AarhusEcho Julekalender 17. december – KATLA

KATLA - Foto: Malthe Yde Tiufkær

KATLA – Foto: Malthe Yde Tiufkær

Navne: 
David: (Bass, Vokal)
Marc: (Guitar)
Rasmus: (Trommer, Vokal)

Kunstnernavn: KATLA

Af Zina Hameed og Lærke Kruse

Katla er en doom metal trio bestående af en syngende trommeslager og bassist og en guitarist. 1/3 af bandet er fra Aarhus, men de har taget ånden til sig, og kalder sig for ’et selvudnævnt jydeband’. På et enkelt år stormede Katla frem og retfærdiggjorde deres bandnavn, som er opkaldt efter en frygtindgydende drage. Den satanisk/hedenske gruppe spillede på Wacken i sommer og har fået etableret et solidt program for resten af 2019 og 2020, hvor de vil besøge mange steder i landet og nu også en by nær dig!

Katla spiller tung og voldsom doom uden nåde. Knusende riffs, black-metalliske vokaler og brutale passager er kendetegnet for de tre mænd. Med headbangs, der rammer gulvet og trommer, der ikke ser morgendagens lys, inviterer Katla til en tur i helvede, med bajere, kærlighed og masser af satan.

Hvad er din yndlings sang?

Marc: “No Presents For Christmas” med King Diamond! Fordi det er King Diamond. Ikke så meget pjat der.

David: “Jul det’ Cool” med Mc Einar. Fordi det er forfriskende med en humoristisk kritik af en tradition, der i bund og grund handler om overforbrug.

Rasmus: Alt med Beach Boys.

Hvad er dit bedste juleminde?

Marc: Hertil havde Marc ikke noget svar, men garanteret noget med at spise flæskesteg og holde julefrokost med sine venner fra Vangede. De lyder i hvert fald til at være nogle helt smeltede arrangementer.

David: Det var min første jul med min engelske kæreste – Især delen med at vise hende, hvor fuldstændig vanvittigt brune kartofler smager.

Rasmus: Jeg er generelt ikke særlig glad for julen, da jeg bestemt ikke bryder mig om banal kulturkristendom og en lovprisning af Baby Jesus. Derfor var den suverænt bedste juleoplevelse, da jeg sad med en kokosnøddesælger fra filippinerne, og drak mig fuld i dårlig Merlot på en strand i Australien d. 24. december.

Hvad er dit yndlings julespise

Marc: Flæskesteg

David: Det blev vist besvaret tidligere!

Rasmus: Jeg er med David her. Hvis man absolut skal tilslutte sig den monotone remouladedanske julemad, må det være de brune kartofler.

Jul eller nytår?

Marc: Jeg har langt hår

David: Jeg fejrer Yule (pagansk-hedensk jul) d. 21. december.

Rasmus: Puhhh… Jeg tror det umiddelbare svar må være nytår! For der er vi i det mindste tættere på, at det bliver varmere igen.

Hør KATLA på Spotify.