Aarhus Echo – Se, et blodigt alter

Foto - Kristian Blond Møller - www.sortstue.com

Sidste år var der noget i gærde i mosen. Et gammelt venskab affødte et nyt, sort, musikalsk projekt – Wulfaz.

Af Kasper Behrendt.

Sidste år var der noget i gærde i mosen. Et gammelt venskab affødte et nyt, sort, musikalsk projekt – Wulfaz.

Wulfaz er et helt frisk skud på stammen inden for metal Danmark. De to hjerner bag bandet, sønderjyderne Simon Nygaard og Malthe Tiufkær, har base i Aarhus, hvor Simon bor nu – Malthe er for nylig flyttet til København, men basen er stadigvæk placeret i smilets by siden 2018.

Wulfaz spiller der “runisk” black metal om vikingetidens runer og ritualer. Wulfaz er proto-nordisk for ordet ulv. Proto-nordisk er et sprog, der er nedskrevet på runerne fra cirka 150-700 efter vores tidsregning, også kendt for Skandinaviens sene jernalder. Ordet wulfaz er blandt andet en del af ordet hariwulfaz, der betyder krigsulv eller hærulv.

Wulfaz udgav tidligere på året deres debutudgivelsen i form af ep’en Eriks Kumbl bestående af tre skæringer; “Hærulf”, “Døden ved Hedeby” og “Eriks Kumbl”. Ep’en er naturligvis udgivet på kassettebånd, igennem ToneWood Tapes, hvilket medie er mere metal end det?

Wulfaz har igennem årets løb markeret sig på de danske scener med otte koncerter indtil videre og flere på tapetet. Det hele startede til den årlige Mono Goes Metal Festival på Tomsager i Åbyhøj, hvor flere nysgerrige publikummer fik fornøjelsen af Wulfaz for første gang live.

Aarhus Echo fanget Wulfaz til “12 hurtige”:

Kan I fortælle kort om Wulfaz’ tilblivelse?

Idéen om at starte et band sammen opstod omkring Mono Goes Metal 2018, hvor vi skulle mødes med en fælles ven, flotte Joakim Mattsson, for at høre metal og drikke bajere og snakke om musik. Malthe sov desværre ca. 6-8 timer over sig og kom aldrig til Mono. Til gengæld blev vi enige om at mødes et par uger efter og jamme. Wulfaz blev altså til i februar 2018, hvor numre som ’Eriks kumbl’ og ’Hærulf’ også blev skrevet.

 

Hvordan faldt valget på bandnavnet, og at runeindskrifter og vikinger skulle være jeres kerneemne?

Simon arbejder med vikingetiden til daglig og lige siden han faldt over en svensk runeindskrift fra Istaby i Skåne, hvor ordet Wulfaz, der er det protogermanske ord for ulv, indgik, havde han en idé om at lave et band med det navn. Tanken var også, at det skulle være et black metal-band i den punkede ende af spektret, og desuden gik Simon, som ellers er trommeslager, med en frontmand i maven. Malthe var med på idéen om at danne punket black-duo og overlod mere eller mindre tekstuniverset til Simon. Konceptet blev at få inspiration til tekster gennem runeindskrifter ligesom navnet fra kommet fra en runeindskrift.

 

Er det nemt nok at indspille musik og mødes, nu hvor Malthe er flyttet til København, men basen stadig er i Aarhus?

Det er selvfølgelig lidt sværere at øve regelmæssigt, men noget af det, som vi begge har nydt ved Wulfaz, er spontaniteten og det umiddelbare i sangskrivningsprocessen. Når vi mødes, så får den fuld smadder med enten nye sange eller at øve sættet op inden koncerter. Når vi skriver nye sange, finder vi oftest lynhurtigt ud af, om noget fungerer eller ej ved at spille det sammen. Hvis energien ikke er der, så fungerer sangen ikke. Det er det vigtigste!

 

Hvor øver I henne, når I mødes?

Vi øver i en nedlagt børnehave i Aarhus N, som vi kalder Den Forladte Børnehave. Det er et fælleslokale i Simons boligforening, der fungerer glimrende til vores lille set-up. Vi øver med in-earsystem, så Malthe kan spille gennem et lydkort – dvs. vi skal ikke have gang i store forstærkere og kan øve uden de store problemer.

 

Hvem skriver musikken og lyrikken i bandet?

Riffsene skriver Malthe i udgangspunktet, men det hele bliver sat sammen og pudset til i øveren. Simon står som sagt for at skrive tekster, og fordi han også tager sig af det meste vokalarbejde, så skal tekst og trommerytmer tænkes sammen – simpelthen så det fysisk kan spilles. Det betyder, at nogle riffs eller tekster ikke fungerer, som de var tænkt i begyndelsen, og på den måde udvikler musikken sig i samspil mellem os.

 

Hvad skete der ved det blodige alter?

Ved det blodige alter blev der slået dyr ihjel! Sangen ’Hærulf’, hvor denne tekstbid, som vel er blevet et slags kendetegn for Wulfaz, stammer fra, handler om en offerpræst fra vikingetiden. Han hedder Hærulf og ofrer dyr til de nordiske guder, for at opretholde et godt forhold til dem, så de sikrer ham og hans landsby gode vilkår, god høst osv. Det er med andre ord en lille vikingetidsfærtælling, som vi har fundet på.

 

Wulfaz – Eriks Kumbl ep

Hvordan forbereder I jer på at spille live – har I bestemte ritualer, eller går I bare i scenen og fyrer den af?

Vi har ikke andre ritualer end en god, stor krammer – både før og efter koncerten! Og så ellers bare at spille med så megen energi og indlevelse som muligt.

 

I har udgivet ep’en Eriks Kumbl tidligere på året bestående af de tre numre; ’Hærulf’, ’Døden ved Hedeby’ og ’Eriks kumbl’. Hvad handler hvert af disse numre om?

Grundlæggende så tager alle sangene udgangspunkt i runesten fra Sønderjylland, hvor vi begge kommer fra. Hærulf-stenen står ved Hovslund tæt på den gamle Hærvej, Hedeby 3-stenen med indskriften til Døden ved Hedeby stammer fra vikingetidsbyen Hedeby ved Slesvig, mens Eriks kumbl-stenen står i Starup uden for Haderslev.

For at tage dem i samme rækkefølge som på båndet, så kan starte med ’Hærulf’, som vi allerede har været inde på. Teksten til denne sang blev faktisk til på en køretur over Dovrefjell i Norge, hvor Simon kørte og hørte Darkthrone på vej hjem fra ferie i Trøndelagen – rimelig trve black! Så poppede linjen: ”Se, et blodigt alter! Her er slået dyr ihjel!” op i hovedet på ham og ville bare ikke gå væk. Det blev så til teksten om Hærulf, der forretter ofre for de nordiske guder.

’Døden ved Hedeby’ handler om vikingen Skarde, der døde ved Hedeby, hvor Kong Svend, sandsynligvis Svend Tveskæg, satte en runesten for ham. Det er det, man kan læse ud fra runestenen. Vi har så digtet en fortælling om et søslag ud for Hedeby, hvor Skarde bliver slået ihjel sammen med mange andre – ”døde kroppe i vandet, døde kroppe på sandet”.

’Eriks kumbl’ handler om en mand, der inden han skal ud og sejle går ned til runestenen, hvor hans far bliver mindet, og ofrer lidt øl for at få en god rejse.

De fortællinger, som vi laver med inspiration fra runeindskrifterne, prøver vi at gøre så realistiske som muligt ud fra det, man ved om fx vikingetidens ritualer. Fordi Simon har en ph.d.-grad i vikingetidens religion, så her er han i sit rette element her. Derfor er det også ham, der skriver teksterne.

 

Eriks kumbl er udgivet på kassettebånd hos ToneWood Music i Silkeborg – er bånd totalt black, eller hvad resulterede i, at I ville udgive på dette medie?

Bånd er i hvert fald ret undergrund, og på den måde passer det godt til black’en og til Wulfaz. Jakob fra ToneWood skrev faktisk til os få timer efter vi havde lagt musikken ud på vores Bandcamp og spurgte, om han måtte udgive det. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, og siden har vi haft et virkelig godt samarbejde med Jakob.

 

Hvis det står jer frit for – hvad er det fedeste medie at udgive musik på, bånd, lp, cd, usb, beta-max eller noget helt sjette?

LP, uden tvivl! Det er helt sikkert næste skridt – og et stort mål for os! Så det er planen at få næste EP udgivet på vinyl i 2020.

 

Hvad bringer resten af 2019, og kan I løfte noget af sløret for Wulfaz anno 2020?

2019 har været et helt vildt år for Wulfaz! Vi spillede vores første koncert på en af Danmarks fedeste (og koldeste) festivaler, Mono Goes Metal, i januar og slutter året af med at spille en mini-tour med Horned Almighty og Genfærd. Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os! I december har to koncerter tilbage: Én den 13. december på Radar i Aarhus på mini-touren sammen med Horned Almighty og Genfærd og dagen efter, den 14. december, i på Værket i Vejle med Katla og Fordærv, hvor vi også har premiere på vores første musikvideo. Det bliver to fede aftener med nogle fede bands!

I 2020 har vi to koncerter mere sammen med Horned Almighty og Genfærd (den 18. januar i Randers og 31. januar i København) og en koncert på Dark Mental Festival i Valby i maj på tapetet. Derudover kan vi forhåbentlig også snart løfte sløret for en koncert, vi har glædet os meget til!

Vi er også så godt som færdige med vores anden EP, der kommer til at hedde ’Sotes runer’ – tre sange, om runesiteren Sote og de runesten, han lavede i vikingtiden. De er blevet pisse fucking fede, hvis vi skal sige det selv! Glæd jer, venner, og følg os på Facebook og Instagram under @wulfazdk. Så får I alle opdateringerne.

 

Hvor kan man opleve Wulfaz live næste gang?

Næste koncert er som sagt den 13. december på Radar i Aarhus. Det bliver en intens og energifyldt oplevelse! Og så skal man glæde sig til at opleve nogle af de bedste danske black metal-bands: sygt fede Genfærd fra København og et af Danmarks absolut fedeste livebands fucking Horned Almighty på hjemmebane!

 

Wulfaz live:

13. dec. 2019: Horned Almighty + Genfærd + Wulfaz – Radar, Aarhus
14. dec. 2019: Katla + Fordærv + Wulfaz – Værket, Vejle
18. jan. 2020: Horned Almighty + Genfærd + Wulfaz – Café Von Hatten, Randers
31. jan. 2020: Horned Almighty + Genfærd + Wulfaz – Studenterhuset, København
07.-09. maj 2020: Dark Mental Festival – UnderWerket, Valby

Relaterede artikler