Debuterende kunstner med meget på hjerte. Dette er JOAH's univers af kærlighed, fortvivles og ungdom

14/08/2020 Af Victor Korning Zethsen

Foto: Kasper Søholm

Hvordan skriver du sange?

”Ift. ’Roser’ startede det f.eks. med, at jeg skrev med en fyr der hedder Konrad (Jeghaderkon), som er producer her i Aarhus. Vi kendte hinanden lidt gennem musikmiljøet, og mødtes i hans studie ved Godsbanen, og så spillede han tilfældigvis et beat, som han sagde var meget anderledes, end hvad han plejede at lave – og jeg sagde til ham ”det er det, vi skal lave noget med” – og det var beatet til ’Roser’. Beatet var meget roligt, men havde egentlig ret højt tempo. Så jeg tænkte at teksten gerne måtte være en smule hektisk, i den måde tempoet blev smidt på, og hvis man hører omkvædet er der mange ord til at starte med. Det prøvede jeg at gøre for at få samspil med beatet, og bygge op omkring det”.

JOAH forklarer, at han har en note på sin telefon, som han løbende skriver idéer i. Det kan være et fedt ord, et interessant rim, eller et par linjer han gerne vil bruge engang. De kommer til ham på forskellige tidspunkter, og derfor har han ”den gyldne note”, som han kan hente inspiration i, når han skal i studiet. Musikken bliver altså ikke bare til i studiet, men hele universet er noget der altid rumsterer i JOAHs tanker.

 

Er det sådan du generelt laver musik? At du laver teksten i samspil med det beat du får, og har du nogensinde en færdig tekst?

”Det har jeg nogen gange. Jeg har skrevet meget længere tid end jeg har lavet musik. Det har altid været lyrik eller rimede på en eller anden måde. En eller anden form for rytme. Tit er ordene noget der går og cirkulerer inde i mit hoved i løbet af de dage hvor jeg skal i studiet. Jeg skal i studiet om et par dage, og jeg har allerede nogle bobler i mit hoved, som jeg gerne vil afprøve og flette ind. Men rytmerne og melodierne kommer først når jeg hører beatet. Teksten er der altså tit i en begrænset grad før jeg begynder. Når jeg så får beatet finder jeg en vokalmelodi og nynner den for mig selv, og bagefter får ordene til at passe på – på den måde opstår sangen i samspil med beatet. Jeg siger altid til mig selv ”jeg skal lave den første linje i omkvædet først”. Den måde omkvædet skal starte på skal være det første. Det giver mig en sikkerhed, for hvis jeg føler det falder godt ind, så giver det mere mening bagefter at beslutte hvor der skal være pauser, hvornår skal melodien gå i dur eller mol, osv.”.

Har du tit et ønske om en bestemt sang før du går i studiet? F.eks. ”i aften laver vi sådan en sang, en lil uzi agtig sang, osv.”?

”Lige nu laver jeg meget musik med en fyr der hedder Victor (Tori Sunder). Han har en meget distinkt stil og vi har arbejdet sammen i lang tid. Men det sidste stykke tid, har jeg prøvet at gøre tingene mere bløde, i stedet for en kold lyd, og gøre beatet mere varm også. Det er mere en stil jeg søger over en længere periode og prøver at ramme. Fordi jeg også i sidste ende prøver at tænke alle numre sammen”.

 

Har en klar idé om hvem JOAH er som kunstner.

“Jeg vil gerne have, at de sange jeg går og laver nu, og har lavet, kan stå samlet. Og repræsentere et samlet billede. Jeg arbejder imod at udgive en EP i starten af næste år, og derfor vil jeg gerne have at sangene har en fælles identitet. Jeg sparrer meget med mine producere. Når jeg hører noget jeg kan lide, så laver vi det. Jeg vil gerne lave noget synergi i studiet jeg dyrker samarbejdet og det fælles, og derfor er mit startsted ofte ”hvad vil du lave som producer?”. Så har jeg sikkert noget tekst jeg synes er fedt, og så prøver jeg at få de to ting til at passe sammen. Hvis man er lidt for indstillet på at lave en sang der f.eks. kører i et bestemt tempo, eller et nummer der har den her ”sound”, så kommer man til at jage det lidt for hårdt, og kommer måske til at efterligne noget man har som reference, og det er farligt at gøre, fordi ens musik bliver for udvandet – man prøver at ramme noget man allerede har en forestilling om. Men alligevel har jeg altid en slags idé om et udgangspunkt for hver studiesession. Men det er mindre mål, som f.eks. ”i dag vil jeg prøve at bruge disse to linjer til noget””.

Og her bruger JOAH så sin gyldne note, hvor han trækker på forskellige inspirationer som er blandet sammen i en smeltedigel er adskilte sætninger, som så ofte danner udgangspunktet for hans tekster. Og i samspillet mellem tekst, inspiration og beats, så kommer stemningen, melodien og resten af sangen til.

 

Grænsen mellem at lave en kopi og få inspiration

”Uden jeg har tænkt over det låner jeg nok også noget fra en som JuiceWRLD, men det er mere tematisk – noget af det jeg skriver om. Og noget af den samme sound kan findes lidt i min vokal, uden at jeg lyder som ham. Ellers er det meget i Danmark jeg henter inspiration. Lord Siva er nok den mest oplagte. Ham har jeg hørt siden den allerførste musik kom. Noget af det univers og den feel han har, det er noget jeg godt kan se i mit eget. Derudover har jeg hørt mange norske rappere, fordi de har en meget distinkt måde – også svenske rappere, for den sags skyld – at udtrykke sårbarhed, samtidig med at deres levering er hårdtslående. Det ses f.eks. hos Cezinando, Unge Ferrari, og Dutty Dior – han er den dygtigste rapper i norden, synes jeg”.

”Mange er meget inspireret af amerikanske artister, og det er jeg også både frivilligt og ufrivilligt. Og så begyndte jeg at tænke over at jeg gerne ville hente inspiration andre steder, og så faldt jeg over skandinavisk rap. Der er nogle bestemte stemninger, hvor det tætteste på i Danmark nok er Lord Siva, Artigeardit og Karl William. De kan pakke følsomme emner ind i en melodisk stemning. Ligesom at jeg både synger og rapper. Der er plads til rå levering. Det er krydsfeltet mellem de rå og det følsomme i det jeg skriver. På den måde rummer min musik nok mange af de følelser man har når man f.eks. er forelsket. En blanding af eufori og frustration, når man kan mærke det skyller ind over en”.

 

Har det også noget at gøre med hvorfor du vælger at synge på dansk?

”Jeg har også prøvet at skrive på engelsk, men jeg kan rigtig godt lide at nørde ordene på dansk. Jeg synes der er nogle spændende måder at udtrykke sig på, på dansk, som falder mig mere nært. Jeg vil gerne prøve at skrive noget som ikke er skrevet før. Jeg vil gerne bruge ord og vendinger, som ikke er hørt før i dansk rap. Mit ordforråd på engelsk er rigtig fint, men jeg kommer måske til at falde i nogle klicheer. Så jeg ser det lidt som en udfordring at skrive på dansk, for der er hele tiden mere at pakke ud. Jeg udfolder mig mere kreativt på dansk. Jeg kommer mere ind til kernen af, hvad jeg gerne vil fortælle i en tekst. Det er mere spændende på dansk, for det er mere nøgent, og jeg udfordrer mig selv, men er samtidig genkendelig på dansk, fordi det er ord vi alle kender. Samtidig kan det lyde mere distinkt, hvor engelsk kan få det til at lyde som meget andet”.

Foto: Kasper Søholm

 

Hvem er Jonas ved siden af JOAH, og hvad laver du til hverdag, udover musik?

”Jeg er lige blevet færdig med en Bachelor i marketing. Jeg brænder også for den verden omkring marketing. Og der er også paralleller til at jeg laver musik. Jeg ser mig selv lidt som et projekt, især i musikøjemed. Peter Sommer sagde for nyligt i P4, at han altid elskede at skrive sange og spille, men også alt det omkring – arrangere fotoshoots, lave pladecover og lave interviews. Det taler lige ned i den forståelse jeg også har af det. I dag er musik mere end bare sangene. Det er også et image og en helhed, man serverer for en lytter”.

”Men jeg kunne mærke, at i takt med at jeg studerede og lavede musik, så begyndte prioriteterne at vende sig. Og nok halvvejs inde i uddannelsen kunne jeg allerede mærke, at jeg ville have et år fri bagefter, for at gå all in på musikken. Også fordi jeg nok ville ærgre mig hvis jeg ikke kunne sige til mig selv, at jeg havde set hvad jeg kunne drive det til. Jo mere tid og tankevirksomhed jeg investerer, desto bedre bliver musikken, og jeg får selv mere ud af det. Og det er i sidste ende derfor jeg laver musik. Fordi jeg kan lide at lave sangene”.

 

Sindssyg stor åbenhed på musikscenen i Aarhus.

JOAH ser i høj grad sig selv som en del af en scene og et miljø, i Aarhus. Han beskriver en stor fællesskabsfølelse, god ånd og vilje, i den Aarhusianske urban/rap/pop scene. En vilje til at hjælpe hinanden, men også en venlig konkurrence, som hele tiden skubber artisterne til at blive bedre. Han beskriver det som et motiverende miljø, hvor man både dyrker sig selv samt fællesskabet. Kunstnerne har både forståelse for det originale, men samtidig godt tag på, hvordan man skriver en ”kommerciel” ørehænger.

Der kommer vildt meget musik fra Aarhus V, som har et meget distinkt præg – de mere old school ville kalde det gangster-rap – mens mit indtryk her i Aarhus C er, at det har en mere poppet vinkel. Det er meget groft sat op, men det siger måske lidt om den stil af musik, der kommer til at komme ud af Aarhus. Sådan noget som føl som, som sammen med mig måske er gode eksempler på den ret brede pallette af musik fra Aarhus C, som alligevel har et poppet skær af en slags”.

 

Vilkårene for undergrundsartister i Aarhus: Er der god mulighed for at være kunstner i Aarhus?

”Der er forskellige initiativer i Aarhus, som Aarhus Volume og Culture Works, som gør vildt meget for både at få etablerede musikere til byen og spille, men kombinerer det altid med at støtte det lokale miljø til Spot, Festuge osv. Der er mulighed for at få en fod indenfor. Der er rigtig god mulighed for at komme ud og spille og lave arrangementer – der er sindssygt stor åbenhed omkring at få noget til at ske. Folk brænder for det i Aarhus. Der er en stor scene for det. Men samtidig mangler der studier i Aarhus C. Måske har det bare at gøre med pladsmangel, men der er virkelig rift om pladserne. Hvilket også siger meget om, at der er mange der gerne vil lave noget”.

Selvfølgelig er det os der laver musikken, men kommunen, arrangører osv. er meget let tilgængelige i Aarhus, og nemme at have en dialog med osv. Der er forskellige initiativer, som er båret af ildsjæle. Rammerne er der, men de kunne godt være bredere. Der kommer dog hele tiden lidt mere vand på møllen”

 

Fortæl lidt om Corona-tiden for dig:

”Praktisk set gjorde det at jeg at jeg fik fri fra mit studie. Jeg havde i forvejen ret meget tid, men det gjorde at jeg havde fuldkommen rådighed over den. Det har skabt mere effektivitet i det hele, hvilket er en fordel. Selvfølgelig er det et problem, at man ikke kan komme ud at spille. Jeg skulle have f.eks. spillet til Aarhus Volume. Og ting i fremtiden hænger i en tynd tråd. Men jeg har haft mere tid til at tænke over hvad det er jeg egentlig gerne vil med min musik, i et større perspektiv. F.eks. at gå tilbage høre noget jeg tidligere har lavet, for at revurdere det en masse gange. Som uetableret artist med blod på tanden kan man godt blive fanget i bare at ville frem, og så fylder man måske en bank med 20-30 numre, og så kan man glemme at høre den igennem og vurdere kvaliteten – og om det hænger sammen. F.eks. er der en fælles fortælling om kærlighed i meget af det jeg laver, og at være ung og rejsen til at blive voksen og indse hvem man selv er, og gøre det igennem kærlighed. Så jeg har været i gang med at sortere – en slags selvreflektion”.

”Samtidig blev det nemmere at gå til mennesker jeg ikke nødvendigvis havde lavet musik med før, og f.eks. sige ”vi har alligevel fri, hvad skal du i dag?”. Det var nemmere at pace sig selv, samtidig med at sænke farten lidt. På den ene side har den praktiske proces med at lave musikken accelereret, fordi man ikke havde andre planer, men den kreative proces er også ændret, fordi man kunne træde et skridt tilbage og sige ”nu har jeg alle disse numre, hvad vil jeg gerne få gjort færdigt, og hvad vil jeg lægge væk til senere brug?”. Det passede egentlig fint ift. hvor jeg også var i projektet.

 

Optimisme for fremtiden:

Fremtiden byder på helt konkrete planer for JOAH. Han har meget skarpe idéer om hvad han skal, og hvor han er på vej hen. Der er tydeligere ambitioner at spore i den unge kunstner, som bare ikke kan vente med at se hvad fremtiden bringer.

Jeg har en masse sange på vej. Jeg har en plan i mit hoved om hvordan jeg vil skabe en fortælling gennem de første numre der udkommer. Næste nummer kommer i september, og regner i alt med at udgive 3-4 numre i år, som kulminerer i en EP i begyndelsen af næste år. Og så føler jeg at jeg har serveret den første portion af JOAH. Og så tror jeg gerne jeg vil prøve at twiste min lyd lidt, for nu har jeg udforsket en bestemt del af det, som allerede har udviklet sig. Der er sange der er mere kolde, måske mere vinteragtige, end nogen af sangene jeg har lavet på det seneste, som har en lidt varmere lyd. Det er kombinationen af de to, og hvad jeg har arbejdet på i halvandet år, som jeg gerne vil sammenfatte i en EP”.

”Derudover regner jeg med at vi skal sætte nogle forskellige ting op her i Aarhus, og jeg vil rigtig gerne starte en dialog op med arrangører og navne i vækstlaget i Aarhus, og lave shows sammen med dem, hvor vi kan komme ud i byen, og vise hvad rap/pop-miljøet, eller det urbane musikmiljø i Aarhus kan. For folk skal opleve det live for at være en del af det. Og jeg vil gerne lave noget sammen med de andre artister, fordi man skal hjælpe hinanden”.

”Og så er min ambition at spille en masse shows. Min store drøm er at spille en festival næste sommer. Den kan an kalde et håb, en drøm, eller hvad man vil, men det er en ting jeg stiler imod. Hvis det sker, vil jeg stoppe op næste sommer og sige ”nu går det godt, nu skal vi videre derfra””.

Det er en glad og optimistisk JOAH, som går efteråret i møde. Han håber at kunne spille koncerter, som er Corona-tilpassede, og at det kan skabe noget kreativitet, hvor man kan tænke ud af boksen – et mindset han egentlig altid har med sig i musikken og det han laver. Han har blod på tanden og glæder sig til at vise hvad der foregår i hans univers, og ikke mindst at dele sin musik med verden. Så nyd den følsomme sang med den hårdtslående levering, og hold øje med ham i fremtiden.

Hør ’Roser

Se videoen

Relaterede artikler