Årets nye musikalske kuld på Fatter Eskil!

Af Carsten Holm

Vi har ramt marts. Det er forår min ven – det siger kalenderen, og du kan begynde, at tro på, at blomsterne springer ud lige om snart.

Der er også årstiden, hvor de næste musikalske blomster er klar til at springe ud. Blomsterkassen hedder Fatter Eskil, hvor der onsdag d. 7. marts er åbningsaften på Fatter Eskil Prisen.

I alt vil 16 nye danske navne, fra de fleste steder af landet, dyste om 25.000 stærke danske kroner, hæderen og følge i slipstrømmen af navne som Velvet Volume, Kajsa Vala og Scarlet Pleasure, der tidligere har spillet på den lille scene i Skolegade, og har brugt det som startskud i deres karriere.

Aarhus Echo præsenterer alle 16 navne i takt med, at de ruller ind i byen for at indtage Fatter Eskil – i dag glæder det Mute The Tape, Silque, Hollow Birds og PUST.

Mute The Tape – Stadionrockenen fra Hammel.

Mute the Tape fortæller:

– To af os kommer oprindeligt fra Hammel. En er fra Hinnerup og sidstemanden er fra Fjerritslev. Vi har spillet sammen siden 2015.

Vi er ret præget af den energiske rock genre.  Stadionrock er nok også en tildels fin beskrivelse.

Mute The Tape har spillet størstedelen af vores koncerter i Århus herunder blandt andet Radar, VoxHall, Train, Gyngen, Fatter Eskild, Café Vinylrock og HeadQuarters. Alle de største venues har været i forbindelse med vores deltagelse i Emergenza.

Nu er vi jo 3 ud af 4 der er fra Århus omegn, hvilket har gjort, at Århus generelt har været stedet, vi har søgt hen. Aarhus har været det oplagte valg, når vi har skulle udforske musik. Blandt andet navne som GoGo Berlin, Rival Sons, Saveus og Electric Guitars. Inden længe skal vi igen ud og opleve saveus, men inden skal vi genopleve VETO!

Vi har spillet på VoxHall 2 gange. Det har hevet et sus frem i kroppen begge gange, og vil fortsat nok også gøre det. Det gør en stor del for oplevelsen, at man selv har set sine helte på samme scene, som man nu selv står på – det er virkelig en fed fornemmelse.

Der er fire singler ude, med Mute The Tape på diverse streaming tjenester:

Sound of the Sun, Children of decease, Asking for more, Fool.

Vi har netop været i Tapetown-studios og optage 3 resterende sange til vores kommende EP. Så der er også noget i vente!

Pressen har blandt andet skrevet: Mute the Tape mødes omkring et godt sammenspillet tyngdepunkt og et melodisk instinkt med raske riffs og fede guitar-snurrende passager. Det er basalt, det er effektfuldt. Med friske maskuline rock’n’roll-impulser. (Anders Houmøller Thomsen, spildansk.dk)

SILQUE – Hundrede koncerter under bæltet.

Mads Kieler foræller:
– Vi kommer oprindeligt alle fire fra Køge, hvor vi mødte hinanden på Køge Gymnasium. Vi bor dog alle sammen i København nu, hvor vi har øvelokale/studie på Nørrebro. SILQUE er et projekt, som er halvandet år gammel cirka, men vi har spillet sammen i mange år i en anden konstellation. Det giver os noget erfaring, som især kommer til udtryk live, da vi efterhånden er oppe på omkring 100 koncerter sammen.

Vi spiller alternativ/indierock, som er meget farverig og drømmende. Der er helt klart også en snert af noget atmosfærisk med store 80’er synth-flader blandet med chorusprægede guitarfigurer.

Vi har haft fornøjelsen af både at spille på TAPE tilbage i marts og til Oppenheimer i sommers på Radar. Begge oplevelser var virkelig gode, og vi mødte et meget lyttende og engageret publikum, hvilket jo altid er rart. Og det er også med de oplevelser i bagagen, at vi glæder os til at komme tilbage og spille for aarhusianerne.

Da vi bor i København, er det jo desværre ikke så tit, at vi lige slår forbi Aarhus. Så de gange vi har oplevet musik har været i forbindelse med vores egne koncerter. Til gengæld har det været nogle rigtig gode oplevelser med Turquoise Sun (både på TAPE og Oppenheimer), Moon Loves Honey på TAPE og Monti, SUNDAYS, Peppermint B på Oppenheimer.

Dagen efter Oppenheimer brugte vi eftermiddagen på at hænge ud i solen ved Godsbanen. Der er en virkelig fed DIY-stemning, og vi drak god kaffe på Plantecafeen. Godsbanen er et virkelig godt initiativ, og det er et ret særligt og unikt sted. Derudover er Under Masken altid et godt sted at tage hen for gode øl og rockmusik.

Pressen har blandt andet skrevet: De kommer i særdeleshed til deres ret, når de spiller live. Ved sidste års udgave af upcoming-eventet Oppenheimer leverede de en gedigen optræden og overbeviste samtidig om, at rocken i den grad stadig er relevant og interessant. (GAFFA)

Indtil videre har vi udgivet vores debutalbum ‘Gloria’ som udkom d. 6. oktober sidste år, og hvor vi var så heldige at få airtime på både P3, P4 og P6. Albummet blev indspillet i Købehavn i Vibe Factory og efterfølgende færdiggjort i legendariske Abbey Road Studios i London, hvilket var en stor oplevelse at besøge. Vi har derudover en masse nyt på vej, og vi udsender singlen ‘Drive’ d. 16 marts, som er forløberen til en kommende EP, der udkommer til foråret.

Hollow Birds – Mørket og melankolien

Emil, Ruben, Tony og Kim fortæller:
– Hollow Birds kommer fra Aarhus og Vejle. Vi har spillet sammen siden efteråret 2015.

Når vi taler med publikum efter vores koncerter, så oplever vi tit at blive sammenlignet med en hel pallette af vidt forskellige genrer og bands, som vi nok ikke selv havde troet, vi kunne sættes i forbindelse med. Vi plejer at kalde det Mørk Melankolsk Rock. Det rammer det meget godt ind, hvis man absolut skal smide en genre på det, (og det skal vi jo). Vi hæfter os ikke så meget ved definere en genre for at være ærlige. For os handler det meget mere om at skrive den musik, vi selv kan li’. Når vi skriver og taler ’musik’ i bandet, så er det oftest i billeder, og det er også sådan, at vi hører andre oplever vores musik.

I efteråret spillede vi vores første koncert i Aarhus på Fatter Eskil. Det var i forbindelse med ORAs’ (Organisationen for Rytmisk Amatør Musikere) Audition Days, og vi blev modtaget rigtigt godt, så vi glæder os til at komme tilbage igen.

Radar må være vores favorit scene i Aarhus, fordi rammerne omkring musikken er så dynamiske og fede. Den sidste koncert, vi oplevede, var med Get Your Gun!

Pressen har blandt andet skrevet: Fra dansevenlige sommer vibes til indadvendte grunge toner i form af Hollow Birds. Deres skramlende, noise-grunge rock skubbede til genren i Quasar 2017, og efterlod publikum med trang til mere. Den massive lyd var klart ud over scenekanten (Musikblogger.dk)

Sidste år lavede vi nogle live sessions, som vi udsendte på Youtube. I øjeblikket er vores debut EP så ved at blive mixet, og den udkommer nok senere i år. Vi har endnu ikke fastsat en releasedato.

PUST – Musik på musikkens præmisser

Sanger Gry Colding fortæller:

– PUST kommer fra Jylland, hvis det skal dække for os allesammen. Tobias Kaastrup (bas) er fra Them, Mikkel Rosengaard (guitar) er fra Holstebro, Elias Lykkeskov (keys) er fra Hornslet, Bue Gundersen (trommer) er fra Aabenraa, og jeg selv, Gry Colding, er fra Tarm. Mikkel og jeg mødtes i sin tid på Musikalsk Grundkursus i Holstebro, og resten af bandet mødte jeg i konservatorie-regi i Aarhus.

PUST har eksisteret siden 2016, men det var for alvor i 2017, at projektet begyndte at forme sig, og i oktober 2017 udgav vi vores debutplade Ventriloquist.

Vi er et band, der nærer en stor kærlighed for dream-poppens smukke melodier og art rockens storslåede univers. Derfor er det også svært at løbe fra, at vores musik helt sikkert befinder sig et sted i smeltedigelen imellem disse, spækket med lækre 80’er synth lyde, melodiske bas-linjer, ambient guitar, dynamiske trommer og legende vokal.

Det er vigtigt for os at skrive musik på musikkens præmisser, og at vores numre ikke skal passes ind i en skabelon, men at numrene derimod bliver formet af den slags æstetik, hvor man kan og vil tage sig tid til at lytte og ikke forholde sig til en ramme, der siger 3 min og 30 sek og et omkvæd, der skal falde indenfor de første 30 sekunder.

Vores tekstlige univers er i høj grad en spejling af det, der sker i samfundet, af de filosofiske strømninger der florerer og de politiske debatter der former vores verdenssyn. Teksterne er ofte ment som et kærligt opråb eller en opfordring til at se nogle udviklinger i øjnene. Vi vil så gerne udfordre, provokere og skubbe lidt til de holdninger, der eksisterer, og her er kunsten og musikken bare et utroligt godt talerør, og et rum, hvor der er plads til refleksioner om, hvor vi er, og hvor vi bevæger os hen.

Vi har spillet i Aarhus flere gange de seneste år, så jeg tillader mig at fremhæve nogle enkelte koncerter:

Opvarmning for Liima på Radar den 1. april 2017 står klart som et helt særligt øjeblik under installationskoncerten Concert-In-Stallation ATMOSPHERE. En helstøbt aften hvor kunsten virkelig fik plads til at brede sig ud, og hvor ikke kun musikken var i højsædet men også scenografi, dans, gastronomi og visuals.

Studie Start Aarhus den 31. august 2017 som opvarmning for bl.a. CHINAH og Sekuoia. En rigtig fin sensommerdag med skøn feedback, selvom der ikke var så forfærdeligt mange mennesker.

Sidste vinter vandt vi desuden en Levende Musik i Skolen turne igennem konservatoriet, og i november spillede vi 4 skolekoncerter for elever i alderen 11-15 år. Et virkelig fedt projekt som vi virkelig nød at få lov til at spille, og beviset på at vores musik ikke kun er til og for voksne men også for børn og unge. Det var vildt livsbekræftende og givende at mærke, at teksterne og musikken gjorde så stort indtryk på de unge!

Alle medlemmer i PUST storforbrugere af musik i Aarhus, og går både til koncerter i Musikhuset, Train, Voxhall, Atlas, Radar men også de mindre Head Quarters, Fatter E., Fairbar, Tape, Black Box på lydhavnen, SpLab etc etc.

HeadQuarters bliver tit der, hvor vi tager ned for at hænge ud, fordi det bare altid er hyggeligt og så har Ole og Amira altså bare en vidunderlig æstetik og musiksmag- hvem kan modstå Motown Night? 😉

I oktober udgav vi vores debutplade “Ventriloquist” på både CD og vinyl!

Relaterede artikler

 Tomas Hyka Authentic Jersey