AarhusEcho Julekalender 21. december – Fjer

Fjer - Foto af: Emma Milner

Fjer – Foto af: Emma Milner

Navn: Maja Barløse

Kunstnernavn: Fjer

Af Zina Hameed & Lærke Kruse

Bag aliasset Fjer står Maja Barløse, som sanger, sangskriver og producer. Musikken bevæger sig i et elektronisk R&B-land og leveres med tunge beats og synthesizers, hvor især sangerindens stærke stemme får lov at flyve frit og storladent. I 2015 rykkede Fjer til New York, for at få ny luft under vingerne. Hun fik dannet en trofast fanbase og et springbræt for en international karriere, med én fod plantet i Danmark og én i New York City. Efter mange års musikalsk udvikling og personlig rejse, udgav hun endeligt sit debutalbum, “You Again” i efteråret 2018. Albummet blev nomineret som “Årets Danske Pop Udgivelse” af musikmagasinet GAFFA og singlerne fra albummet har opnået flittigt airplay på P3 og UK’s Amazing Radio. Albummet består af 12 nye sange skrevet, fremført og produceret af Fjer selv (på nær to sange produceret af den københavnske producer Lennart Rasmussen (tidligere del af Kill J).) Albummet indeholder features fra den amerikanske sangerinde Zoë Wick og San José rap-ikonet Lucy Camp. 2019 sluttede af med singlen “On My Own” som meget passende handler om at følge sine drømme på sin egen måde. Singlen havnede på Spotify’s New Music Friday, De Nye & Hej Søster. 2020 tegner til at blive et travlt år for den produktive multi-kunstner.

 

Hvad er din yndligs julesang?

Det er svært at vælge! Er en sucker for julemusik. En top 3 ville være:

“Someday At Christmas” af Stevie Wonder. Den er mega rørende og vigtig, og en mere politisk en af slagsen, hvor han snakker om, at vi måske en dag ved juletid kan vi få fred på jorden og undgå krig og ødelæggelse.

“Christmas Song” af Nat King Cole. Clas-sic. Den sætter mig instantly i julestemning, og jeg elsker Disney-stemningen med de vintage-lydende strygere og hans croonerstemme.

“O Holy Night” af Mariah Carey’s version.  Hver eneste jul prøver jeg at synge med på det vokal-marathon, den sang er, og hver eneste jul kommer jeg tættere på at ramme det B6, hun rammer til sidst. #musicnerd

 

Hvad er dit bedste juleminde?

Da jeg var lille, var julen altid ret “pæn”. Vi fik vores bedsteforældre på besøg, og skulle opføre os ordentligt. Jeg elskede at hente min Morfar nede på Banegården i Aarhus. Han var 2 meter høj, mega Hollywood-classic flot herre, som havde en kæmpe trenchcoat på. Jeg elskede at give ham årets største krammer, og han gav mig en Läkerol, som han altid havde en æske af i sin jakke. Da alle mine bedsteforældre ikke længere var her, blev julen til noget, der bare var mine forældre, min bror og jeg. Første år det var os fire, var super underligt, men så fik vi totalt grineflip, mens vi dansede om træet, fordi det lød så dårligt når vi sang. Nu er det blevet til en tradition, at vi har det enormt sjovt og afslappet hele julen, men dog tager vi stadig fint tøj på og laver fin mad.

Hvad er dit yndlings julespise?

Mm, elsker brunekartofler. De er jo for sindssyge! Det er som slik. Og så min veganske risalamande jeg fik lov at lave sidste år, på trods af at jeg kommer fra et totalt kødspiserhjem, og især min far var meget skeptisk. Men alle spiste den og elskede det. Jeg prøver gradvist at indføre mere og mere vegansk jul, da jeg selv er planteæder, men det er lidt en kamp. The struggle.

 

Jul eller nytår?

Klart jul. Det er nok det eneste tidspunkt på året, hvor jeg 100% slapper af og lader mig selv gå rundt i pyjamas 24/7, få grineflip med min familie og se 1000 julefilm, mens jeg æder løs. Det er da skønt at have det break, og fedt at alle andre også er væk fra emails og instagram – selvom det kun er et par dage om året.

Hør Fjer på Spotify.