AarhusEcho Julekalender 20. december – JJ Paulo

JJ Paulo – Foto: Rasmus Wang

JJ Paulo – Foto: Rasmus Wang

Navn: Joram Johan Paulo

Kunstnernavn: JJ Paulo

Af Zina Hameed & Lærke Kruse

JJ Paulo er en sanger og producer opvokset i Silkeborg og nu bosat i Aarhus. Selvom musikken har dansk oprindelse, kan de afrikanske inspirationer tydeligt høres. Musikken kan man ikke undgå at danse til og Paulos afrikanske rødder lader sig da heller ikke fornægte. Den varme der strømmer fra de catchy grooves er fyldt med generøsitet, når de afrikanske rytmer røres op med en ordentlig omgang rap. Værterne i P3 programmet “Vidundergrunden” kalder JJ Paulo for Danmarks bedste live performer og hans senest EP “BUJORAM” skaffede ham en kåring som ugens artist på Svensk P3 samt ’Ugens lyd’ i den danske P3. I 2019 har live-kalenderen været fuld af en vellykket forårstur som support for Wafande samt festivaljobs i Norge, Sverige og Danmark. Oven i det har JJ Paulo netop holdt sin første headlinerkoncert på et pakket Beta!

At være til et af JJ Paulos shows er som at få et stort kys af afrikansk kultur.

Hvad er din yndling julesang?

Min yndlings julesang er ”Nu det’ jul igen”. Når vi kommer til den sang, så ved man, at det er den sidste vi mangler inden, vi kan åbne gaver. Så er min far født og opvokset i Tanzania, så det er også den eneste danske julesang, han kan. Det jo lige ud ad landevejen, for du skal bare synge det samme igen og igen.

Hvad er dit bedste juleminde?

Det må være fra dengang, jeg var omkring 10 år gammel. Min bror og jeg havde fået det nyeste Fifa, så vores mor gav os lov til at spille i 45-50 minutter. Det var ret vildt, for vi havde aldrig fået lov til at spille i mere end 30 minutter. Hun havde fortalt os, at hvis man spillede i mere end 30 min. så fik man firkantet øjne, så da vi nåede op omkring de 30 min. holdt vi lige ekstra godt øje med hinanden, for at se om øjnene ændrede sig til firkanter. Men det gjorde det ikke! Så vi var to ret lykkelige drenge, der levede luksuslivet fordi, vi fik lov til at spille så længe OG fordi vores øjne ikke blev firkantet! Men, ingen hate til folk med firkantet øjne!

Hvad er dit yndlings julespise?

Risalamande. Men det er også pga. mandelgaven. Det sjove er, at alle spiser så meget bare for at få mandlen. Det er lidt ligesom at spise i Afrika. I Tanzania, hvor jeg er opvokset, er det ikke helt det samme, som når man spiser i Danmark. I Danmark kan vi li’ at spise, og vi mødes rundt om bordet, hvor vi samles og samtaler. Men i Tanzania der spiser man sateme! Man kigger kun på maden, og lige så snart man har sunket, så er det videre til næste portion. Et måltid er en sport, og det er det samme, når vi får risalamande til jul. Når vi får risalamande, så prøver jeg at small talk, for at få de andre til at snakke, så jeg kan nå at få mandlen inden alle de andre. Jeg spørger om min søsters følelser og sådan noget – det går jeg jo ikke op i normalt. Eej, det passer ikke. Men jeg er en taktiker i spillet.

Jul eller nytår?

Jeg er 100 procent mest til jul. Det der med at man får gaver, og man bare er samlet hele familien. Nytår synes jeg bare tit ender med en stor skuffelse. Man går hele året og snakker om at man skal holde den fedeste fest. Så tager man i byen, og så kan man ikke komme ind, eller også skal man betale for at komme ind, men så afviser dørmanden én, fordi man har siddet og spillet computer hele natten, så man har fået firkantet øjne, og det har han ikke set før.

Der er en masse forventninger til nytår, hvor jul er stik modsat. Der hygger man bare og er samlet med sin familie, hvor man bare skal være.

Hør JJ Paulo på Spotify.