&Hybrid

Hybriden er rettesnoren for det turkise telt. Det er oplevelserne af hybriderne, der sker i og omkring musikken, som teltet i dag vil tilbyde de besøgende. Den indgår ligeledes som integral del i den skærpede musikprofil Roots&Hybrid. En musikalsk formulering Baris udformede gennem de første par år i Musikhushaven og gjorde til hjørnestenen i teltes virke.

I udgangen af 2016 satte Baris punktum for sit engagement i foreningen. I samspil har nye og gamle ildsjæle som Evrim, Johannes, Camilla, Yasemin og Thomas taget udfordringen op at videreføre og videreudvikle på projektet og den musikalske profil. Samtidig har fokus været på at etablere oplevelser af højkvalitet som varemærket for det turkise telt.

I indeværende kulturår vendte lyden af verden atter tilbage til Ridehuset. På Roots&Hybrid Festival under SPOT kunne opleves både internationale navne som La3no Cubano (SVK), Omar Souleyman (SY) og Gadjos (SE) samt de danske himmelstormere The Kutimangoes. Også det mere jazzede Kalaha og Århus baserede Addisabbababand blandt mange andre var at finde på det tre dage lange program.

Under selve festugen præsenterede teltet, som de plejer, et bredt udvalg af globale og lokale kunstnere. Rødderne i det traditionelle blandet med moderne udtryksformer har de dog alle til fælles. Og som altid var koncerterne rørende gratis. Det har sikret et bredt og varieret publikum, der ifølge Baris kan afspejle en anderledes demografisk repræsentation af Århus i festugen, end det var tilfældet for 10 år siden.

– De sidste par år har festugen samarbejdet med institutioner som Institut for X, SPOT og Rosa på at få scener i byen, som ikke er øltelte. Med forskellige profiler. Og hvis vi har hjulpet til at skubbe til den udvikling er vi glade.

Storslået produktion runder året af

Kulturåret rundes for det turkise telt af med et storslået arrangement i Kunsthal Århus under navnet Reflections. Arrangementet den 9. december skal udforske og undersøge de refleksioner, der sker i hybriderne mellem rammer, musik og mennesker. Selv kan Thomas og Baris reflektere over endnu et år med fremgang og mere at lave end nogensinde før. Og Thomas føler sig overbevist om at teltet bliver ved med at være her. For det turkise telt giver alle et midlertidigt helle, et frirum til at være, og til at være sammen. Og selvom meget vand er løbet under broen, så er det de samme grundlæggende værdier, der gælder for Thomas og det turkise telt i dag, som Baris gjorde sig tanker om for otte år siden på genbrugsstationen med sin far.

– Den ånd, som var der, eksisterer stadig, og den sniger sig ind alle mulige steder. Vi har bevaret nysgerrigheden, idéen om, at vi skal introducere folk til noget nyt. Kom og prøv noget, som du ikke har prøvet før. Kom og prøv noget tæt på. Kærligheden til projektet er ægte, og den er til at tage at føle på.