Dance With Dirt er ikke et band. Det er en rockfest

Det halv-aarhusianske band Dance With Dirt spillede larmende pikrock og festede som drengerøve. De vækkede følelser hos de mest dedikerede fans og inviterede resten med til fest. Nu er det slut.

Af Sune Nordby

Vi havde planlagt en reportagetur, men der er god så god stemning i tourbussen, at det er svært at lade være med at grine med. Jess Mørch Gjerulff Gertsen og Magnus Jacobsen, henholdsvis trommeslager og forsanger i Dance With Dirt, spiller gamle cd’er med bandets egen musik, og de skraldgriner, efterhånden som minderne fra gamle dage toner frem.

Fortællingerne handler om drukture i Aalborg, hvor bandet har sit ophav. Og de handler om sangene, som er inspireret af alt fra fædres overmenneskelige scoreevner til dyb sorg i familien. De her fyre ved tilsyneladende alt om hinanden.

Dance With Dirt kan kaldes for drengerøve. Primitive endda. Medlemmerne er hver især som omvandrende kataloger af røverhistorier og indforståede vittigheder. Men vigtigst af alt er de varme, åbne og indbydende.

Det er torsdag, og turen går til København. På grund af et skuffende billetsalg hos det oprindelige spillested er planen lagt om: Et skeleton-crew tager til Escobar for at spille akustisk intimkoncert. Den anden halvdel af bandet, bassist Jonathan Hjorth Lyby og lead guitarist Kristoffer Veirum, slutter sig til turnéen i morgen.

Det lyder som en sølle begyndelse på Repercussion-turnéen, som den er blevet døbt, men Jess og Magnus ser kun det sjove ved en næsten tom bus.

– Det er Dance With Dirt det her, siger Jess.

– Første gang vi har en tourbus i stedet for en lille bil, hvor vi skal sidde ovenpå hinanden, så er vi ikke engang alle med, forklarer han grinende.

Senere på aftenen fortæller Magnus de omkring 30 publikummer på Escobar om situationen. Han bemærker, at det er sjovere at spille på en lille, tætpakket bar end i en stor, halvtom koncertsal. Han fortæller også om den småt befolkede, men hyggelige tourbus. Aarhus Echos udsendte bliver inddraget i fortællingen som en del af turnéen.

Vi havde planlagt en reportagetur. I stedet er jeg blevet inviteret til at deltage i en tre dage lang fest med stop hos Escobar i København, 1000Fryd i Aalborg og HeadQuarters i Aarhus. Det følgende er hovedsagelig baseret på et afsluttende interview i Aarhus og pebret med indtryk fra turen.

Velkommen, dav du gamle, vær hilset

Dance With Dirt kom til verden i løbet af 2007 og 2008. Undervejs har det haft et par konstellationer. Eksempelvis var Joakim Bloch oprindeligt guitarist side om side med Kristoffer. I løbet af bandets sidste to år, fra 2014 til 2016, var Jess Gjertsens plads bag trommerne indtaget af en håndfuld andre trommeslagere. Især Mikkel Frej Eriksen, som spillede med til Dance With Dirt’s sidste koncert som aktivt band.

Læs også: 25-året for en af Danmarks mest definerende festivaler Kosmopolitan!

Under Repercussion-turnéen repræsenteres bandet af de mest aktive medlemmer i dets otteårige levetid. Til fordel for jer, der ikke kender dem, vil jeg tegne et lynportræt:

Kristoffer Veirum

Bag Telecaster-guitaren finder vi Kristoffer ‘Kris’ Veirum. Manden, som kalder sig selv “en dum nordjyde, som gerne ville være rockstjerne” og i samme åndedrag henfører til et citat af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan.

Forrest på scenen med hånd om mikrofonen og guitar om halsen står Magnus ‘Mac eller Mags’ Jacobsen. Den boblende, sociale knægt, der elsker at fortælle historier, næsten lige så højt som han elsker at synge og spille musik.

Jonathan ‘John’ Lyby står et skridt længere tilbage med bassen. Han fremstår umiddelbart tilbageholdende, men på scenen viser han et sultent blik, når musikken svælger. Samtidig har han ofte et vidende smil på læben; Når han taler, lytter vi andre.

Jess Mrøch Gjerulff Geertsen

Alderspræsidenten er Jess Gertsen. Han smiler og griner stort, og hans beskedenhed overfor at skulle indtage sin plads ved trommesættet får ham til at synes uskyldig. Ikke desto mindre viser han sin indre rock’n’roller under koncerterne, idet han hamrer løs, til han ligner en vårkåd tyr.

Og sidstnævnte er et glædeligt gensyn for bandfællerne, som måtte undvære Jess i Dance With Dirts sidste to år som aktivt band.

– Jeg synes, man skal fokusere på det mest åbenlyse, begynder Kristoffer

– Jess er tilbage på trommerne. Jeg synes helt klart, at det efterlod et sort hul, da han ikke var her længere. Så det giver os, der er her, chancen for at vi sammen kan gå ud med maner. For det føltes som om, at rejsen var ufuldendt.

Han påpeger, at de mennesker, der deltager i Repercussion-turnéen, var dem, der ofrede mest for bandet. Omkostningerne var høje, både økonomisk, tidsmæssigt og følelsesmæssigt.

– Så føles det os kun rigtigt, når det skal lægges ned, at det så er os, der får lov til at gøre det, siger han.

Det handler om at kommes ved

Bandfællen Jonathan påpeger, at alle gerne havde haft Joakim ‘Jokke’ Bloch med undervejs. Det lod sig ikke gøre. Til gengæld deltager Mikkel Eriksen i et enkelt nummer i Aarhus til stor glæde for publikummerne, som genkender ham. Denne gang spænder han en harmonika på brystet og deler scenen med manden, han var indskifter for.

Det udløste glædesskrig blandt gæsterne på HeadQuarters, som havde pakket sig sammen foran scenen. Ligeledes var det vigtigt for Dance With Dirt at samle bandet, så meget som det lod sig gøre.

– Dance With Dirt har altid været mere end bare musikken. Det har lige så meget været de mennesker, der spillede musikken, siger Kristoffer.

Magnus supplerer ved at påpege, at det er en udfordring for gruppen at deltage i et interview om bandet uden at henvise til de mange fælles oplevelser.

– Vi har så mange interne referencer i det her band, fordi vi har haft så mange oplevelser internt. Vi har jo også boet sammen på kryds og tværs. Jeg har både boet sammen med Kris og John, forklarer han.

– Som man siger oppe nord på: Vi kom hinanden ve’, kvitterer Kristoffer.

Bandets sociale kvalitet viser sig også hos tilskuerne på de forskellige spillesteder. Dance With Dirt er bedst kendt for musik, man kan synge og danse med til. Under koncerterne handler det om at komme tæt nok på til at blive sprøjtet til af sved. Nok lykkes det ikke at samle mange tilskuere i København, men i både Aalborg og Aarhus er der stærke fremmøder.

Et par dedikerede fans viser sig endda til alle koncerter. Som fynboen Thomas Bernhard Kjærgaard, der lader en tåre falde under koncerten i Aalborg, fordi “det er jo den næstsidste koncert.” Eller Ditte Brøndbjerg Jensen, som ikke alene er med forrest ved alle koncerter, men også tog plads i bussen, hvor hun delte øl og grin med gruppen.

Organismen rører på sig

Det nære samvær skabte over otte år en gruppe så sammentømret, at hvert medlem føler, de tænker ens. Det kommer til udtryk i livemusikken, også når de suppleres af Jess, som har stået uden for bandet i flere år.

Så jeg spørger dem; Hvad tænker I, når I spiller og kigger over på Jess?

– Altså Jess og jeg vi har oplevet lidt af hvert sammen. Vi har båret hinanden ud af Vietnams jungler mange gang, siger Kristoffer, mens bandfællerne fniser i baggrunden.

Han uddyber i en mere seriøs tone:

– Der er ingen tvivl om, at når jeg spiller, så er jeg ikke i tvivl om, at det er ham, der spiller bag ved mig. For han kender mig lige så godt, som jeg kender mig selv. Det betyder meget for, hvordan man spiller. Jeg kan gå ud af en tangent, og jeg ved, at han fanger den.

Det er samspillet mellem venskab og musikalsk sikkerhed, som gør Dance With Dirts medlemmer i stand til at spille musik inspireret af 1960’ernes og 70’ernes improviserende, bluesdrevne rockgrupper. Ifølge Kristoffer lader det sig kun gøre, når man kender hinanden ind og ud.

– Musikken skabte vi sammen, men for at skabe musikken, var vi nødt til at dele meget mere end bare vores kreativitet. Det var også vores liv. Oplevelser i vores privatliv blødte ind i bandet, og vi boede på kryds og tværs sammen.

Jonathan nikker genkendende til Kristoffer

– Vores fælles musikalske baggrund og idoler er noget gammelt shit. Vi kommer ud af sådan nogle bands og musikere, som er meget organiske. Band-bands. Vi har bygget sindssygt meget på det, at vi skal smelte sammen til en enhed og blive til Dance With Dirt, siger han.

– Du er aldrig bedre end ham, der har din ryg, indskyder Kristoffer, før Jonathan fortsætter:

– Det gør, når man spiller live, og man hører et bækken – pschk! – så ved man godt – du-dum – hvordan den lige skal ligge.

– Som en organisme, bemærker Magnus og overlader igen ordet til Jonathan.

– Lige præcis. Det, har jeg altid syntes, var det fede ved det her. At vi er ligesom en amøbe.

Jess hopper nærmest i sin stol for at byde ind med sin konklusion:

– Jeg synes faktisk, at vi spiller bedre end nogensinde.

Don’t believe the hype

Den musikalske kunnen og evnen til at inddrage publikummer blev især bemærket i 2012, da Dance With Dirt vandt P3’s Karrierekanonen. Således blev de sat i klasse med Djames Braun og Kaliber, hvad angår status.

Medlemmerne er fuldstændig enige om, at det var en vigtig og hovedsagelig positiv oplevelse. Det førte til koncerter på store danske scener og turnéer i udlandet. Blandt andet spillede de to gange til Skanderborg Festival og i 2013 til Rock for People i Tjekkiet, hvor de indtog samme scene som Foals og Queens of the Stone Age.

– Jeg synes, det har givet os nogle fucking store oplevelser, siger Jess.

– Jeg tror ikke, jeg kommer længere op i hierarkiet end at prøve at spille på Skanderborg, Rock for People, at tage til Tyskland. Hvis du tager forretningsperspektivet væk, som jeg egentlig er nødt til at sige sådan her til –

Han viser langemanden, før han fortsætter;

– Jeg har lyst til, at vi fokuserer på, hvor stor en sejr det var. I stedet for at fokusere på det kommercielle pis, hvor vi sider og græder, fordi et band bliver hyret af et stort pladeselskab, mens et lille pladeselskab knap nok vil røre os.

Ikke desto mindre er han taknemmelig for muligheden for at nå ud til et bredere publikum.

Kristoffer er ligeledes glad for oplevelserne, som fulgte sejren. Men han ser også en skyggeside.

– Der er ikke noget, der kan korrumpere en menneskeånd mere end smagen af falsk succes, som man tilbeder som en guldkalv. Det kan trække én rundt i manegen, og man bliver en idiot af det, siger han, før han uddyber:

– På sin vis er jeg glad for at have prøvet at se ind i det parnas af guld, glitter og pis – som det egentlig er – og at opleve det, men det er ikke noget, jeg skal opleve igen. Jeg spiller ikke musik, fordi det skal på P3. Og nu kan det godt lyde, som om jeg synes, at Karrierekanonen rent faktisk er en pest. Men vi er alle sammen vores egen værste dommer. Og jeg var i hvert fald ikke stærke nok til at modstå fristelsen for alt det, der lå foran mig.

Magnus kalder det ‘et tohovedet monster’. Oplevelserne var uvurderlige og næsten så overvældende, at tanken om dem gjorde ham blød i knæene, dengang han var yngre. Han kalder det i næste nu ‘et stort ride‘.

– Så var der skyggesiden. For der er et pres. Hvis alt det her var sket på grund af noget andet end Karrierekanonen, havde det været noget helt andet. Når folk ved, at et band vinder Karrierekanonen, så forventer de, at der sker det her og det her, fortæller Magnus.

Han forklarer, at forventninger er en farlig størrelse. De kan aldrig indfries, nøjagtig som man selv eller andre forestiller sig. Man kan nærme sig forventningerne, men aldrig ramme dem fuldstændig, mener Magnus.

Jonathan arbejder til daglig med bands og karriere, så han kan både henvise til sin personlige erfaring og sin erfaring med andre gruppers op- og nedture.

– Der hvor man crasher hurtigst muligt som artist, det er, når man blæser sig selv op til noget, man ikke er. Og Karrierekanonen gør lige netop det, at det tager et meget ungt band og blæser det helt op. Helt op i en sfære, hvor man ikke er som artist endnu, forklarer han.

For eksempel kan et band være så heldige at blive løftet til stjernestatus på grund af et par gode koncerter i Aarhus og København. Så koster det titusindvis af kroner at booke dem, hvilket lyder godt. Det er dog knap så fedt, når man ankommer i en mindre by og knap nok kan samle ti tilskuere.

Det skal bemærkes, at Karrierekanonen på ingen måde tog livet af Dance With Dirt. Men i dag er fyrene enige om, at en del af deres fokus blev trukket væk fra den bærende søjle, som var musik for folket. Magnus kalder hele affæren ‘en kæp i hjulet og en speeder på cyklen på samme tid’.

– Folk har sagt til mig: “Det er også ærgerligt, at der ikke skete mere, for I vandt da Karrierekanonen!” Og jeg kan godt se, hvad de mener, men jeg synes faktisk, at vi drev det til ret meget. Alt taget i betragtning, gjorde vi meget mere, end jeg havde troet, vi kunne, forklarer han.

 No matter what you’ve heard

Efterhånden som bandet forholder sig til store oplevelser og til beslutningen om at lade eventyret ende, begynder de at reflektere over det gamle slogan ‘No matter what you’ve heard, we are Dance With Dirt’. Ord som både blive råbt ud fra scenen og set på t-shirts blandt publikummerne.

Dance With Dirt er ikke et band. Det er en rockfest. Vi finder aldrig ud af, om det kunne have indfriet flere forventninger, men Jess, Jonathan, Kristoffer og Magnus er i dag fuldt bevidste om, hvilken rolle de har haft på den danske musikscene og i folks liv.

– Vi har aldrig været så fascinerede af den klassiske rockfortælling, hvor du kun er rigtig rock’n’roller, hvis du har full-sleeves og tager stoffer. Det har aldrig handlet om de klassiske ‘dyder’. Det har handlet om at gøre noget fedt, forklarer Magnus.

Kristoffer forstår godt, hvorfor mange musikelskere er tiltrukket af de mystiske rockstjerner. De bands, der kører rundt i limosiner med tonede ruder. Men det er – eller var – Dance With Dirt ikke.

– Vi har sgu altid været dem, der går ned og snakker med folk. Det her er en fest, og det er fandme en underlig fest, hvis der sidder fire røvhuller og styrer stereoanlægget, som ikke gider lade dig sidde ved bordet.

Dance With Dirt har således lagt sig mageligt i graven. Det har ikke ført til den store gendannelse af bandet. Det har ikke ført til en overraskende annoncering om, at bandet går på vejen igen. Men de fire Aalborgdrenge har genfundet det, der betyder mest for dem.

– For mig betyder det at få tre venner igen. Jeg er ikke den store tudekarl, men det har været missionen for mig. Og det lykkedes, fortæller Jess.

Hvad angår døden, bemærker Jonathan, at:

– Det var næsten grotesk, at sloganet til sidste afslutning var: “Sometimes, to truly live, you have to truly die.” Men lige nu lever vi jo meget mere, end vi nogensinde gjorde.

Kristoffer kigger fra sin bandkammerat og over til mig. Hans ansigtsudtryk er halvvejs mellem salig og sarkastisk, idet han konkluderer:

– I virkeligheden er der jo ikke noget, der dør. Det ændrer bare form.

Nok er den organisme, vi kalder Dance With Dirt, død, men festen skal nok leve videre. Og vi er alle inviteret.

Relaterede artikler