Reportage – Astronaut styrede raketten mod New York

foto: Jannick Børlum

Af Magnus Gaardbo

Lift-off

Få minutter inden lift-off har hundredevis af feststemte århusianere indtaget gulvet. Med armene ned langs siden, skulder ved skulder, fylder de Radar fra væg til væg, omgivet af forventningsfulde samtaler og ølansporet latter. Alle venter de forventningsfuldt på at blive taget med på en rejse væk fra det hjem, de kender og med albumaktuelle Astronaut ved styrepinden blive ført sikkert ud blandt stjernerne.

Loftslyset slukkes, snakken forstummer og badet i rødt lys indtager Tobias Sachse, Rio Bravo, Jonas Ege, og Anders Rothmann scenen. Nedtællingen er begyndt. Imens de første bløde toner flyder fra bandet, indtager frontmand Martin Zeppelin scenen under bragende bifald.

Negative Space

Astronaut åbner koncerten med sangen Negative Space, som også er første nummer på debutalbummet Silence One. Indenfor kunstverdenen, dækker begrebet Negative Space over området mellem og omkring emnerne på et billede. I aften er alle øjne rettet mod scenen, men den egentlige oplevelse er universet, som Astronaut lempeligt introducerer de fremmødte for. Bløde, undervandsagtige toner i en gradvis opbygning, som pludselig erstattes af et klavertema, inden bandet for alvor bryder overfladen med taktfast bas- og trommearbejde, som holder de mange lag af rumklang og arpeggios i skak, og dermed i live. Bandet spiller 6 A.M., inden Martin Zeppelin endelig henvender sig til sit begejstrede publikum.

– I kan få det hele, Aarhus!

Imens basgangen til singlen New York groover i baggrunden.

New York

– New York var sådan en sang, vi jammede os frem til i den lejlighed, vi havde lejet, fortæller Tobias Sachse om den nyeste single.

Bandet var rejst til den Amerikanske metropol for at indlede samarbejdet med stjerneproduceren Claudius Mittendorfer, som senere skulle komme til at mixe største delen af Silence One. Her blev de mødt af en anden by, end de havde forventet. New York, som almindeligvis stemmer demokratisk, var i opbrud som følge af Donald Trumps valgkampssejr.

– Det var en uge op til præsidentindsættelsen, så der var sådan en vild stemning i byen. En anspændt og underlig vibe. Folk gik og råbte på gaden, forklarer Martin Zeppelin.

– Der var en politimand som sagde, han skammede sig over at være Amerikaner.

– Sangen blev ligesom et resultat af at være der og have antennerne ude. De samtaler vi havde, og hvad der var i luften, opsummerer forsangeren.

Den stemning er heldigvis ikke at spore på Radar i aften, hvor sangen bidrager med koncertens første klimaks. Astronauterne har svært ved ikke at smile på scenen, selvom de også er koncentrerede.

– New York er let forståelig og charmerende på grund af basgangen og musikken, men den har også en kompleksitet i forhold til stemningen i teksten. Det er det, der gør den til noget andet end sådan en sing-a-long disco 70’er sang, mener Tobias Sachse, og forklarer at det var nogle af grundene til at vælge netop den sang som single.

– Alle vores venner dansede, når vi spillede den for dem, tilføjer Martin Zeppelin.

Kryptonite

Efter To The Stars sætter Martin Zeppelin sig ved klaveret midt på scenen. Bandets karismatiske, kunstneriske tyngdecentrum, som de andre medlemmer svæver omkring. Det er en fed dynamik. Alle bakker hinanden op. Det er på én gang kammeratligt og professionelt, og selvom det er den langhårede mand ved klaveret, øjnene hele tiden vender tilbage til, er Astronaut bestemt en kvintet, hvor hvert medlem bidrager med personlighed og musikalitet.

Og så er det godt at have venner i ryggen, når man oplever modgang.

Læs også: Lowly gik fra vandtårn til lagerhal i arbejdet med ventet opfølger

Martin Zeppelin forøger at komme i gang med Telly Man, men et insisterende feed, forhindrer ham. Lydteknikeren er på overarbejde, og i et øjeblik ser det ud til, at stemningen, som Astronaut pertentligt har bygget op, kan falde sammen som et korthus. Tonen tager til i styrke og overdøver snart både klaver og vokal.

– Det er ikke med i sangen, griner Martin Zeppelin selvironisk, velvidende om bandets tendens mod de store flader, som feedback loopet næsten provokerende imiterer, og han løfter fingrene fra tangenterne.

Kommentaren lægger en dæmper på de anspændte vibrationer, og pludselig er der en helt anden folkelig atmosfære i rummet. Bandet konkurrerer en lille smule med publikum, som begynder at snakke i pausen, men vinder hurtigt opmærksomheden tilbage, og leverer Telly Man og den længselsfulde Kryptonite med nærvær og hjertevarme.

En åre af kærlighed

– Det føles som om, vi har fået faklen – hvis der er en fakkel, lyder det fra Martin Zeppelin, der rejser sig fra klaveret, imens de første toner fra Inside An Atom fylder rummet.

Og det føles i den grad, som om han har ret. Omkvædet rammer med en overbevisende blanding af optimisme og melankoli, og til venstre lyder et begejstret ’hold kæft, det lyder godt,’ og resten af publikums svajer bekræftende, smiler, skåler, synger. Den første single fra Silence One er måske koncertens højdepunkt.

– Der er en åre, en kærlighedsånd, en romance, der gennemstrømmer albummet. Det var derfor, Inside An Atom blev første single. Den var døren ind til det, fortæller Martin Zeppelin inden koncerten.

Det er den samme ånd, som hersker på Radar under resten af koncerten. Astronaut forlader kortvarigt scenen efter Wondergirl og Did You Know, for at blive kaldt ind til ekstranumrene Silence One, No Place For Lovers og Lovers Collide. Til sidst griber den ekstatiske forsanger mikrofonen og bekender for den jublende skare:

– Det er løgn. Der er et sted for lovers – det er lige her! Det er en af de bedste dage i vores liv. Tak, fordi I kom, og fejrede den med os!

Relaterede artikler