AarhusEcho Julekalender 4. december – Kajsa Vala

Kajsa Vala - Foto Lars Just

Kajsa Vala – Foto: Lars Just

Navn: Kajsa Vala Zachariae

Kunstnernavn: Kajsa Vala

Af Zina Hameed & Lærke Kruse

Kajsa Vala en er en dansk/islandsk sangerinde, der blander alt fra rock, folk og country og der er en snært at nordisk melankoli over hendes udtryk. Hun er vokset op i det aarhusianske musikmiljø, uddannet guitarist og med hendes første plade “Your Train” spiller hun selv størstedelen af instrumenterne på flere af sangene, samtidig med at hun også agerer som sangskriver og sanger. Kajsa Vala er altså med andre ord, et musikalsk naturtalent.

Hvad er din yndlings jule/vinter sang?

Jeg har forskellige julesange, der har forskellig betydning, men den sang der betyder at “Nu er det jul” er Mariah Careys ‘All I want for Christmas’ – det er en mega guilty pleasure, der altid får mig i julehumør.

Hvad er dit bedste juleminde?

Jeg har mange gode minder fra juleaftener, men det er nok de gange, jeg har fejret jul i udlandet der hænger mest ved. F.eks. Juleaften i Damaskus i 2009 med hele min familie (og vi er rigtig mange) med tør kalkun og en sørgelig risalamande. Når man flytter sig fysisk fra de rammer, man er vant til at fejre julen i, så bliver det kogt ned til dét det handler om; at være sammen – også selvom julemiddagen var helt skrald! Det er en af de gode juleaftener.

Hvad er din yndlings julespise?

Gås! Vi har tradition for at at spise gås juleaften, og det er ikke noget vi ellers spiser, så det er helt specielt. Gg jeg glæder mig altid til det.

Jul eller nytår? 

Jul, da det er den tid på året jeg holder allermest fri og slapper allermest af.

Hør Kajsa Vala på Spotify.