Bear With Me: Fra sideman til frontfigur

På Godsbanens egen Plantecafé finder Aarhus Echo Thorbjørn Kaas og tager en snak om Bear With Me’s kommende EP-udgivelse og om Thorbjørns egen baggrund som musiker i det aarhusianske musikmiljø.

Af Jonas Lundgaard Suni

Da vennerne startede på gymnasiet valgte Thorbjørn musikken. Han startede på MGK i Aarhus. Inden klassekammeraterne kunne nå at færdiggøre deres gymnasiale uddannelser, blev han optaget på Det jyske Musikkonservatoriums rytmiske linje. her har han i dag har studeret i 4 år.

– Jeg er vokset op med at spille musik. Begge mine forældre spiller og har altid spillet. Min farfar og tipoldefar har også spillet og undervist. Så det har altid været en naturlig del af at være til, at spille musik og lave musik.

Eget projekt, hvor musikerne er med på råd

I 2016 påbegyndte Thorbjørn Bear With Me. I dag to år efter, indbefatter bandet et 5-mands orkester, der er i færd med at lægge den sidste hånd på debut EP’en. Trods Thorbjørns blot 22 års unge alder, har han allerede skabt sig et navn i det aarhusianske musikmiljø. Men med Bear With Me er det første gang, at han stiller sig selv forrest på scenen.

– Førhen har jeg været meget sideman og været del af bands i klassisk forstand, hvor man er fælles i skriveprocessen og skaber musikken sammen. Det der med at have et projekt, der er ens eget, har jeg ikke prøvet før nu.

Læs også: Live at Tapetown – Sådan sætter du et lydstudie på landkortet

Rent lydmæssigt stiler Bear With Me efter en sammenspillet lyd, og er ofte blevet sammenlignet med bands som Röyksopp, Washed Out, Tame Impala og Air. Orkesteret er derfor en central del af musikken både live, og når musikken skal indspilles. Det har den erfarende musiker gjort sig nogle tanker omkring:

– Dem, jeg har valgt at delagtiggøre i projektet, deler jeg den samme musiksmag med, men i første omgang er det musikere, jeg synes er mega fede og vildt dygtige. Jeg synes, de har deres egen lyd i sig selv. Jeg kunne godt stå og lytte til dem spille for sig selv, fortæller Thorbjørn.

Feedbackstudie og Lydhavnen

Den kommende EP er indspillet i det ikoniske Feedbackstudie. I 80’erne og 90’erne var det et samlingssted for meget af den musik, der kom ud af Aarhus, frem til i dag. Navne som Peter Sommer, Kajsa Vala og The Broken Beats har indspillet her.

Anders Boll mixer og producerer EP’en, og det hele er samlet på ét sted, nemlig på Lydhavnen i Jægergårdsgade. På spørgsmålet om, hvorfor Bear With Me har valgt at producere deres EP på Lydhavnen, svarede Thorbjørn følgende.

– Jeg kender de fleste folk dernede, og synes det er det fedeste sted. Der er en helt speciel energi over, at der er så mange som arbejder så intenst og professionelt med lyd på så lidt plads. At de arbejder på kryds og tværs gi’r bare noget, siger han og forsætter.

– I første omgang ville jeg bare gerne producere den sammen med Anders Boll, da jeg havde en fornemmelse af at vores musik og hans måde at arbejde på, ville passe godt sammen.

Entreprenørskab og Møsmøs

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at man som musiker skal være entreprenant, hvis man gerne vil have projekterne til at lykkedes. Der skal søges fondsmidler, koncerter der skal arrangeres og musik som skal udgives.

– Det fylder helt vildt meget at sætte sådan noget op, fordi der er mange led i det, særligt hvis man står med det alene. Så kan det nærmest føles som et deltidsjob nogen gange.

– Vi er på et lille pladeselskab, som hedder Møsmøs, som jeg virkelig synes, vi er heldige med. Bare det at sige det højt og lægge planer sammen med andre, gør det mere virkeligt. Man har allerede gjort 50% af arbejdet, hvis man får det italesat.

Håbet om hvad fremtiden bringer

I sommer blev bandet udvalgt til at spille på Oppenheimer, og deres første koncerter har primært været i Aarhus. Alligevel er ambitionerne til mere for det unge band. Inden for de kommende år drømmer de om at få lov til at træde op på den udenlandske scene.

– Vi har en to års plan. Fra nu og til og med næste sommer, der vil vi selvfølelig gerne spille på SPOT og Roskilde, hvis vi kan komme til det. Spille nogle sommerfestivaler og generelt komme ud og turnéer lidt i forbindelse med udgivelsen, gerne andre steder end Aarhus. Det kunne være fedt at få spredt det rundt i landet, men også at komme på tour i Tyskland, Norge, Sverige og England, slutter Thorbjørn.

Relaterede artikler