Aarhus Echo – Slet det, træd væk, start forfra

13/10/2020 Af Kasper Behrendt

Foto: Mads Gädda Rasmussen

Slet Det er kulminationen af en god, gedigen blanding af thrash, hardcore og groove metal, og med disse elementer har bandet skabt deres eget musikalske univers.

Slet Det sørger for at aktivere lytteren med velkendte såvel som nye, catchy elementer, og så er deres lyrik på dansk, hvilket flere nyere bands gør sig i – bare tag for eksempel aarhusianske Bersærk, der ridder på en god bølge for tiden.

Slet Det består af Mikael Larsen (vokal), Henrik Juul (guitar), Anders Gyldenøhr (trommer) og Anders Ritman (bas), der i slutningen af 2019 besluttede sig for at samles som band og spille crossover metal med dansk lyrik. Når man snakker inspiration for Slet Det’s musik, kan man ikke komme udenom mastodonterne i Pantera.

Bandet er lidt af er garvet garde, der tæller nuværende og tidligere medlemmer fra blandt andet Hatesphere, I’ll Be Damned, Jerkstore og Olm, og her kan man se, at trods de kommer fra forskellige stilarter inden for det metalliske spektrum, kan de mødes og skabe et fælles musikunivers ud fra deres musikalske interesser.

Starten af 2020 gik med at skrive og indspille debutalbummet, Start Forfra, hvor første single ’Træd Væk (fra kanten)’ er ude til masserne.

 

Aarhus Echo har fanget Slet Det til “13 hurtige”:

Hvordan startede bandet? Er det noget med, at det sprang ud af AGF-miljøet?

Slet Det udspringer ikke af AGF-miljøet. Den helt rigtige historie er, at Henrik og jeg (Mikael) blev kontaktet og spurgt, om vi ikke ville medvirke på en ny samling tribute-numre til AGF, i en anden konstellation. Jeg så en mulighed for at prøve et nyt musikalsk projekt af sammen med Henrik, så jeg afviste at deltage med den forespurgte konstellation, og i stedet deltage med det, der skulle blive til Slet Det.

Første gang man hørte fra jer var i marts. Hvor længe har I været i gang?

Det endelige Slet Det har været i gang siden begyndelsen af 2020. Det var der vi traf beslutningen om at blive til Slet Det, lave den endelige konstellation, og gå i gang med sangskrivningsprocessen, som ret målrettet skulle blive til debutalbummet, Start Forfra, som udkommer d. 30. oktober i år, 2020.

Hvordan får I jeres liv til at passe med bandet, når nogle af jer, spiller I andre bands, og Mikael er booker på VoxHall?

Jeg (Mikael) er ikke booker på VoxHall, jeg er brand manager, og har den vej været med til at starte Klub Brutal, Aarhus Fee Metal Festival, og mange andre arrangementer og initiativer for at fremme det Aarhusianske metalmiljø.

Henrik og jeg spiller ikke i andre bands, så vi har masser af tid til Slet Det. Det er også os, som pt. i fælleskab har en proces omkring det at lave musikken og udvikle på Slet Det-universet. Anders og Anders er så heldige, at de lige nu egentlig ’bare’ skal bidrage med deres talent og spille, når der er brug for det. Det er klart, at i takt med at Slet Det udvikler sig, så vil det komme til at kræve mere af alle, og det må vi tage, som det kommer.

Ser I det som en fordel eller en ulempe at være inkarnerede dele af miljøet?

Det er umiddelbart ikke en fordel. Musikpolitiet er over os, og vi kan godt mærke, at Slet Det bliver målt og vejet, både i forhold til flere af de bands, flere af medlemmerne har været med i, men også en forventning om, at vi fra dag et har et niveau, som skal være markant højere, end man ville have til et normalt upcoming-band, som vi ser os selv som. Det kan godt være, at vi ikke er 19 år, men det er en misforståelse, at alder har noget med upcoming at gøre – vi er lige så upcoming som de unge knægte, som står i øveren lige nu og har drømme og visioner for, hvordan deres musikalske hjertebarn skal udvikle sig… sådan har vi det også.

Hvordan har processen været i forhold til at lave jeres debutalbum, der udkommer snart?

Alle Slet Det’s sange starter hos Henrik, det er ham, som skriver al musik. Når han har en musikalsk skitse til en sang klar, så sender han den til mig (Mikael). Jeg går så i gang med at kigge på arrangement og prøver at optimere sangen i forhold til, hvordan jeg ser den. Nogle gange piller vi ikke så meget ved skitsen, og andre gange bliver den pillet fra hinanden og sammensat på en ny måde.

Det gjorde vi med alle sangene i løbet af foråret 2020, hvorefter vi gav numrene til Anders og Anders for at gøre os klar til at indspille al musik i løbet af sommeren 2020 i Osmium Studio. Jeg (Mikael) har stået for al produktion, har tidligere indspillet plader med Magnified Eye, Fairytale Abuse, Jerkstore m.fl., så det har været godt for os at have muligheden for at holde hele processen internt, så vi selv kunne styre processen 100%, da vi havde en helt klar vision for pladen, som vi ikke ønskede skulle forstyrres.

Efter al musikken var indspillet, gik jeg (Mikael) i gang med at skrive tekster. Titel på album og sangtitler var egentlig allerede klar, inden musikken var indspillet, men ingen af teksterne. De blev skrevet, og der blev fundet et rytmisk flow, men selve melodi og den specifikke udførelse er først skabt i studiet i selve indspilningsprocessen. Det giver en helt unik umiddelbarhed for mig, og gør, at det ikke bliver begrænset af en i forvejen fastlåst ’form’.

Efterfølgende er albummet blevet mixet og mastereret og har egentlig været klar, siden vi udgav første single, ’Træd Væk (fra kanten)’, d. 4. september 2020.

I synger på dansk og har et dansk bandnavn, hvorfor dette?

For os giver det et helt andet udtryk, og vores eget forhold til det bliver markant anderledes. Det er meget mere sårbart, det sætter ligesom det hele mere på spil, og det passer godt til os.

Heldigvis er flere danske metalbands begyndt at synge på dansk og have danske bandnavne, og det er med til at skabe en kultur, som er unik, hvilket der er brug for. Det er altid vigtigt at have forbilleder, det har vi også, men det er også bare nemt at blive en kopi af sine forbilleder, hvis ikke at man selv føler og forstår det, man gerne vil udtrykke og formidle.

For mig (Mikael) som sanger, der har det været hele grundlaget for dette band, at jeg/vi ville sætte mere på spil ved at udtrykke mig på et sprog, hvor folk ville forstå mine ord med det samme uden at læse en tekst, uden at lytte mange gange, at lytteren ville blive ramt med det samme og enten elske eller hade det. Det vigtigste for mig, er, at folk får en umiddelbar følelse i det øjeblik, de lytter, og at de forholder sig samlet til musik og sang, og ikke først musik, og så sang. Mine tekster betyder alverden for mig, så derfor er det også vigtigt, at mit talerør kan høres, hvad folk så mener om det, ja, det er jo netop det, der er det fantastiske ved kunst, at det jo er op til den enkelte.

Hvad kan man forvente af debutalbummet, “Start Forfra”?

Vores debutalbum er vores eget univers. Som sagt har det været vigtigt for os at skabe noget unikt, et Slet Det, som hylder generationer af metal, men også sætter en dagsorden i forhold til at sammensætte elementer på en helt ny måde. Det mener vi, at vi har lykkedes med, og at dette kun er begyndelsen.

Det er et album, som har en start og en begyndelse, og hvor musik og sang i fællesskab prøver at formidle historier, som forhåbentlig kan få nogen til at vågne op, sige fra, og kæmpe i fællesskab med andre for et bedre liv. Vi hylder thrash som et grundelement, og krydrer og blander så med de musikalske elementer, vi mener passer sammen i den aktuelle sang. Vi laver ikke kompliceret form, der skal være masser af genkendelighed, melodi, men også nok aggressivitet til at vække de rigtige følelser i os og forhåbentlig også andre. Og så forventer vi klart, at det bliver et album, som folk enten kommer til at elske eller hade… men det er også sådan, vi helst vil have det.

Hvad handler “Træd Væk (fra kanten)” om? Hvem er “de”?

Sangen handler om, at uanset hvad der sker, så skal du ikke lade dig selv blive skubbet ud over kanten… træd væk. Det er en tekst, der er skrevet med flere mennesker og episoder i tankerne, og der er inspiration fra episoder, hvor at det enten er med livet som indsats eller bare små dagligdagskonflikter. Som flere af sangene, er ’de’ dem, som ikke behandler dig og os, som de burde. Det er alle dem, som bevidst prøver at presse andre, gøre dem ondt, og generelt kun handler til egen fordel. Og som flere af vores sange, ja, så ender sangen med en påmindelse til ’dem’, om at ting ikke bliver glemt, og at straffen er lige om hjørnet.

Hvilke medier udkommer jeres album på (lp, cd, bånd og digitalt)?

I første omgang udkommer albummet på vinyl og digitalt. Vi elsker håndgribelige medier, så bånd og cd vil vi meget gerne lave, så det må vi se på, om det bliver aktuelt.

I skriver i et meget direkte og næsten aggressivt sprog. Er I bare nogle vrede, gamle mænd?

Det er lige præcis den direkte følelse, som ligger i brug af det danske sprog. Vi kunne synge om død og ødelæggelse på engelsk, uden nogen ville løfte øjenbrynet, fordi sproget giver en distance, men ikke her, det er lige i ansigtet. Teksterne er skrevet bevidst uden oplagte bandeord, og egentlig kun fyldt med ord, som også ville kunne fungere i samtale. Vi er rigtig vrede på ’dem’, men også vrede over manglen på fællesskab og den åbenlyse styrke, der ligger i at samle sig og kæmpe for et bedre liv i fællesskab. Så det er klart en opsang til det enkelte menneske om at få styr på dig selv og for så efterfølgende at finde ligesindede og kæmpe for fælles sag… nøglen til et bedre liv ligger i fællesskabet.

Hvad kan man forvente af jeres første show, der forhåbentligt bliver til “Kill the Virus – Support Your Locals” i slutningen af november?

Ja, første show bliver som… første show. Vi er meget taknemmelige for, at vi har fået lov til at spille sammen med så gode bands, og går meget ydmyg ind til opgaven. Som vores musik, så vil vi ikke pakke os ind i noget unødvendigt, det bliver os og vores Slet Det-verden, som forhåbentlig kommer til at flyde ud over scenen i lyd og lys.

Hvad er det langsigtede planer for Slet Det?

De langsigtede planer er at fortsætte målrettet med udviklingen af os og vores musikalske univers. Sangskrivningen til næste album er i gang, der er en titel, flere tekster i støbeskeen, og masser af musik. Vi vil gerne ud og spille masser af jobs og vokse så meget, som vi kan, så der er masser af planer, dette er kun begyndelsen.

Hvad er det, der skal slettes?

Dem…

 

Slet Det live:

27.-28. november 2020: Kill the Virus Festival – Support Your Locals – VoxHall, Aarhus

 

Find dem på Spotify her