Den aarhusianske hip hop kultur

Som én af de første hip hop-grupper i Aarhus dukkede Kongehuset op af undergrunden i 1996. Efterfølgende blev de overhalet af en yngre generation af rappere fra Aarhus V.

Af Sofie Amalie Rasmussen

I 90’erne kom en bølge af nye dansksprogede rappere til, og blandt dem var den aarhusianske gruppe Kongehuset, som i 1996 udgav deres første album ”Kongehuset – klarer ærterne”. Forud for dette havde navne som MC Einar og Rockers by Choice introduceret den dansksprogede rap i slutningen af firserne.

– Siden midten af halvfemserne har dansk hip hop været kontinuerligt til stede på hitlisterne og i den mediekulturelle offentlighed. Kongehuset var en del af den gruppe af hip hoppere, som gjorde dansk rap til et mere almindeligt fænomen, forklarer musikforsker ved Aarhus Universitet, Mads Krogh.

Kongehuset havde forud for udgivelsen af deres første album, dyrket musikken sammen med hip hop-grupper som Malk De Koijn, Den Gale Pose, MC Clemens og Sund Fornuft, til forskellige jams og småkoncerter rundt omkring i landet.

Ifølge Mads Krogh, red Kongehuset på den hip hop-bølge, hvor humoren og legen med det danske sprog i høj grad blev dyrket.

Rapperne fra det vestlige Aarhus
I samme periode som Kongehuset kom frem, begyndte rapperne fra Aarhus Vest-området at røre på sig. L.O.C. og Chadi Abdul Karam som gik under navnet CAK, dannede gruppen Alzheimer Klinikken og udgav demobåndet ”Respekten Stinker” i 1997.

I 1998 udgav Alzheimer Klinikken deres første og eneste album ”Første Træk”, og på det tidspunkt var U$O også kommet med i gruppen. Da Alzheimer Klinikken gik i opløsning i 1999, gik L.O.C og U$O sammen med Marc Johnson og DJ Rescue og dannede gruppen B.A.N.G.E.R.S.

Selvom der var langt fra det hårde gangstermiljø i USA, til hip hop-miljøet i Aarhus V i 90’erne, spillede rapperne fra det vestlige Aarhus alligevel på nogle af de samme tangenter.

De beskrev en hverdag med druk, vold og stoffer, og fulgte op på en mere aggressiv linje, som eksempelvis Den Gale Pose og MC Clemens havde startet. Aarhus V-rappen går under hvad Mads Krogh vil beskrive som ”stodderrap”.

Modsætningsforholdet mellem Kongehuset og Aarhus V-rapperne
Rapperne fra Aarhus V hævdede, at det gangstermiljø de rappede om, var ’for real’. En påstand som eksempelvis Kongehuset havde svært ved at tage seriøst.

– Der manifesterer sig et modsætningsforhold mellem de forskellige grupper af rappere i Danmark i denne periode. I en Aarhus-sammenhæng ser vi modsætningsforholdet afspejlet i relationen mellem Kongehuset og B.A.N.G.E.R.S, fortæller Mads Krogh.

Modsætningsforholdet mellem de to grupper viste sig bl.a. ved, at de kæmpede om, hvem der havde lov til at være på hvilke spillesteder i byen. B.A.N.G.E.R.S. følte sig eksempelvis udelukket fra hip hop-arrangementerne ved Musikcaféen og i Vestergade, og i den sammenhæng udgav de nummeret ”Århus Er Min”, hvor de krævede en plads på den danske hip hop-scene og mere respekt fra de andre rappere i Aarhus.

Men spændinger kan også spores helt tilbage til tiden med Alzheimer Klinikken. Henning Winther som var frontmanden for Kongehuset, beskriver en episode hvor han ad omveje fik af vide, at Alzheimer Klinikken havde lavet et dis-track til Kongehuset.

– Jeg blev både vred og skuffet, men i stedet for at ringe dem op – hvilket nok havde været det klogeste – skyndte jeg mig hjem og indspillede et nyt dis-track til dem. Jeg havde ikke hørt noget dis, og jeg vidste ikke, hvorfor de var sure, men jeg indspillede det, og jeg fik det spillet på en lokal radiostation lige efter de havde været på i et interview. Det var selvfølgelig den ultimative ydmygelse, som de bestemt ikke tog særlig pænt.

Henning Winther havde egentlig en fin dialog med drengene fra Alzheimer Klinikken, men deres ’hangarounds’ var ret sure i en periode. 

– Jeg hørte flere historier om nogen, som havde været på udkig efter mig og de andre kongehuset-folk, når vi havde været i byen i den periode. Jeg oplevede aldrig nogen konfrontation, men det var ret intenst på et tidspunkt.

Aarhus V rapperne ville det mere
Udover spændingerne mellem de to hip hop-grupper, oplevede Henning Winther også, at den nye generation af rappere, tog musikken mere seriøst.

– Vi havde vores uddannelser og tog det egentlig mest som en leg med musik og ord, mens min oplevelse af rapperne fra den yngre generation var, at de virkelig kun så denne vej for deres liv. De ville det mere end os lidt ældre hip hoppere. Det var i retrospekt fedt, at der kom noget nyt blod til, men det var også mærkeligt at have kæmpet så lang tid for at bryde igennem, for så kun at se sig overhalet af en yngre generation et par år efter, uddyber Henning Winther. 

Han beskriver desuden hvordan, at Kongehusets musik var funderet i Østkysten i USA rent stilmæssigt. Ligeledes var deres danske rap skåret over den læst, som MC Einar havde påbegyndt. Her gik Aarhus V-rapperne i en helt anden retning.

– Vi var rodfæstet i et paradigme, som var ved at uddø. Aarhus V-hip hoppen gik klart mere i en west coast retning både tekst- og musikmæssigt. De var formet af den mere tilbagelænede, melodiøse flow-orienterede tilgang, hvor emnerne klart havde en bredere appel. De lavede musik for en ungdom, der ikke havde hørt den slags før.

I de efterfølgende år
Ovenpå Kongehusets andet album ”Godt ord igen” i år 2000 mistede de gejsten for at producere musik. De følte sig langt fra det publikum de henvendte sig til, og havde indbyrdes brug for en pause fra hinanden. Henning Winther begyndte at studere igen, og blev derudover arrangør for hip hop festivalen Aarhus Took It.

– Jeg oplevede en helt anden glæde ved at stå i baggrunden og koordinere frem for at råbe fra scenekanten. Jeg fik blod på tanden til at gøre noget helt andet. Jeg havde ligesom drevet bandet frem i mange år, og da jeg mistede gejsten, faldt det hurtigt fra hinanden.

Til gengæld blev drengene fra Aarhus V ved med at rappe. Medlemmerne i B.A.N.G.E.R.S gik hver til sit og fortsatte som soloartister.

I år 2002 udsendte det lille undergrundspladeselskab Pimp-A-Lot albummet ”Århus V – udenfor systemet”, hvor alle 20 numre på pladen kredsede om Aarhus V-bydelen. Her hjalp eksempelvis U$O og L.O.C. de nye hip hop-navne på vej, ved at rappe med på nogle af deres numre. Der eksisterede altså et stort hip hop-fælleskab i Aarhus V, og et musikmiljø som stadig var i rivende udvikling.

I dag er L.O.C det mest succesfulde hip hop-navn der er kommet ud af Aarhus V. I det hele taget en af dansk raps helt store musikikoner. Siden han i 2001 debuterede med albummet ”Dominologi” har han udgivet 10 albums i alt, og var i 2016 aktuel med opsamlingsalbummet ”Anno XV”.

Hip hoppens oprindelse

Hip hop stammer fra South Bronx i New York, hvor den opstod i 70’erne og blev dyrket i det afro- og latinamerikanske bandemiljø. Traditionelt set består hip hoppen af 4 forskellige grene: breakdance, rap, graffiti og dj. Med hip hoppen kom en mere fredelig konkurrencekultur i Bronx, hvor de unge battlede mod hinanden, i stedet for at bekrige hinanden med våben.

Relaterede artikler