Aarhus Echo Podcast: Jan Sneum fortæller om Pære Punk

Af Kasper Skotte Krogh og Andreas Kristiansen

Jan Sneum har været en menneskealder i DR, hvor han beskæftigede sig meget med live-musikken. Men inden han blev involveret i radioen, var han fotograf. Derfor tog han også med til Pære Punk-festivalen i Aarhus i 1978.  

I forbindelse med 40 års jubilæet for pære-punk festivalen på Huset i Aarhus (nu Voxhall) snakkede Aarhus Echo-podcaster Kasper Skotte Krogh med Jan Sneum om festivalen, som Sneum tog billeder til, og hvordan det var, da punken for alvor kom til Aarhus. De kommer også ind på, hvad han synes er interessant ved musikken i Aarhus nu, og om hans billeder som bliver udstillet i forbindelse med Northern Winter Beat i Aalborg.

Jan Sneum dykker helt ned i, hvad han synes, der var forskellen på den københavnske punkscene og den aarhusianske punkscene i slut 70’erne med udgangspunkt i Pære-punk festivalen. Både musikalsk, stilmæssigt og performance-mæssigt var der store forskelle på københavnsk punk og aarhusiansk punk og samtidig et storebror-lillebror forhold mellem de to scener.

– Det var sådan, at den dag hvor aarhuscenen var der, der gik de og ventede på at københavnerne skulle komme. Og de var lidt nervøse, fordi at dengang, når man kom fra København, så var man måske mere ved musikken, end man var, når man kom fra Aarhus. Den attitude er heldigvis væk, siger Sneum i podcasten

Alligevel var festivalen også en forbrødring mellem de to scener, og for Jan Sneum står oplevelsen som noget helt specielt.

– De to dage kom til at betyde rigtig meget for mig, fordi jeg fik set nogle ting, som jeg ikke ville have set, hvis jeg ikke var taget derover, og det kan man også se på mine billeder. Jeg var meget glad for at være der, var meget glad for at møde alle de folk og også glad for at se, at på trods af aarhusianernes nervøse indstilling til, hvordan det skulle gå. Så var der meget hurtigt en get-together, fortæller Sneum

Det kan være nyttigt for at forstå podcasten at vide, at vores podcaster ligeledes er guitarist i bandet Narcosatanicos.

Hør hele podcasten her

Jan Sneum, Pære Punk, Aarhus Echo
Jan Sneum

Relaterede artikler