Den aarhusianske duo, “The Portuguese Man of War” tog på uventet eventyr

En af Aarhus’ bedst bevarede musikalske hemmeligheder går under navnet ’The Portuguese Man of War’. Men derfor kan man sagtens komme langt ud over landets grænser og havne til en prestigefyldt festival i Indien!

Af Carsten Holm

Dette er en beretning fra en tur til eksotismens højborg, hvor alle sanser bliver taget i brug, om en særlig koncertkultur hvor de to aarhusianske brødre fra The Portuguese Man of War, Anders og Søren Stochholm, følte sig som girafferne, som alle var kommet for at se.

Deres tur til Indien i januar måned har de dokumenteret med ord og billeder – og historien starter et sted i sensommeren 2018. Da tikkede en besked ind i bandet Under Byens indbakke. Det var et inderligt ønske om, at få Under Byen til at spille på en festival i Indien engang i løbet af januar.

Læs også: Jul i den gamle musikby – Michael Learns to Rock vandt musikkonkurrence, da bandet var fem måneder gammelt.

Nu var der bare den udfordring, at Aarhus-bandet Under Byen ikke spiller længere og har ikke gjort det i årevis – og selvom deres musik stadig giver et ekko rundt omkring i verden, havde bandets medlemmer ikke i sinde at samles for at tage til Indien.

Men Anders Stochholm, der i årevis havde været en del af Under Byen, havde et andet musikalsk projekt, som han spurgte om festivalarrangørerne kunne være interesserede i. Det kunne de, og sådan gik det til, at en forespørgsel til Under Byen blev til en rejse for The Portuguese Man of War.

Universitetet var en by i byen

Ordet bliver ført af Anders Stochholm – suppleret med deres egne billeder. Koncerten med The Portuguese Man of War foregik på et universitet, der med sit enorme campus, fungerer som en lille by i byen. Så vi starter dér – på IIT Kharagpur og Kharaqpur City.

– Et af de fineste og mest traditionsrige offentlige tekniske universiteter i Indien ligger i Kharagpur, nær Kolkata i Venstbengalen. “IIT Kharagpur” blev bygget i 1951, få år efter at Indien ved en ikke-voldelig revolution fik smidt de engelske kolonister ud. Med 1.3 mill. årlige ansøgere til 10.000 pladser, er det et af Indiens mest prestigefyldte universiteter.

– Der berettes om verdens hårdeste eksaminer til optagelsesprøverne, men er man først inde, er man ret sikker på karrieremæssig succes, fx er den nuværende CEO fra google uddannet på iit Karagpur. De studerende er således blandt de skarpeste hjerner i Indien. Velformulerede, veltalende på flere sprog, reflekterede og globalt orienterede, langt over forventet.

– I dag står universitet stadig stort set som det blev opført, med et kæmpe campusområde på 8,5 km2 til de 22000 studerende. Det er med eget hospital, markeder, cafeer, restauranter, svømmestadion, gym, fodbold og cricketstadion, etc.

– Markedet på campus! Et glas frisk presset sukkerrør eller en Kokosnød for 10 rupees (1kr)

– Food Delivery. Stolte som få .! Søren og jeg troede først, at det var en form for charity organisation, med det absurde navn ’Hunger Saviors’.

– Food Delivery holder til lige uden for gaten til campus, hvor fattigdommen og kontrasten til campus er slående. Køer, grise, geder og høns går rundt og roder i oceaner af plastik, som ligger i gaderne i Kharagpur.

– Hver år i januar afholdes på IIT Kharagpur en forårsfestival kaldet ’Spring Fest’ – tre dage hvor universitetsstuderende fra hele Indien mødes til koncerter, konkurrencer, talks, teater, dans og meget mere.

– Vi ankommer til Indien et par dage før show og indkvarteres på Campus Guesthouse. Et sted hvor der er air-conditionerede værelser, free wifi og hvor der serveres velanrettet og velsmagende indiske mad tre gange dagligt i en slags kantine. Her møder vi gæsteforelæsere og PhD studerende fra hele verden.

– Vi skal spille to shows i et kæmpe auditorium, ekviperet med top of the line JBL Sound System, og den måske mest velansete lydmand i Indien.

– Dette er under vores lydprøve.

Her kommer også internationale artister. I år er The Portuguese man of War inviteret sammen med et metal band fra Toronto, en freestyle basket spiller fra Malaysia, en belgisk breakdancer, en svensk folksangerinde, to israelske street-artister og en Israelsk citarspiller.

– Årets tema var western-tema. Det fandt Søren og jeg ret morsomt. Cowboys and indians. Der er prestige i at have internationale artister. Vi standses konstant på campus af studerende, der ønsker selfies med os, uden at have hørt endsige interessere sig nævneværdigt for vores musik.

– Vi føler os som giraffer, de kommer for at se.

– Efter koncerten var der silentdisco med vild punjab og hindi musik, med tilhørende Bollywood moves.

– Inderne virker kulturelt stolte og selvsikre.
De er ikke til falds for vores vestlige kulturimperialisme men har deres egne ting kørende med film, musik, osv.

– Anders Stochholm i midten og brormand Søren helt ude til venstre – her poserende med noget af holdet bag festivalen.

Relaterede artikler